Aye, they'll be no wars here
Russian Sci Fi full neo-hero trope
post the untangling of tongues in 2019
We got us a 'ero, sh

it's bueno, like okeh
A. I. imagined
"Better Than Us"
paquin paquin 'skool

global mind making us see us

Bable was a long long time
whole wide world now speakeasy one tongue un
tangled
from
the root of all evil

virtual free speech is like free thinking

Bravo Holmes Noshit Sherlock

Ruskie TV on Netflix, this is a brave
new world

how much green screen clueing do we need

how real can you imagine
this source
being
in A/I termsa All In Art-effectual Inteleosity

Eh, wanna play
the long game? Snak-ish sistere quest on a point

is the whole world chromakeyed to black?
CMYK reality
2-d
3
4 and we know there
is more

life is com
plixitified in timespace with sinkholes

from russian lit gone t' seed
in the days of geek gods in realms of emoting

demoting weight of adrenalin on a globalscale,
umphing
the dmt, just to see men dance.
  try it, its in you, you think dreams

you know you do
think
dreams, hard wireless ness courage
daring

to ignore the backstory and take the hero as
the hearer of the

angels, the forder of the hermetical stream
flowin' tween yen
and yanked

into reality with a pull
that broke the skin, an orange picker memory
eh?
would you know the rod of an almond tree,
if one budded in your mind,

lockt in the box of the coven
entitlement to the
kingdom, after
kings mean
dung and reality tv is indistinguishible,

can you hear Turings's gay chuckle,
how about…

now.
Folk Art, the ruskie actor says, winks and
pirouettes into

a spiral-ation action,
slipping in rorshach assumptions...

beacuss, be a cause
we can,
its
bits and digits all the way down,
the turtles were

never holding up progress.
They could have been repurposed in future myths,

as mutants emerged from sewage,
wait
...
who imagined that,
for real?

Your children must know the truth,
who will tell them if you can't lie?

That is an A, an alpha idea.
Can you think it? But is a Beta,

but beta is always better, eh?

Everybody knows, we sneeze in threes.

Charlie was the enemy, C. Company
Rhose to the occasion

how long ye simple ones
choose ye simplicity?
asif
complexity
this odd is
simple as pi wrapped in
Hopf-fibrations you twist in your soul,

There's the question? A/I (Arisa in this Netflix
re-run of "Better Than Us")
arisen
from,
queried through by
every
whether person's vacillating
on the
width of the eye of the storm
in the  elex-elite
distrix,
as co-related with the
degradation of the
Great Red Spot.
---

Episode seven or so
the russians call coaches coach.

Hey, I call coaches coach,
even ones I never knew. WHO knew ruskies do to,
s'bueno,

Hard to hate a team player, with coach
respect dripping, dark stains on the green screen

where what shapes the future
reality is

visible, If I squint....
Those can't be, can they?...
Potemkin villas,
filmed in 2016, to run in Amerika
now, leading upt to interupt the
intentional animosity
with frivolity in
the 2020 build up of crudescence.

We have seen the enemy and he is we
envisioning good A.I. Art-effectual Inteleos,

as well as Pogo Possum did, Earth Day One,
1970, nigh half a century passed away as
funny papers faded into

the medium of memory -- look around--
loved ones ain't in the funny papers, like regular, back
when ink ruled the imagination involved in
judging
how Tibet was depicted... in our mind's
hearing ears and seeing eyes

shhh,
how about…
can you hear Turings's gay chuckle,

now. It's the test.

Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.

Jeg kan høre grin og høje råb
Lange suk og næser som forsigtigt snøfter
De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet  trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak.
Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde ***, piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang.
Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag.
Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel.
Jeg er her, det er aften.
Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke.
Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det.
For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

jeg behersker ikke kunsten at læse noder.
min stemme når heller ikke ligefrem 4 oktaver.
mine fingre er ej heller velegnet til andet end tasterne på min iphone,
men de længes stadig efter at flette sig ind i dine, mens mine ører søger lyden af din stemme som der nærmest syngende taler til mig, og får mit hjerte til at banke en smule hurtigere.
men kun en smule.
og dine læber,
åh dine læber
de læber der planter små, lystne kys mod mine
ja, dem ville jeg ikke have noget imod at få selskab af
jeg påstår ikke at kunne forstå din snak om a-mol
og hvis du snakker om en g-nøgle
ser jeg måske forundret på dig og spørger, hvilken nøgle
jeg har aldrig været særlig god til musikalske ord og begreber
men jeg lover dig, jeg vil lytte til dig og din syngende stemme hele natten
hvis du lover mig, jeg får lov

Jeg ryger på grund af dig. Jeg røg første gang med dig, og nu, hver gang jeg mærker mit luftrør opsluges af smagen, så mindes jeg dine kys mellem min kæbe og øre og din lave lykkelige snak om fremtidsoplevelser og din barndom og din trang til grapefrugt og kaffe om morgenen og dit blik når du tænkte for dig selv. Og siden du ikke kysser mig længere, så må jeg bare holde mig til at kysse mine usle blå kings og føle at du sidder ved min side og holder mig på knæet mens du kigger fint udover stationen.