Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Paul Hardwick Mar 2012
I brought my girl an apple.
                                                She let me hold her hand.
I brought my girl an orange.
                                                She let me squeeze  her tight.

I am going to bring her a watermelon tonight.

                                                       ­                 I brought my girl an ribbon.
                                                She placed it in her hair.
I brought my girl sequins.
                                                She stuck them here and there.


                                                        ­                I brought my girl some rope, she can hang herself.
JustJune Jul 2018
Closespacesmakeyouanxious
Thesqueezingofmyexpectations
Pressurein­myswingingmoods
Myselfishnessslamsdoors
Myheatshutswindows
I’mver­ytight,small
Shrinkingismygift
Iadorethatinstinct
Yourescape
Self-survival
Da­rwinism
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Hannah Oct 2014
Vær naiv.
Tro på godheden i folk.
Og på glæden.
Tro på kærligheden.
Og tro på at blikkene er ægte.
Mærk varmen.
Se den blive taget fra dig.
Og over giv dig til cirklen.

Hav dine forbehold.
Forstå ondskaben der hersker i folk.
Og at godheden ikke er ment dig
Forstå håb.
Og ødelæggelsen der ligger i det.
Oplev skuffelsen.
Lær at uden det ene er ikke andet
Overgiv dig derefter.
A seventies child
Born in Wales, one of the four
Countries of The UK.

I remember brown as the colour
of the day.
Fabric embossed wallpaper
all the neighbours names, who married who,
who was carrying on, the alcoholic, the beaten wives,
Even, get this the peadophiles (or kiddy fiddlers as was known)
Dai the milk, Mair the bread, the shop of infinite items.

Rugby practice for dad, baking for mam
(Cake and babies) gossip over the garden hedge
Fish on a Friday a Sunday roast, hot sweet tea.
Bubble and squeak, post delivered before you
left for school. Mist on the mountain, dew on the grass.

Welsh valley life, sounds idyllic
but scratch the surface and a darker colour
than brown emerges. Petty squablings leading to
familial feuds, the Williamses don't get on with
the Joneses, and as for the Pritchards, less said the better.

School, local, no not for me. I was sent to a Welsh
School, taught and learnt the language denied to my
Parents by English politics. Cat amongst the pigeons there.
Did I think I was special? Ideas above her station. That's what
the neighbours say.

Well, you all had the option.
Dr Forbes FRCS
Delivered babies buried men and women
Loved by all, especially his lollipop sweets.

I wasn't a child to get *****, or rip wrapping paper
off of gifts, I liked to go under the stairs (like Harry Potter)
and read. I left the dirt for my sister born 4 years later.
Then in 1982 came my brother, tidy my mother describes it.
'74,'78,'82 poor dad to have to wait I say!

More pubs than chapels, more walking than driving
more rain than sun, more music than ever was sung.
The '80's came, and we had strikes, no electric, candles
toast made with a toasting fork over the fire.
No mines, no steel, no jobs.

Picket lines, dole queues, women in work
latchkey kids, Thatcherism, ******* times.
Falklands war, IRA bombs, Royal weddings
Tory rule

But, the fire in the dragon never went out
and Tom Jones still sings his heart out.
Cymru cysglyd gwlad y gân, deffrwch
nawr, dyma'ch tro.
© JLB
Cymru cysglyd gwlad y gân, deffrwch
nawr, dyma'ch tro
Translation: tired Wales land of song, wake now, it's your time.
I'm BINO Aug 2018
i speak not to itch the ear
i sound like the birds with so many beautiful colors.
see this picture, tell me a story
my brains move faster than the speed of the tyre of a tro-tro lorry.
Frederik B Apr 2014
Jeg ville ønske, der fandtes en Gud, så jeg ikke behøvede at beskylde mig selv for min ulykkelighed.

*f.b
Theodore Bird Feb 2015
The clang of armour rings through the clamour
      of our men screaming thy name.
Thy name that I bear, blazing bright
      as these brazen greaves.
A-CHIL-LES.

It is not I that they know.
It is not my feet that are thus as swift as thine;
    though they would believe it.
It is not my rough hands that are never wrong;
    but that have rather slain Sarpedon, now.

It is not thy knees that quake at Hector's call; 'tis mine own.
    A-CHIL-LES.
It is not thy eyes that water in fear,
    it is not thy hands that grasp thy spear, 'tis mine own.
Never wrong. Never wrong. Never wrong.

It is not thy gold-spun curls that spill forth,
    as thy helmet falls.
It is not thy blood that stains Hector's spear;
    it is not thy chest that splinters, 'tis mine own.

The clang of spear piercing armour rings through the clamour
      of our men screaming my name.
My name that I bear, blazing bright
      as thy brazen greaves.
PA-TRO-CLUS.
ryn Dec 2015
.
•not all
of us were born
with the gift of health
•not all were born into a
bassinet  fashioned out of
gold•but all of us here, be-
stowed with a treasure tro-
ve of literary wealth•an e-
ndowment to last a life-
time, that never gets
old•one must
take it
and s-
oar to
great-
er hei-
ghts..•
...ones
should
never...
forsake
such  a
boon •
let  the
...black-
ness of
our ink
coat......
the  em-
ptiest of
nights •
let the p-
ermanen-
ce   in  our
words over-
whelm...
the




finiteness
of the
silver spoon
.
Concrete Poem 24 of 30

Tap on the hashtag "30daysofconcrete" below to view more offerings in the series. :)
.
Ken Pepiton Jun 2019
each day is new.
each life is measured re-ified or ified,
--- but 1.0 can't think past named things and their uses.
--- 2.0 must have an intuition of good begetting
that includes 1.0 gnosis of aim in an immediate way.

Oh. Here's a map.
Like Disneyland as a mall...
or DC with the alu-mini-um pyramid on top.

A schema instantiation, says the blithering flow
charting our course to
sapins sapiens augmentatious
It's obvious,
the children shall all be 2.0 in 1.0 mechanical material;

the tree of knowledge was all inclusive.
hence, the POV development circuits
are cross sired-wired dialecticalishit

seen innerish, not clearly but
seen, men as trees sorta thing.
not blind
but not visionary in a professional
TED talk worth
attending to after eight straight.

The time on earth is variable.
The cost/value of a duration is perimental,
be
coming here
being still
unborn in silken wombs
--- chirp

there are ground squirrels in California
which chirp
incessant chirp chirp chirp with

enough variety in volume tone and frequency,
to make old Morse Code five-letter code groups
come rattling through the radioman's head.

killit.
no, focus, do some meditatishit mind over world,
silken swaddles to moth or...

squeeking wheel gits the grease.
grease it, no, go to the squirrel and trigger its
cog that has no
cognition save intuition. Click.

look it in the cute little squirrel eye.
see it see you, say to it, shut up.

it don't blink. it don't shut up.
bold rodent,
I AM MAN. I shout, it squeeks,
gnoshit,
no cognitive over ride of intuition to fear the man,
is thinkable.
It is a squirrel.

It don't mean nothin'. A curse o' apophrenia on ye.

Bubbles in bubbles, foaming Being
Thoughts resolve to gearish
imaginations
cogs and gears and wheels whirling through some
filtering of needless data informing points
big
number
dimensional, scale and distance, durational
direct
measure in systems
for value and balance,
with no true vacuum, but the idea,

the null-set. Where never happens and nothing is.

We twist hard here.
The torque is what jects
the ob at the sub, via a
mechanical cam-shaft, pusher-puller-twister system
mit ein trigger, which we
click.
Think.
Who is writing my part in the book of life?
I asked me, you are not here, but
in my mind I hear replies more wise than I was
inclined
to imagine
a common man of common gifts can be for
believing
magic has always been
what magi know how to do for goodness sake.
Magi. Heros.
Not a no knack common man, wombed or un.

Peace nullifes any reason War-corroded minds can
calculate,
the numbers prove it all. Count the stars.
Use your augmented eyes, search your global memory,

run the numbers, nullify time with eternity,
subtract the works of darkness,
(don't delve into the details, you can imagine hell some other time)

----
A Valis idea, stuck between my chew-eschew-awarea
P.K. ****, trips, bags, and scenes
as became the cliche'.

Let 'em imagine any thing, define the terms and force
agreement for access.

Insider wannabe, do you agree, come and see? Or
do you dare to challenge

the common sense of all man kind as represented in Christ
of Nicea and Abeka Books, from Pensacola, Florida,

Whoa, rock the box, make bubbles cavitate the prop,

spinnin wheels like the Bismark's final bow.

--- i'm un comfortable and I don't know why.
--- a feeling
--- those are mocked as meaningless, by apathetic slobs.
--- so easy being a ***, ethos pathos logos, ***
--- comic relief
--- in mortal moments of turmoil and confusion as things are stirred.

All that could be shaken, was shaken.
All that could be strained, was strained.
All that mercurial messages could mean, was meant.

We lie in wait, wishing cogs and cogitate was as symbiotic
a thought as we thought while thinking

earlier
Art is artificial intelligence. Imagine that. A.I.

Demiurge, my cultural osmosis of vocalizings,
left me thinkin' a demi urge
is a little urge, a diminutive urgekin,

urging me to be
creative, let that lil' light shine, Marjoe

these being public displays at the edges of some of the bubbles,

bubs, some kid just shook my bottle

to pretend the wine was moving of itself, making turmoil

careful as in accurate art-iculation, this is not realist materialist
gasping
grasping for
dignity, stalwort, courage, responsibility

we are yet legions, industrial models
used to build swords with motors,
when we come to America, we join the unem.
We, the people's industrial war complex, merge
with the abandonded gods Neil Gaimon pointed out,
formin a loose unity of spirits, engines and factories and artisans

self-defined, an unum from many, on a national scale,

Da deme demotic da-emonic conspiracy of steam, incorporated
with dwarven knackeristics of old,
fur usin' Hermes as a river to call gold to our rule maker,
food bringer, h'laf weard, Lord of the loaf.

Listen,

illiterate heathen, my Grandma said we'd be if we did not know the story
after hearing it told three times.
Third time's the charm.

We were weighing your worth,
got hooked on a breeze from the broom sweeping this
pile of parts and pieces of what you imagined being worth

that's not much more worth than one in eight millions of millions,
of you kind, unless you earned admitance to the inside

externalization of imagination
pro-ject that on next---
stop. Imagine all that
and guess... ob or sub... its your roll.

I'm the door, says the door. I have no key, it says to me,
come and see,

the progress regress con tro tra la la la

That rascal who just wondered by on Youtube

com a part mentalized, an urge to count the cost

ungrateful and thanksgiving
curse and bless
sweet and bitter from one fount, that ought not be, but
it is possible, all things are,
it can be evil, but
on
discovery
such a curse is not worse than miss fitting a taken point,

we ethos pathos logos ourselves, we say, my domain,
bad
poetry can have good ideas in it. Ah, I see.

Humble your self under the mighty hand of that which has been
given the joystick,

eh, what if a lie is running your ranking order?
careful articulation?

Jackson Pollack step up, this carefulness of art,
answer that for me.

Ah, the hero, around whom thy sun wraps, what haps ever after,

you get old and the world changes against your wish.

do you believe in God.
I do, the one Jesus believed in,

by my leave, my letting a true thing be

happily, after a life of seeking for another path.

The earth is round.

Are there ideas that cost, in the use?
Is there an ancient of days account
of idle words

verbs given for acts, as seen done, from an earthling POV
idle verbs that call no act
lest the cost come clear, daemonitic tech that seems magic,
blessing cursing and claiming to heal, all
mere art... the ability to be like Jesus, that knack

there was a wise man, as he was sweeping his way one day,
his daemon, who had the assignment,
reported finding meaning
in being filled
to over flowing, have you boasted that? Never?

Did you ever shed a tear for another's pain?

You know, pathos, commonality of us all, or you know
not
and the sufficiency of evil is calling you to be the inner hero,
making room for truth
in a heart fed lies from the womb.

After all is said and done. Believe the truth makes free
upon the point of knowing the story.

Love is a verb I seldom use. I dared redeem it for future use.
It cost me dear reader.
there are verbs we abuse at a terrible price. Paid. Not by me.

Show's over, Radioman morphed to Grandpa and Oliver
watching the real world turn beneath the sun,
relative to an earthling POV. The day's sufficiency of evil all swept away.
Seeking worth whiles while marveling muses from the global brain. The walls between a common man on earth today and the hightest reaches of Academe daemonium of pan,  Is nullified, nullified ask any question and you can find all anyone ever knew about it.
Nat Lipstadt Oct 2014
Euphony* * the quality of being pleasing to the ear, especially through a harmonious combination of words; making a phonetic change for ease of pronunciation

Hickory, dickory, dock,
The mouse ran up the clock.
The clock struck one,
The mouse ran down,
Hickory, dickory, dock

Trickery, diddly, rot,
This Diddy's life poems rhymed not,
The boys and girls all booed,
Your poetic life thumbs-down *******,
Trickery, diddly, rot

sipped his morning coffee.
thoughts about mortality and mean
saw what wanted not to be, the unseen,
trickery, diddly, rot,
brain refrain, relief not,
the **** clock ticking,
the mouse laughing,
at his euphonious nonsense

he wept for being found out,
the noises in the house
joined in
all mocking with accusations
you phony, us,
you, phony us*



another work day ended as it begun,
or began to end
teach felt
herself
for felt
tipped pen reach,
inky dinky in the dockers it  flowed,
now I am red-tro-graded,
bold letter, no fading,
F
for failing
to phony us

slipped his head under the water,
but the words auditory
and most un laudatory
feared not a drownery,
followed him down
under
a bath poem
heat
fog
pity
dread

those masks
don’t hide
your sin
very well

with every inch
of our blood
we crave for
the soft life

the street is bloated
with pus of greed
while fresh wounds seek
the hand of virtue

for the tired, in reparation
for the made, in rumination
for the hurting, in salubrity
for the fallen, in solidarity
written in additive form progression: 1 word, 2 words, 3 words, etc.

for peace in solidarity
Frederik B Oct 2015
Vi har løbet så længe
kan vi tage det med ro
og for en gangs skyld
Lad os være hinanden tro

Du er min blomst
lad mig være din biolog
helt ærligt kvinde
Jeg vil høre hvad du tænker på

Det kan blive os mod verden
du skal ikke være bange
lad mig fri dig fra dine tanker
Vi kan klare det her sammen

Hvad er tid når du er nær mig
det står stille i mit hoved
siger ikke at vi har travlt men
Tiden går hurtigere end jeg troed

*(f.b)
Kan læses forfra og bagfra.
Smilende, glad og fuld af energi
Blomstende og fantasifuld, - narrer jeg dem til at tro at jeg er glad.
Bilder mig selv det samme ind.
Tror, føler og mærker glæden      vælte ind over mig.
Ikke hele tiden, glimt af lykke.     Men i en melankolsk og sentimental tilstand dybest.
Desperat for at komme ud, bryde kæden op og vælte ud med sol-strålende sprudlende livsglæde.
   Jeg kommer ovenpå, jeg er ovenpå, jeg er i sommerhumør selvom vi er i oktober.
det lykkedes mig, min lykkefangst
Jeg er OK.
Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag
enits Dec 2015
mine øjenlåg er lukkede nu
i kunne ellers have set
hvad der gemte sig bag
i så kun lidt
som hvis man åbnede en skattekiste på klem
mine øjenlåg er lukkede
og min mund er lukket nu
i kunne ellers have hørt hvad der gemte sig bag
for tro mig
- der gemte sig en del
S
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Apachi Ram Fatal Aug 2016
Pretentious prize life unwinding splendid endurants

Licentious Khidr illuminates in it neo verse lee

Like In tro vert eyes knott the sea spontaneously

Nature deceives one apple a time returned

When life giveth to empty pleas neatly

Even when don't make sense literally

Follow where poets pout analogy

About How the needy are poorly

Helped up off their knees and

Why wholesome matrimony

Is a holy introvert baldly

Hungry unquestioningly
Uni Verse City 101
Hazel Jan 2018
Det sitre i kroppen
Som utålmodigheden
Det spænder i hver en nerve
Ligsom stramme snørebånd.

Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor?

Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld.

Som tålmodigheden
Sitre det i kroppen
Ligsom stramme snørebånd
Spænder det i hver en nerve.
-Hazel
anna charlotte Mar 2014
Jeg har tabt mig selv
I troen på os

Jeg har pisset på mine egne principper
For at ligne dig

Jeg har grædt de tårer for dig, som jeg aldrig har grædt før
Selvom du ikke fortjener dem

Jeg har smittet hele mit sind med den kærlighed
Som jeg  nu engang også føler for dig

Jeg har prøvet med alt men
Mit sind er stadig svagere end nogensinde før

Jeg har forvildet mig selv
På vejen til dig

Jeg har grint over at alle veje føer til ROM
For alle veje fører til dig

Jeg har skrevet utallige beskeder til dig
Uden at klikke send

Jeg har forrådt mig selv
I den vanvittige tro at jeg kunne gå din vej
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
Marolle Oct 2014
Når jeg tænker på dig
er det kun et spørgsmål om tid
før du vil sidde fast i mine tanker bestandigt
og vandre til dine sko er slidt.

Derefter vil jeg give dig nye sko
og lade dig atter vandre.
For så længe jeg tænker på dig
ved jeg du stadig eksisterer.

For så længe du atter vandre
og ikke stikker af fra mine tanker
da kan jeg stadig leve og tro
at alt er godt fra min tanke-boble.

*(Marolle)
Naja Jul 2015
Alt man ser er en refleksion
af det som andre mennesker føler,
eller tænker.
vejskilt, navneskilt, næsten skilt
Hvad tænker du på?
Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt?
Man kan aldrig vide hvorfor,
før alt er overstået
Slå dig fast
Slå dig ned, med hovedet først
Hænder af rustent  stål
Blod af billigt Rynkeby
Knogler af knuste tænder
Hvad er det du vil?
Skyerne ligner cigaretrøg
Disen minder mig om mit åndedrag
Forsvundet eller vendt tilbage
Man mister aldrig hvis man aldrig
Hiver vejret, hiver håret, hiver væk
Robin Dziedzic Dec 2017
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp

Vi kan være borte i morgen: stå opp

Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,

I morgen kan vi miste den gaven



For hver dag er vi nærmere slutten

Som kan være starten av en ny begynnelse.

Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,

Gi bort hjertet, gi bort alt,

Elsk,respekter andre, drøm,

Vær kul, vis verden at du er noen

Dag etter dag, tiden stopper ikke,

Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.

Verdens farger i mitt blod,

Folkets **** med morgendagens luft,

Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.



Stå opp med ordene på tunga, jeg lever

Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,

Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,

Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.

Alle har en vei å gå, alle er noen,

Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,

De kan lære deg å tro, vise deg vei.

Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,  

ikke vær redd for nederlag.



Jeg vekker verden, det er min vei,

Mitt oppdrag, min mening.

Så jeg sier nå til dere alle:

“Opplev hver dag, og bruk din gave.”

Og hvis du tror på kjærlighet,

Sørg for at den er gjensidig,

Sammen stå opp og se alltid samme vei,

Vær sammen til døden skiller dere ad.

DET er gaven.
Amanda Bordrup Apr 2015
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Til M.P

— The End —