Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord

Parlamentarisme rimer ikke på
Flertalsdiktatur
Men i mit snævre hoved
Kommer det til syne på tur
?patriarken er autoritær?
De lyver oppe på borgen
Synger sange om at være os nær
Efterlader os til sorgen
Relevansen er ligegyldig
De lod en matriark drage stemmer
Væltede patriarken med alle lemmer
Bankede hele folket ned
Som endnu et af borgens spil
Det er ligegyldigt hvad de siger
Man kan da ikke have en statsminister
Til at støtte vores piger
Kampen for feminisme
Blev hurtigt frosset af hans isse
De har fandme bare at holde kæft
Ingen af dem burde arbejde i den gesjæft
De skal alle brænde en dag
Skærsilden lader ingen gå tilbag'
De kan alle spinne som de vil
Men en dag så er det **** som et spil
De ender deres omgang
Synger den samme sang
Skattesnydere alle sammen
Jeg føler mig så vammel
En dag skal jeg stemme
Om min tanke vil væmme?
?Jeg stemmer blankt
Mens jeg lytter til skambankt

dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt

Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.

Når lygterne er tændt. Når skovstien ligner en scene fra en gyserfilm. Når skummet på bølgerne er selvlysende. Når myggene er usynlige. Når tyvene lister. Når rovdyrene jager. Når ofrene sover. Når ilden knitrer. Når strengende stemmer. Når stemmerne kimer. Når fuglene vågner. Når musene flyver. Når englene synger. Når mælken skummer. Når bladene pusler. Når grenene banker på vinduerne. Når resten af verden sover.

Nætter jeg faldt i søvn til blide toner
i en salig strøm af længselsfuld lyrik
citeret af stemmer i takt med
dit hjertes ****
bag brystkassen ved min kind

Mens drømmende melodier faldt
ind i rytmen fra dit rolige åndedrag
og den stille efterklang af
lyden fra tabte toner
for altid at minde mig om dig

Stemmer udefra
Overdøver larmen indefra
Tomme tankestrømme flyder med kraft
Gennem mine hjerneceller.
Slår mod kanten af mit hoved
Indre afbrudt af ydre
Bølgerne af lyd skærer i mine øre
Døv for toner og stemmeføring
Men ikke for valg af ord.
Tunge larmende fraser -
Spyttes vildt ud gennem fedtede læber
I et desperat forsøg på at
Slette sporene i sandet.

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed.
Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig.
Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op
men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham.

*f.b

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed
hvide tænder der bed i hvide lagner
varme kroppe der dansede med en illusion af lykke
sorte lunger der slugte mørke tanker
korte arme med en mørkegrå himmel malet på sig
hullede stemmer som blev syet sammen af undskyldninger
disfunktionelle hjerter der prøvede at slå
tomme skeletter og blå shilouetter
kold januar-regn der vaskede alt hvad der mindede om tåre væk
knive med smilende ansigter risede ar på rygsøjlen
spredte ben og lukkede øjne
to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed flød i synlige åre
6.4 % kærlighed blev optaget i menneskekroppe
6.4% kærlighed er væk

din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør

når jeg ligger her
med din varme hud som pude
falder jeg til ro
genfinder vejret
og mit hjertes pumpende **** daler
i takt med dit

når jeg ligger her
i mine yndlingsarme
hvor trygheden er så stærk
findes der ingen skygger

skygger
der omfavner mine tanker
skygger
der besøger mig
nat efter nat
kan ikke røre mig her
i mine yndlingsarme

når jeg ligger her
med forsigtige strøg på ryggen
og en vidunderlig hvisken i mit øre
er der ingen andre
steder jeg vil være
fingre jeg vil mærke
stemmer jeg vil høre
eller
mennesker jeg vil have

når jeg ligger her
er jeg lykkelig

de bedste aftner er dem hvor stjernestøvet falder fra himmelen
hvor jeg lader mig forhekse af smukke drenge stemmer der
charmerer mig og lader deres hænder føle mine kvindelige former
under diskokugler og kulørte lamper danser unge piger rundt på
høje stylter iført stramme kjoler i 50 nuancer af sort
og har hængt sig selv op i det lækreste frækkeste sorte blonde lingiere
i håbet om at de i aften finder en mand
der vil elske dem for en nat og give dem en smule af den kærlighed
de fortjener
jeg er en af de piger
og mine aftner er altid bedst når stjernestøvet falder fra himlen og jeg
lader mig forhekse af dine smukke ord når du læser knækket poesi
op for en knækket pige og maler mine kinder lyserøde
de aftner hvor vi glimtre og glitre
det er de bedste aftner

formen på et teenagehjertes begær
en streng eller
        en klat eller
et levende, pulserende væsen
                der bevæger sig i en hvilken retning den vil, på jagt efter ofre, snylteplante, plet på væggen, på lungerne, på himmelvævet

  smagen af et uskyldigt
strejf på kinden

varmen fra en hånd

    på ryggen, lænden, en længsel

lyset fra forvirrede følelser,
    genskæret fra de forvirrede signaler

gadelampen, dine converse, vores stemmer

LYDEN: en banken - vi er her virkelig. det er virkeligt at vi er her - det er lige her, vi er.

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig

en ud-af-kroppen oplevelse, ud-af-huset oplevelse
ind i hovedet, et kig på al mekanikken
   og den rene energi der strømmer til og får systemet til at dreje rundt
hvad er mennesker dannet af? trodsighed? idéer? viljestyrke?
     hvad holder folk oprejste
under stærk storm
  under højt pres
under belastning og bebrejdelse og kedsommelighed og stress og mistillid
        der er så meget menneskeskabt smerte
hvad driver folk til deres handlinger, til deres kogepunkter, bristepunkter

     at danne netværk, snørre folk ind i fælden; indflydelsesrige stemmer,    kernepersoner, målrettet samtale

EN FØLELSE AF TOMHED MIDT I MYLDERET
               hvor blev alt af?