Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Laura Amstutz Nov 2018
Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer
Isha Nov 2016
Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen

— The End —