"sparker" poems
Byen gider mig ikke
denne gang
Folk træder på mig,
sparker til mig
Biler råber af mig,
forgifter mig.
Byen giver mig hovedpine
denne gang,
og jeg sover om natten,
hvor jeg før fandt mig selv på altanen
og røg
og beundrede
alle de lys der lyser for mig.
Jeg savner det jo,
og den er mig sikkert utro,
men det er nok okay
fordi jeg elsker jo byen så højt
men denne gang
er det ikke længere
en forelskelse.
Oct 13, 2015
Oct 13, 2015 at 5:26 PM UTC
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.
Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.
Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
Sep 27, 2017
Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC