Jeg glemmer aldrig den dag jeg første gang fortalte om smagen af mine tåre, om stenen i mit hjerte og om smerten i mit bryst.
Da jeg fortalte de tanker jeg altid har været bange for at tænke og hvordan jeg følte mig tusinde kilo lettere efter. Hvordan to hænder, to læber og to kroppe mødtes til en leg, hvordan du fuldendte mig og hvordan du ubevidst gjorde livet værd at leve.
Din berøring og din accept var så tilfredstillende og kompletgørende at de selv de hårdeste stunder pludselig virkede overkommelige.
Du overtog mig med en sådan omhug, du gjorde at mit hjem føltes som et hjem og at mit liv føltes som et liv.
Selv din mindste berøring jog selv den værste smerte bort, og selvom jeg ikke altid siger det, så sætter jeg pris på din eksistens.
Jeg sætter pris på din medmenneskelighed, din vejrtrækning og din måde at se verden på.
Du har åbnet mine øjne for verdens vidunderlighed, og jeg har indset hvor utroligt heldig jeg er. Tak.
