"takt" poems
Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.
Dec 1, 2015
Dec 1, 2015 at 4:51 PM UTC
Nætter jeg faldt i søvn til blide toner
i en salig strøm af længselsfuld lyrik
citeret af stemmer i takt med
dit hjertes ****
bag brystkassen ved min kind
Mens drømmende melodier faldt
ind i rytmen fra dit rolige åndedrag
og den stille efterklang af
lyden fra tabte toner
for altid at minde mig om dig
Apr 2, 2015
Apr 2, 2015 at 7:16 PM UTC
I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.
Jan 9, 2015
Jan 9, 2015 at 9:42 AM UTC
Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.
Sep 30, 2015
Sep 30, 2015 at 2:27 AM UTC
Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.
Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen
Oct 19, 2015
Oct 19, 2015 at 1:39 PM UTC
Nået til et punkt hvor glæden ved
venners tvunget smil og gnisten i deres døende øjne
afspejler sjælen
som nu i takt med at alderen forfalder
17 år og fanget
fanget i en tilstand mellem fantasi og virkelighed
for virkeligheden er at
alle vil såre en
drømme vil forblive drømme
dog holder fantasien en i gang
fantasien om livet som følger
livet efter gymnasiet når drenge bliver til mænd
deltidsjobs bliver til en fuldtidskarrierer
og bekendte forsvinder med den bidende vind hvor kun de få forbliver tilbage
og det triste, men dog smukke er
at de få som forbliver tilbage
er de som delte al smerten
al forvirringen og håbløsheden
17 år og fanget
fanget i virkeligheden
med ****** up venner, med fælles drømme
de holder virkeligheden for nar
med lange nætter fyldt med tung røg og dulmende vin
hvad skulle man gøre uden dem
Mar 24, 2015
Mar 24, 2015 at 3:11 PM UTC
I New York City;
*
i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der altid bliver overhalet
*
I New York City;
*
på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?
*
I New York City;
*
alle blikkene kører som elevatorer op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke
altid dette i New York City; (og alle andre steder)
blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe
min krop, der er så kold.
*
I New York City;
*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square igen
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke ikke for nogen.
*
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:16 AM UTC
kolde fingre,
der glider over den kolde skærm
skriver, hentyder,
prøver at få dig til at give mig mit fix,
opmærksomhed, kærlighed
og som de kolde fingre,
hurtigt glider over den kolde skærm,
i takt med de snavsede høje hæler virrer sig fortabt over brostenene,
så spørger jeg mig selv, om det er for meget
for stalker, for desperat,
men gør det alligevel
gør alt for at få et fix,
opmærksomhed, kærlighed,
et kram, ***
håber på det bliver til mere,
så fixet bliver dagligt,
og ikke bare en løsning,
når alkoholen dunker i venerne,
når spillet er tabt,
når brækken er i toiletten,
og ham den anden i byen
Dec 29, 2014
Dec 29, 2014 at 10:28 AM UTC
Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 3:58 PM UTC
du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig
Oct 28, 2015
Oct 28, 2015 at 6:01 PM UTC
Der står en kvinde
over for mig.
Måske er ***
barn. Jeg
danser efteraber
hendes bevægelser. Pludselig
smadrer *** hånden
mod mit ansigt.
Jeg mærker min krop
slippe taget.
Den er ikke længere min;
danser slår vrider sig
uhæmmet
Jeg ser korpus
i skår.
Og skårene danser
i takt med barnet
Nov 28, 2014
Nov 28, 2014 at 6:26 AM UTC
når jeg ligger her
med din varme hud som pude
falder jeg til ro
genfinder vejret
og mit hjertes pumpende **** daler
i takt med dit
når jeg ligger her
i mine yndlingsarme
hvor trygheden er så stærk
findes der ingen skygger
skygger
der omfavner mine tanker
skygger
der besøger mig
nat efter nat
kan ikke røre mig her
i mine yndlingsarme
når jeg ligger her
med forsigtige strøg på ryggen
og en vidunderlig hvisken i mit øre
er der ingen andre
steder jeg vil være
fingre jeg vil mærke
stemmer jeg vil høre
eller
mennesker jeg vil have
når jeg ligger her
er jeg lykkelig
Oct 3, 2014
Oct 3, 2014 at 3:48 PM UTC
kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig
Mar 21, 2015
Mar 21, 2015 at 3:32 PM UTC
Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld
Apr 16, 2015
Apr 16, 2015 at 4:40 AM UTC
Jeg lever virkelig i en forbandet ungdom, med problemer
og ufunktionelle systemer.
Og det er røvsygt at græde ofte over onde tanker og talermåder, som man ikke vil lægge ører til længere.
Og man er ødelagt
og langt fra i takt
når man møder en sød en og endelig får det sagt.
Så går de bare fra en når man endelig er ved at smile
Så er man igen færdig med at grine
Folk siger at det er jo hvad der sker
Endnu en talemåde, jeg aldrig vil høre mer
Jeg melder pas og lukker mit hjerte
Jeg er færdig med talemåder om kærligheds smerte
Aug 11, 2015
Aug 11, 2015 at 7:38 AM UTC
Mig, jeg kaster skovle efter angsten
Kaster mig ud i diverse dårlige ideer
Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre
Kaster karamelpapir til fuglene så de dør
Så de mærker alle andres lidelser og længsler
Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til
Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver
Klapper ude af takt
Klapper du af mig når jeg kvajer mig?
Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos
Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?
Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv
Feb 1, 2019
Feb 1, 2019 at 5:33 AM UTC
Som natten dog buldre i mørket.
Gadelygternes eneste funktion er at skabe kontrast mellem mørke og MØRKE.
Mere og mere mørkt bliver der, jo lysere lys der skæres igennem på fortovskanten midt inde i centrum af ingenting.
Minusgraderne flår mit hjerte ud af takt
med det formål at imødekomme en hjerteskærende blindgyde, for ikke at pointere mit tankevækkende opspind, der danner grund nok til at elske mindre.
En brustensbarriere, og en mur af sten og cement, bygges i mellem min uvirkelige virkelighed, blot et sort hul som rummer natten, stilheden, mørket og kærligheden.
Oct 9, 2017
Oct 9, 2017 at 6:47 PM UTC
Ich bin die, die du auf der Straße triffst, begeistert grüßt und nicht vergisst, was wir gestern schrieben.
Lachend liegen wir uns in den Armen. Es gibt so viel zu erzählen, Worte überschlagen sich. Du sagst: „Wo ist nur die Zeit geblieben? Ich muss los, ich seh dich morgen.“ Drehst dich nochmal um und winkst mir zu.
Es ist schon spät, du seufzt leise. „Mach dir bitte keine Sorgen, wenn ich mich nicht melde. Ist grad viel los. Zu viel Stress, zu wenig Zeit. Du kennst das ja, bist live dabei. Nur kann ich grad nicht mehr.“
Und ich bin die, die du auf der Straße triffst, besorgt begrüßt und nicht vergisst, zu fragen, wie diese Sache eigentlich ausging.
Deine Worte sind Balsam für meine vernarbte Seele.
Es tut gut, wieder mit dir zu reden. Wir schmunzeln über alte Zeiten, vergangene Tage und gehn‘ weiter unsere Wege.
Es dauert lange, bis die nächste Nachricht kommt.
Es dauert länger, bis die Antwort folgt.
Doch ich bin die, die du auf der Straße triffst, zögernd noch grüßt und schon vergisst, was ich dir erzähle, während die Worte noch zwischen uns hängen.
Unsre Leben ziehen aneinander vorbei, wir sind nicht mehr im Takt. Die Sätze kommen abgehackt und mühsam.
Du bist gehetzt, denn das Leben wartet nicht. Prioritäten sind gesetzt – und ich bin nicht dabei.
Trotzdem ein: „Lass mal wieder bald was machen und so reden wie früher.“ Wir vereinbaren ein Treffen, von dem wir beide wissen, dass es nie stattfinden wird.
Du siehst mir nicht in die Augen und ich kenne die Wahrheit, nicke traurig zu einer Lüge, die nur noch du aufrechterhältst.
Denn ich bin die, die du auf der Straße triffst, schon nicht mehr grüßt und eigentlich schon lange vergessen hast.
May 7, 2023
May 7, 2023 at 6:41 PM UTC
Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute
I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder
Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække
Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore
Jan 11, 2019
Jan 11, 2019 at 3:37 PM UTC
alt jeg vil er at male
male og skrive
kaste mine følelser på papiret
og glo op i loftet
åbne mit vindue så vidt
jeg næsten falder i afgrunden
se byen i fugleperspektiv
det kan jeg godt lide
nyde aftenduften fra min vindueskarm
der hver aften dufter af noget nyt
særligt fugtig og sød
som at beskrive en farve til en blind mand
eller vindens kys i nakken
vrikke mine ører i takt til lyden af bas
fra modsatte ende af døgnet
natten er så rar og fin og uforstyrret
det kan jeg godt lide
Dec 3, 2018
Dec 3, 2018 at 3:08 PM UTC
Jag längtar redan.
Tills du återigen blir endast ett minne.
Så att jag kan tappa min mask.
Och falla för dig i min egna takt...
///
I'm already longing-
For the moment you once again become a memory.
So that I can drop my mask.
And fall for you at my own pace...
Sep 23, 2024
Sep 23, 2024 at 6:06 PM UTC