Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg  kan tegne, jeg  kan  skrive, jeg  kan læse  mine  egne  tanker, ikke  altid fejlfrit, men  mine  følelser  får  jeg  i  hvert  fald  nogenlunde  forstå­et,  og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine  følelser  for  hende  der  jeg på  en  måde elsker  (det  er  i hvert  fald det, jeg har læst mig frem til) er  mere  interessante end  hende,  det  synes alle andre også, det  ved  jeg,  det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere  end dem. jeg har  god musiksmag  og god  tøjstil, og de fleste er  dummere  end  jeg.  nogle  gange  ønsker  jeg, at  de  ikke  ville være så dumme  og  uforstående  og stabile, og nogle  gange har  jeg ondt af  dem, fordi de  ikke inspirerer mig, med  mindre jeg tænker noget  om dem. men så skifter  jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra       hinanden      og     skabe      kunst     af       de      hjerneceller,       der
ryger                                                  med      ­                                                 ud.