"smeltet" poems - Hello Poetry

En sammenkrølning af oceaner skvulper rundt om min rygsøjle det er ting jeg skal nå som er smeltet Bølgerne husker mig på det Jeg krummer huden og strammer Så oceanerne står stille Tørt som en ørken

0

Dec 9, 2014

Dec 9, 2014 at 3:39 PM UTC

annastorm

Oceaner

En sammenkrølning af oceaner skvulper rundt om min rygsøjle det er ting jeg skal nå som er smeltet Bølgerne husker mig på det Jeg krummer huden og strammer Så oceanerne står stille Tørt som en ørken

7

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

0

Aug 22, 2019

Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC

victoria-wilhelm

Om metroen

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

72

Med blond hår som en kappe efter sig Tramper med de små ben i store støvler Uldtrøjen samler dråber og laver perler På en ø i Danmark trasker mens det høvler Tramper med de små ben i store støvler Vinden deler lussinger ud og skriger skingert Skriger for hende og kastes med tiden Træhytter står banket op som kolde telte Uldtrøjen samler dråber og laver perler Læberne slår revner og bryder det røde lag Bryder det med mere rødt som smeltet jern Smadre isen med støvlen og går i land På en ø i Danmark trasker mens det høvler Rock'n Roll drøner i ørene og skriger med vinden Op ad stien til en by i dybfrossen kuppel For at stivne med de andre til al for hård musik

0

Dec 10, 2014

Dec 10, 2014 at 7:33 AM UTC

annastorm

Frost

Med blond hår som en kappe efter sig Tramper med de små ben i store støvler Uldtrøjen samler dråber og laver perler På en ø i Danmark trasker mens det høvler Tramper med de små ben i store støvler Vinden deler lussinger ud og skriger skingert Skriger for hende og kastes med tiden Træhytter står banket op som kolde telte Uldtrøjen samler dråber og laver perler Læberne slår revner og bryder det røde lag Bryder det med mere rødt som smeltet jern Smadre isen med støvlen og går i land På en ø i Danmark trasker mens det høvler Rock'n Roll drøner i ørene og skriger med vinden Op ad stien til en by i dybfrossen kuppel For at stivne med de andre til al for hård musik

16