"strejfer" poems - Hello Poetry

Med øjne lyse, store og skinnende Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen. Jeg smiler, ler og strejfer hans arme. Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke - Men på lysende, klar, helt fantastisk vis. Bruger jeg på at sende ham signaler. Rører blidt ved hans hjerte. Selvom, Mit greb er fast og stramt. Langsomt - Vikler mine fingre ham ind i mit spind. Han bliver grebet, betaget og glæden Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han. For når jeg kommer hjem, om aftenen Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker - Som små forviklede snefnug, kredser om. Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet. For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

0

Dec 29, 2015

Dec 29, 2015 at 7:44 AM UTC

holkenfeldt

Nogle gange savner jeg dig stadigvæk

Med øjne lyse, store og skinnende Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen. Jeg smiler, ler og strejfer hans arme. Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke - Men på lysende, klar, helt fantastisk vis. Bruger jeg på at sende ham signaler. Rører blidt ved hans hjerte. Selvom, Mit greb er fast og stramt. Langsomt - Vikler mine fingre ham ind i mit spind. Han bliver grebet, betaget og glæden Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han. For når jeg kommer hjem, om aftenen Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker - Som små forviklede snefnug, kredser om. Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet. For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

18

den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter flød gled smuttede hen over dine læber rev fat i mig så langt inde at det næsten ikke kunne mærkes du åbnede op til dine inderste blodårer lige foran min trommehinde verbalt brutalt genialt du er en demo på mine tideligere dårlige idéer du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir og gemt langt, langt ned under min seng

0

Jan 25, 2014

Jan 25, 2014 at 7:12 AM UTC

emmatell

Din tyngdekraft

den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter flød gled smuttede hen over dine læber rev fat i mig så langt inde at det næsten ikke kunne mærkes du åbnede op til dine inderste blodårer lige foran min trommehinde verbalt brutalt genialt du er en demo på mine tideligere dårlige idéer du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir og gemt langt, langt ned under min seng

15

Det sitre i kroppen Som utålmodigheden Det spænder i hver en nerve Ligsom stramme snørebånd. Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor? Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld. Som tålmodigheden Sitre det i kroppen Ligsom stramme snørebånd Spænder det i hver en nerve.

0

Jan 14, 2018

Jan 14, 2018 at 4:12 PM UTC

HazelLamb

Snøredebånd.

Det sitre i kroppen Som utålmodigheden Det spænder i hver en nerve Ligsom stramme snørebånd. Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor? Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld. Som tålmodigheden Sitre det i kroppen Ligsom stramme snørebånd Spænder det i hver en nerve.

10

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC

Louiselarsen22

[en dans på roser]

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

7

kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher. kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren, t a v l e u n d e r v i s n i n g e n og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen, g å s e h u d e n. min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker

0

Mar 3, 2016

Mar 3, 2016 at 4:54 PM UTC

en-anonym-skikkelse

hurtigskrivning (kridt)

kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher. kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren, t a v l e u n d e r v i s n i n g e n og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen, g å s e h u d e n. min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker

6

Jo mere du smiler Og du griner Du giver mig håb Jo mere dit blik strejfer min krop I dine øjne synes en længsel Efter mig, eller blot muligheden for mig Men længslen er ikke din Længslen jeg kronisk ser i dine øjne I dit kropssprog Hører i mellem linjerne af dine ord Længslen jeg så stærkt ønsker at se Er i virkeligheden min egen Din længsel er reelt set en anden En længsel så lejende Så nederdrægtig, led Din længsel er ikke for mig Din længsel er din sikkerhed Dit poleren af ego, selvtilfredshed Det er en kronisk længsel du aldrig får stillet Det er en længsel efter besiddelse af mine følelser og fylden i mine tanker Din længsel er kun for dig selv Så lad mig nu slippe!

0

Jan 12, 2015

Jan 12, 2015 at 4:42 PM UTC

anonymvg

Længsel

Jo mere du smiler Og du griner Du giver mig håb Jo mere dit blik strejfer min krop I dine øjne synes en længsel Efter mig, eller blot muligheden for mig Men længslen er ikke din Længslen jeg kronisk ser i dine øjne I dit kropssprog Hører i mellem linjerne af dine ord Længslen jeg så stærkt ønsker at se Er i virkeligheden min egen Din længsel er reelt set en anden En længsel så lejende Så nederdrægtig, led Din længsel er ikke for mig Din længsel er din sikkerhed Dit poleren af ego, selvtilfredshed Det er en kronisk længsel du aldrig får stillet Det er en længsel efter besiddelse af mine følelser og fylden i mine tanker Din længsel er kun for dig selv Så lad mig nu slippe!

22

et sårbart punkt eller svaghed et ord han lærte mig i mørket hans fingre der glider ned af min krop som et verdenskort og han vil se det hele han leder efter et punkt mens hans læber strejfer mine lader jeg også min hånd lede og jeg finder det mærker hans kuldegysninger hans læber der skilles ad men hvad han ikke ved er, at han kan lede i dagevis for min akilleshæl er ikke et punkt på kroppen min akilleshæl er ham

0

Jan 22, 2019

Jan 22, 2019 at 2:58 PM UTC

amdal

akilleshæl

et sårbart punkt eller svaghed et ord han lærte mig i mørket hans fingre der glider ned af min krop som et verdenskort og han vil se det hele han leder efter et punkt mens hans læber strejfer mine lader jeg også min hånd lede og jeg finder det mærker hans kuldegysninger hans læber der skilles ad men hvad han ikke ved er, at han kan lede i dagevis for min akilleshæl er ikke et punkt på kroppen min akilleshæl er ham

17