Hello Poetry
Submit your work and get some sparkles! Create free account
"stykke" poems
Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
0
Feb 13, 2015
Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC
Nemmere
Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.
0
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC
Endeligt
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten Glasset smadrede og splittede derefter til atomer Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din Der går dage og der går år Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
0
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
et brev til dig
kigger ind på lejlighederne og gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af vægtløshed og mørkeblå og bålrøg som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i mit hoved når jeg tænker på det perfekte som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik verden er opløselig ubetinget tidsløshed livet er elastisk hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg aldrig har været mit eget menneske før og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen det hele er slimet og formløst i min forståelse jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en sejlbåd midt i saltvandet hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed saltvandet
0
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 6:04 PM UTC
smelt
lakerede negle tanken om et eventyr; på vej computergeneret velbefindende høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk anderledes udstråling velovervejet, pludseligt hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt sammenkrøllet, gult kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed dovenskab, at gøre sig umage talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst sæt tempoet ned; umuligt vi lever i en hurtig verden alt snurrer alle søndage føles underlige
0
Nov 22, 2015
Nov 22, 2015 at 8:58 AM UTC
velovervejet
Jeg indhalerer dine ord sammen med lidt røg og støv. Ned ad halsen så ilt må vente og lungerne græder efter det. Jeg ventede jo i et stykke tid på dig og dine grin, men sådan her ender det jo altid. Mig der kvæler mig selv, og dig der taler og ser på mig imens. Mine "Smukke brune øjne" ik? Nu er du her ikke længere Så ilten kan igen danse rundt i mine organer istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne Men mærkeligt er det jo; at jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg kan trække vejret.
0
Feb 1, 2016
Feb 1, 2016 at 10:48 AM UTC
Punkterede lunger osv
et lille stykke sky et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer en tom taleboble, der venter på at nogen snakker et enligt ben der leder efter en makker et mindre skænderi, der aldrig blev løst en lille glød i et slukket bål en knækket kam et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe en førstepræmie, der aldrig blev vundet en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet en tyggegummi-klat foran et storcenter et vindue ingen kigger ud af et udbrændt fyrfadslys en sæbebobbel der aldrig sprang en lille månesten der flyder rundt i rummet en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren en stor plet en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen et glimt i øjet en rusten skrue, der engang har siddet i et skib et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
0
Dec 14, 2015
Dec 14, 2015 at 1:15 PM UTC
banaliteter
jeg stjal en villavejssukkulent himmelen var violet mit hoved var fyldt med ideer om idylliske villavejsliv med grinende børn og lykkelige, rolige eksistenser med forglem-mig-ej i forhaven og en græsslåmaskine et sted langt væk himmelen var violet og et sted grillede en familie idylliske villavejsliv med solskinsritualer og grinende børn jeg stjal et stykke med hjem jeg stjal en villavejssukkulent
0
May 5, 2016
May 5, 2016 at 3:29 PM UTC
villavej