"sneen" poems - Hello Poetry

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

0

Jan 20, 2015

Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Vinter

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

16

mere eller mindre enten eller det er ligemeget efter efteråret er det vinter det er elegant sneen dækker det hele natten er dunkel men dér i midten af himmelen lyser en stjerne shh shh stille se sådan som solen skinner gennem skyerne se hvordan strålerne slikker din hud synes du lidenskaben i lyset er spektakulær? solen er den største stjerne skønt du kommer straks efter at tænke tanker tænder intellekten ti tusind ting at tænke i timen tak til tænkning utak til tristhed tag fat i din tekop teen er tempereret det er som at træde på tidsler

0

Mar 8, 2015

Mar 8, 2015 at 3:04 PM UTC

ida-glitre

e s t

mere eller mindre enten eller det er ligemeget efter efteråret er det vinter det er elegant sneen dækker det hele natten er dunkel men dér i midten af himmelen lyser en stjerne shh shh stille se sådan som solen skinner gennem skyerne se hvordan strålerne slikker din hud synes du lidenskaben i lyset er spektakulær? solen er den største stjerne skønt du kommer straks efter at tænke tanker tænder intellekten ti tusind ting at tænke i timen tak til tænkning utak til tristhed tag fat i din tekop teen er tempereret det er som at træde på tidsler

18

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC

HeidiHenriksen

En Afsked...

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

40

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

0

Oct 4, 2014

Oct 4, 2014 at 4:36 PM UTC

FrederikBartho

Snestorm i efteråret

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

5

Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne Du frygtede vinteren Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig Da du ødelagde mig De vintenætter

0

Nov 13, 2014

Nov 13, 2014 at 3:40 AM UTC

frederikke-hyldgaard

Vinter

Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne Du frygtede vinteren Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig Da du ødelagde mig De vintenætter

9

kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt forbarmende forår jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme der er kun tre måneder tilbage det er tåget du er blevet til en myte omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler uforståelig og fantastisk og håbefuld er du bag tæppet af tåge? der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber bliver til en dis, en stemning, en følelse når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før et spørgsmål om placering subjektivt aldrig helt tæt på, en visuel løgn tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade noget blidt, noget magisk, noget nyt; sneen er væk - optøet forår

0

Jan 25, 2016

Jan 25, 2016 at 4:28 PM UTC

en-anonym-skikkelse

optøning

kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt forbarmende forår jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme der er kun tre måneder tilbage det er tåget du er blevet til en myte omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler uforståelig og fantastisk og håbefuld er du bag tæppet af tåge? der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber bliver til en dis, en stemning, en følelse når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før et spørgsmål om placering subjektivt aldrig helt tæt på, en visuel løgn tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade noget blidt, noget magisk, noget nyt; sneen er væk - optøet forår

25

Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig Det var dog ikke tiltrækkeligt Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld

0

Apr 16, 2015

Apr 16, 2015 at 4:40 AM UTC

frederikke-hyldgaard

USKYLD

Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig Det var dog ikke tiltrækkeligt Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld

10