det er bare tomme ord
tomme ord der fylder rummet
tomme ord der bryder igennem
stilhedens tykke vægge
ord man ved hvis betydning
ikke eksistere
fordi de tomme ord
er ord der bliver sagt
når venskabet allerede har mistet
dets ynde og pragt

*c.t

Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert

Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.

Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.

Du vasker dine lagner hvide
Renser dem for dårlig samvittighed
Fjerner hvert et spor
Vasker dem indtil de kun lugter af billigt vaskemiddel
og skylder minderne ud
i afløbet

jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk

det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl  
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker

*(Marolle)

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
bassen, der overdøver vores eget hjerteslag,
bassen, der dunker mere end vores tanker,
smagen af sprit, og røgen der hænger i tøjet
tænder den ene cigaret med den sidste,
ryger, drikker, danser,
danser det hele væk,
håber på at svingende hofter og klamme blikke,
kan slette det hele,
drikker måske for at glemme,
eller måske for at huske
men kan man kurere en sygdom med en anden,
for hvad hjælper det at vi drikker os fra vores sanser,
og gemmer os bag billeder så slørede som livet,
når vi i virkeligheden har bræk på skoene,
og tomme pakker i vores tomme lommer

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
måske ikke
måske det bare er hvem vi er,
syge mennesker,
der lader som om vi har det sjovt,

.

Stemmer udefra
Overdøver larmen indefra
Tomme tankestrømme flyder med kraft
Gennem mine hjerneceller.
Slår mod kanten af mit hoved
Indre afbrudt af ydre
Bølgerne af lyd skærer i mine øre
Døv for toner og stemmeføring
Men ikke for valg af ord.
Tunge larmende fraser -
Spyttes vildt ud gennem fedtede læber
I et desperat forsøg på at
Slette sporene i sandet.

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

TÅRER PÅ KINDEN
SPRUKNE LÆBER
HYSTERI OG FACEBOOK
PLACEBO VARME FRA HJERTELØSE RADIATORER
KRAKKELERET NEGLELAK OG KNUSTE HJERTER
SØVNLØSE NÆTTER OG (UTOPISK) REALITY
KOLLEKTIV ANGST OG SOCIALE SELVMORD
STRÆBEN FOR PERFEKTION
MANGEL PÅ PRÆCISION
INTET ER GODT NOK.
KROPS IDEALER.
AR PÅ HÅNDLEDENE
AR PÅ SJÆLEN.
HYSTERISKE RÅB OM HJÆLP
SKYLLES UD I TOILETTET.
FACADE-SMIL OG MAKE-UP
DIANOGSER OG ENSOMHED
TOMME LØFTER OG REFLEKTION
FORVENTNINGENS GLÆDE
OG HAD
KOLDE NEGLE; SJÆLE AF IS OG *****.
der gør det svært at være til.

co hytre pod skurą jest iglą
         (what's avaricious under the skin is a needle)
na wieków, amen - co gdyby lwem
(forever more, amen - what's apparently a lion)
czy niedźwiedźem, czy też wilkiem
(or bear, or even a wolf)
da tchu! Vlach! ti i ten pierdolony lis!
(will give breath! Vlad! you and that ******* fox!)
eine fuchs! ich! ja stokroć i nocy nadam
(a fox! i! i the fern who will give unto the night)
imion bez konstelacji Achilles'a,
(names without constellations' of Achilles)
pozorom wbrew: na haczyku brwi
(under no pretensions: on the fishing hook of the eyebrows)
na tle pod imion: dobre sumienie
(on the canvas of under-names: a sound conscience)
wramah chszestu.
(in the boundaries of a christening.)
  a co ładne niech paraduje ze
(and what is beautiful, let it parade)
rzołneczykami!           bo to tfu!
(with it's little soldiers! because it's disgusting!)
bo to harfa i hu i true i Polska podbudjed
(because it's a harp and a ha... lost in translation)
is Rosyja i Я: anglo tomme, niet Яck m'eh?
  no kurva: Mongoła trombone!
mi non sprechen Deutsche,
nor operatic, nien moon-sweep tsar -
lovely, lovely juggles the Peckham
in all of us jubbly: day for the awaiting Trotter -
         or the spin frame Jenny my dearest:
spin! spin my spinning dūbblé / double-blah-blah-eh!
plocker / plonker two sons within graft of a blue
Peter sketch for the youngsters whining: or how's that
****** housed and i'm the one that should be
saying: the 'un that neva'h woz?
bites the Barnickle, that 'un does.
               says as much about cubicle cockers
in née said: Varlance: such that it almost sounded like
Versailles, and it too almost sounded likened to
umbrella when saying Paris or parasol.
       or on par: cubicle cockney poetry:
appellation and ***** hairs: stairs -
       needy and scythed: the frightened bunch...
          why then Versailles and squire?
and not: that ol' chip frier -
     fry err, Brighton on marble: succinct slating -
that walk of shame toward the ****.
     they always made the best foster parents,
that **** bumping, **** dumping crowd pleasing
hush for a Lincoln into linguo as Oslo in
libido -
          trucker tongue tie - gears in reverse -
randomised language replenishing that chaos of
became focus of larynx not cubed
but eyes three-dimensional: or cubism.
             and you sort of wish you knew how to
knot rather than not not not -
                your way into a Wahabi Lebanese
sentiment for truancy -
   which you never, really had a chance to get a
hard-on over.
                       this is how art sorta doesn't feel
that much difficult, more of a diarrhoea rather than
a constipation: less a skiing holiday in the Swiss
alps and more weekends spent on the Southend pier.
    well, we all wish to fish in the spaghetti lake
of verbiage: some of us get to,
and what we end up doing is hoping for
a second as cobblers in China, or beef farmers in
Argentina,    or cigar-rollers from Havana -
b'aah.... blah.... b'aah: i say jolted,
i say unsure, i say nervous b'aah - sheep's surrender!
why? it would sort out and destroy our
claustrophilia: as ever a cranium and an elevator...
         and the congregation,
                    and the dry throat.

Today
Hamas terrorists let rockets rain on Israel

Today
Israeli soldiers shattered Palestinian dreams with shrapnel

Today
I learned that cancer killed, again! Shyra this time. RIP

Today
Gray, rain, pouring down depressing large tears, non-stop! Just weather, or is it?

Today
Bleak reality, Ina got diagnosed. Hello cancer my old fiend!

Today
Pandemic work from home blues, lonely stares at screens, empty flat, inward screams, ahuman void.

Today
The world would’ve been less brutal without your malevolence. I hope, you do better, tomorrow. I really do hope so!

Today
Just now! News: it’s a boy, Tomme! Lungs inflated, first screams, first breath. Hope a tad elated.

Today
Death and life, a full circle

blidt sind,
rødligt forslåede knæ,
få tomme knogler
og lunger fyldt med rådden luft

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed
hvide tænder der bed i hvide lagner
varme kroppe der dansede med en illusion af lykke
sorte lunger der slugte mørke tanker
korte arme med en mørkegrå himmel malet på sig
hullede stemmer som blev syet sammen af undskyldninger
disfunktionelle hjerter der prøvede at slå
tomme skeletter og blå shilouetter
kold januar-regn der vaskede alt hvad der mindede om tåre væk
knive med smilende ansigter risede ar på rygsøjlen
spredte ben og lukkede øjne
to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed flød i synlige åre
6.4 % kærlighed blev optaget i menneskekroppe
6.4% kærlighed er væk

jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra

i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv

Lyskæder der lyser blødt, bløde øjne der lyser skarpt, knuder på hørertelefonerne, brænder tungen på kaffe kl. 7, vennen, fuckelifuck, volapyk og glimmerkjoler, hold i nakken, høj musik, hovedpine, søde ord og onde suk og summende sange og orden i oldnoter, vi er bare venner, blege fregner, -1 grad, 50 kr. i timen, sammenligning og hypoteser i samfundsfag og helvede, brede veje, denimjakke i december, skrabelodder uden gevinst, *****/sprite, god morgen?, køretimer, ord der rimer, drenge der griner, spader der sviner, utømte opvaskemaskiner og søskende som smasker, ømme hæle, kysser min hals, små lure, uskyldige idioter, løber for at nå toget 15:37, tømmermænd og tomme drenge, porcelænstallerken og det er da en meget fin verden.

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår

troværdigheden
forestillingen om hvad der er ægte
forsvinder så stille
når du tager et kig i personens tomme øjne
et blik der viser dig
at alt hvad du havde drømt om
og troet på
stille og roligt er forsvundet
ud i intetheden
og det eneste du står tilbage med
er den nøgne sandhed
og dine beskidte hænder

*c.t

jeg kan høre
dine nervøse
skidt
på gangen
din endeløse mumlen
din pusten og stønnen
jeg kan fornemme dit selvhad
gennem dine tomme ord
dit syge
blik
dit nervøse tonefald
din nervøse gestik
den raslen
med dine piller
dine klik med musen
der gentagende gange
får dig til at græde
dit skrig
dine råb
om hjælp

Det er nat og mørkets kryb
myldrer frem.
Det er deres tur til at se lyset.
Alle sover men
-
ikke jeg.
Jeg er totalt plugged
mens sangene fra piger der intet føler
buldrer igennem mine ører og
Fylder mit indre
Med tørre tårer
og tomme ord.
Akkurat som dem du lukker ud.
Sangene gør mine følelser flade
og snart
er jeg intet.
Ligesom dem.
Det er nat.

Skønnere har *** aldrig været end nu hvor jeg ser hende gennem et rødvinsglas.
Hendes læber der leger tagfat med de smukke dråber og hendes øjne der betaget kigger ud i intetheden.
Hendes lange, slanke fingre der holder om glasset med en sådan ligegyldighed.
Det er nu i de lange dage og korte nætter jeg for første gang ser hende klart.
Det er nu hvor håret bliver lysere og kjolerne bliver kortere at jeg ser hendes ynde og elegance. Det er nu, hvor intetheden tager over mig og den tomme flaske står på bordet at jeg indser, at *** er alt hvad jeg mangler, og alt hvad jeg aldrig får.

silhouetterne af trætte, unge, smukke, svage og stærke mennesker er hvad der spiller for mine øjne
midnatten har bredt sig fra sind til sind, og jeg kan selv mærke den bankende tørst efter stilhed og hvile.
mens jeg sidder i dette tog, på vej hjem fra natten og dens gerninger,
tænker jeg stadig på dig
og hvordan du fortalte mig,
at du altid ville holde mig i hånden
når vi kørte gennem Londons tomme gader i januar måned,
imens natten bankede på udenfor.
men her sidder jeg
i en tom kupé
og jeg ved ikke om min frysen
er på grund af kulden
eller fordi det er det eneste jeg kan føle nu

nogle gange glemmer mit hjerte at slå
når tiden pludselig står meget stille
jeg ligner mest af alt et spøgelse
der lister rundt på glasskår af knuste ***** flasker
mens livet langsomt bliver suget ud af min tomme blege krop
men der findes også dage som suser forbi hvor
mit hjerte pumper dobbelt så meget blod ud som det burde
til mine blå vener er ved at sprænges
og jeg kan mærke at det banker helt oppe i halsen
mit hjerte banker for dig
og når du forlader mig
så er der ikke længere noget at banke for
det vil aldrig være besværet nok at arbejde så hårdt
blot for at holde mig i live
så hver gang du forlader mig dør jeg en lille smule

Jeg er farveblind
Men holder for rødt

Mens du får fartbøder
For grønt
Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas

Den skænker og overfylder
Mit i forvejen fyldte glas
Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig

Den overfalder mig
Og jeg snubler i ord
Som kun tænkes i tanker

Et virvar
Et kaos
Et uendelig langt forspring
Som jeg
Aldrig
Ville kunne indhente

En undskyldning
For en manglende egenskab
Som jeg kun ejer svagt
Som du kun ejer kraftigt
Jeg ved det

skygger af sorte palmer
plettes til at toner fra sinatra
lytter ikke efter, men venter på
tomme beskeder
jeg har siddet på hug i min egen tåge
det er tåget
og jeg prøver at tegne poetiske stemninger
af aftener i selskab med mig

Han forlader mig, jeg ved det
Jeg mister ham en dag
Han er trist over mine handlinger
dem jeg ikke kan ændre
Han betyder alt, jeg betyder intet
Vi var glade for en tid. Lykkelige måske.
Han savner hende stadig
Som et spøgelse sidder *** i hans sind
og ødelægger alt
Han siger han elsker mig
Men han tænker for meget. Jeg tænker for lidt
Jeg føler skyld for os begge, og jeg er bange
Han er den eneste jeg har elsket. Den eneste jeg vil.
Han tror ikke mine ord. Tror de er tomme.

UNDSKYLD

tårer der tværer mit blæk
Tomme ord
Der runger hult og langt væk

UNDSKYLD

Jeg ved det godt
Brændt og såret
Lander langt fra blødt

UNDSKYLD
             kom nu bare tilbage

tre biler på motorvejen
to foran os
fire røde lygter
ti synlige stjerner
how does it feel watching from upside down?
månen, reflekteret i mine øjne, som reflekteres i bilvinduet
køre forbi en gabende mand
eksistentielt overvældet
følelsesmæssigt udmattet
tilbagevendende og blodige, uvelkomne tanker om tænder mod asfalt som splinter
refleksionen: det stirrende øje, skåret ud af lysets forbipasserende søjle

køretid til indre by
-- min.
slukker radioen
et liv i en grøn parkeringshus-trappeopgang
næseblod og vintage-ure og familierelationer
tårer, der næsten ser verden men som aldrig udlever potentialet
som spirer, der aldrig bliver træer
og mod den mørke, tomme himmel snurrer byen
ud i intetheden