Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Sia Jane Dec 2014
crash crash a body
thrown blown
seas of pure bliss,
waves kiss
a paradoxical clash.

flash flash a memory
enduring clawing
a defaced rock edge.

connected intimacy
a yellow gold band
pure silk wedding gown.

he said; ****, Vera ****
no less, for you
my deepest dearest.


devoted hopelessly
to under layers of lace,
a bustier; inches drawn in
perfect dolly pin.

oh you my dear of rekindled love
remember
you always drop the o
from love.

your heart
a pounding pulse of repulse.

ripped stripped
gutter slutter
mutter flutter.

he whispered; Kiera

dissipating skies
vanish vanish a crystal
promise; a drop in the ocean.

two lovers gone.

© Sia Jane
Chelsea Chavez Oct 2015
in the cohort of her hands, a disorder

lost dignity wrapped in the red of need
reckless and arrogant as lilies

an abundance of periphery
wavers at the sea-black hand

of hands of time of hands

rune stones
black granite spattered in stars

a slutter of language
of words of wombs

necrotic we burst
a pause of however

a narcosis of want

meander of limbs
siphoning brine-white tide

colorless-the disorder
marquis of white shadow
on seal slick waves

and the lilies,
petal outward

and in the silence
there were unknown weeks
where the flowers foundered
other bodies

there is a form in the garden
still as clay

we reddened our mouths
and still like clay

slant of a neck untattered
partitioning cerebral sea
arcing back on itself

there was a benign negligence
in the want-of flowers of lilies

vague signs of amplitude
pachyderm and small
in the grooves of lack

malnourished, contrite hands
flushed blooms of pink paper along
pink walls-flush seas of lack

vague symbols of wood and
purulent understanding a

nest of roots
dipping towards the alkaline sea

we didn’t even begin to understand
the range of mourning
becoming us

smooth white shells of elegant
weakened at the hock
distempered by the recent winters
foundering in the vacant space
between us

I mule you
through the tapestries of my desert
and am still, here
where I don’t belong

here I am spread as an excess
as an unfortunate truth
glossed by negligent hands

anxious, with the possible morning
indistinct dwindling winter
curling pink paper
along the walls of black sea
earth-tide

small weakened arrangement of groundcover
jostling in the ferns of truth

we measured the years in numerals
as with skin, ardent and ruddy

palpable lost youth

the rare wood of mistake
loosened from sleep

in the morning we resemble damaged objects
prized for obedience
at odd angles of deformation to time

in the body, a funeral
still warm

skin and stone a slender neck of atonement
for the absence of home
Annesofie Olsen Mar 2015
Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare,  indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for  om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.
enits Oct 2015
er det en besættelse af prikker?
eller er det en besættelse af alt som er
helt
rundt
og perfekt?
en besættelse af noget
som aldrig slutter
men alligevel har en ende
det han kaldte kunst, har jeg skrevet ned flere steder
Elias Knudstrup May 2017
Alting er så flygtigt

Som
Det sidste kys
Der trækkes ud

jointen der forsvinder

byturen der nærmer sig sin ende

nattens dug på min skulder

lyset der brænder
drypper sin stearin på mine fingre
temperaturerne der skifter

sæsoner der begynder
og slutter

den første sommerdag
den sidste sommerdag

jeg vil helst bare holde fast
trække tiderne ud

leve i min verden
leve i mit tempo
bare leve


Følelsen af at føle sig fiktiv
Føles mere jordnær
End
Ideen om at eksistere
I en verden så fuckd som denne

Verden er så ******* fiktiv
Fikseret
kun med sig selv

Jeg findes ikke

Alting er så flygtigt

Det er så fandens svært at få lov til leve
så fandens svært at få lov til at dø

Enden virker nogen gange som et bedre sted at starte

Slutning
er håndterlig i sin uhåndterlighed
Som en bekræftelse af det abstrakte

Til ****
Kan også jeg flyve

Alting
er så flygtigt
Leo Mar 2021
Det skjer
Altfor mange ganger
Når letter etter lyssen
Vi finner bare mørke
Går det langsomt
Ut fra den plassen
Vi fant det første
Verken slutter
Eller begynner

— The End —