jeg finder min trøst i sort poesi, du ikke forstår
mit porcelænshjerte er vandaliseret og
mine ribben skriger
du bydder mig din eskapisme
og jeg bydder mig selv metalsølv smerte
vi er kun børn, men jeg er vokset op i takt med en ballerina på det kongelige teater
derfor forstår du ikke hvad jeg forstår
og du ser ikke hvad jeg ser
små hvide linjer danser så fint omkring på min krop og blodige minder jager min hukommelse og jeg fortæller ikke mere
min rygsøjle er i kontant smerte, grundet alle de upubliceret hemmeligheder den hver dag bærer på
i et sort hul med duft af sprit befinder jeg mig, tynget og jeg kan ikke finde vej
et elektrisk sind - sabina sandager
