"tidevandet" poems
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.
Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.
For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
Nov 19, 2017
Nov 19, 2017 at 8:51 PM UTC
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.
Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.
Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.
En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.
Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.
May 10, 2015
May 10, 2015 at 4:16 PM UTC