"stier" poems
Det er en normal dag
Med mit es i tænkeren.
Udødelig tryghed.
Rejsen mod esset dækker mine tanker,
Som et lagen af frihed.
Lagnet varmer mere og mere jo tættere destinationen nærmer sig.
Da jeg når destinationen
Bliver jeg genforenet med mit es
Udødelig frihed
Vi vasker vores sociale vasketøj
Og stier ud mod horisonten.
Udødelig Harmoni.
May 10, 2015
May 10, 2015 at 4:11 PM UTC
The Allusionists (Mary Winslow and Jeff Steir)
these two allusionists (not illusionists!)
composition is a criminal sentencing, a full-time sensitizing,
a never ending t/rue seeing, recalling, photography by word.
I am a career criminal. I know.
these two retranslate by digging into word wells and
well hid storage closets under stairs so that we,
the not-in-attendance may envision their sightings with
two hands clutching, comprehending almost better than
the one who is actually there.
for our version, the one they provide is,
coffee with cream,
scotch with a beer chaser, tea with honey,
all to be, sipped slow, so
the hot frost on my the chest, infiltrating nostrils,
Vaporub-spreads slow and easy, brainward.
the allusionists.
the habitual employers of this
specific filter,
(word weavers, I call them behind their backs),
weaving is not in my eternally planned skill set.
I do so admire their tapestries
that guilt alone demands tribute and obeisance
and this poor imitation.
I do so admire their tapestries.
Nov 25, 2017
Nov 25, 2017 at 11:12 AM UTC
(In this poem, the authors alternate stanzas.)
AUTUMN'S CALL
In the stray
sweetness of yarrow
and starlings’ trill by dusk
rejoin the fading
without regret
as the foot worn grass will
receive morning’s frost.
And whenever that green yarrow fades
then I fade
in the dry husk
of this autumn of fire
this autumn of smoke and regrets.
Wake in sidelong sun
light half hidden
days under curtains
of violet and scarlet
leaves so soon
will bury the moss
inch by inch.
But I
being the beast that I am
will burrow through the moss
past every encumbrance
beyond hope and fear
and finally find the freedom of one
sweet day
in October
the air still
not a sound
but leaves settling
into the detritus of dreams.
Aug 31, 2017
Aug 31, 2017 at 6:08 PM UTC
(A note: in this poem, the authors write alternate stanzas.)
FREEDOM
has always demanded
my surrender to an instant in time
surrender to fate and therefore
to glory
Though my wily will
has oft gotten in the way
with grand illusions and the necessary
fiction that I am in command
But in the end, it is command
of nothing and no one
for that is the nature of time,
mean shrew who prunes our hopes
A clock that does not click
nor clang, but flies tirelessly; one day
its talons will ****** us away, releasing us
forever, from the burdens of the day
And until those burdens take flight
I carry a candle for the hours, open a book
for the days, and teach my trembling hand
to hold on to hope.
Aug 27, 2017
Aug 27, 2017 at 4:38 PM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
Stiplede linjer viser mig vejen
En mor der tager sit barn i hånden
Guider igennem sort røg
Forvirrede forbipasserende
Jordens galskab
Til pastelbesatte stier
og stjernesten
Liv kommer mig i møde
Flade væsner med hjerter i hænderne
Spænding mellem vores kroppe
Vores verdener kulminerer
Dækker industribygningerne
med sarte solskinsstrejf,
lyserøde skyer
og sammenplantninger
Min tur til Venus
flettede himlene sammen
Apr 30, 2015
Apr 30, 2015 at 3:28 PM UTC
jeg er vitterligt talt en elendig maler
men hvis jeg nu ejede alle verdens farver
ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage
og med abstrakte og forsigtige penselstrøg
male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå
jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde
fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:34 PM UTC