Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
andenrangs poet Nov 2014
her kunne jeg
skrive
om vores kærligheds
dage
da vi delte en
tapas-tallerken og en flaske
af den bedste vin
på en fortovscafé
og tog bad i de århusianske
solstråler
og her kunne jeg skrive
om dig og mig og det vi to
(aldrig) havde men jeg gør
det ikke for der er ikke
mere tapas og der er ikke mere
vin
og heller ikke flere solstråler, men værst
af alt er der ikke mere dig og mig
og så er der faktisk (ikke) mere tilbage
at skrive om
llcb Nov 2014
Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre
Tallerken, gaffel, glas og krus.
Gryder, pande, høj og lav.
Køleskabet min bedsteven.
Ovn, vask og ske.
Rindende vand og plaster på såret.
Skærebræt og store knive.
Blod på bordet, blod på salaten.
Et højt irriteret brøl.
Tekopper, kaffekopper, grimme kopper, flotte kopper.
Skåle og dybetallerkner.
Vandkander, brødkrummer og forgamle rester.
Morgen, aften, nat og dag.
Altid og aldrig.
“tøm skraldespanden inden du går!”

— The End —