"slutning" poems
Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.
Dec 9, 2016
Dec 9, 2016 at 5:21 AM UTC
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC
Det blæser men vinden er ikke kold nu
Du er jo lige her hos mig
Der er noget magisk over indre by om aftenen
og der er noget magisk over dig på alle tider af døgnet
Jeg følger dig gerne i krig hvis bare du fører an
Du er min start og min slutning og alt ind i mellem
Du er mit hele og jeg ville ikke have det på nogen anden måde
Sep 11, 2016
Sep 11, 2016 at 2:51 PM UTC
Tik, tak
En lille skrøbelig, men målrettet pind
Fra tal til tal, fra tid til tid
Når den er væk
Kommer den aldrig tilbage
Aldrig kan den stoppes.
Aldrig kan den forhastes.
Mennesker som skynder sig fra en selvopfundet og ueksisterende startlinje, til en uperfekt slutning som man aldrig når.
En uopfundet og nødvendig grund for vores eksistens, og uden at være fysisk have mere tilstedeværelse end det egentlige menneske.
Feb 4, 2015
Feb 4, 2015 at 3:51 PM UTC
DE KYSSEDE, HURTIGT!
Så cyklede han hjem, med en kebab i tasken.
*** svingede op af sine trapper fordi, drinks på hans regning.
Aug 17, 2017
Aug 17, 2017 at 11:28 AM UTC
skylandskab; en person med begge ben på jorden, frostudsigt, overstået oplevelse, forvildet hjemve, ufatteligt fænomen, forvasket følelse, lavthængende skyer, vinterstemning, en håbefuld pessimist, indirekte rettelse, kultur-clash, udmattende velvillighed, brat slutning, frustrerende kultur, klarsindet stress, overdreven pædagogik, uvelkommen tåge, mut venlighed, sprogbarriere, menneske-mur, vendekåbe-mentalitet, uventet følelsesløshed, pludseligt perspektiv, typisk kommentar, sikkerhedsorienteret mentalitet, velkendt landskab, nyopdagede fremmede, utroligt solskin, uoplagt inspiration, rodet tilstedeværelse,
Nov 7, 2015
Nov 7, 2015 at 11:34 AM UTC
Alting er så flygtigt
Som
Det sidste kys
Der trækkes ud
jointen der forsvinder
byturen der nærmer sig sin ende
nattens dug på min skulder
lyset der brænder
drypper sin stearin på mine fingre
temperaturerne der skifter
sæsoner der begynder
og slutter
den første sommerdag
den sidste sommerdag
jeg vil helst bare holde fast
trække tiderne ud
leve i min verden
leve i mit tempo
bare leve
Følelsen af at føle sig fiktiv
Føles mere jordnær
End
Ideen om at eksistere
I en verden så fuckd som denne
Verden er så ******* fiktiv
Fikseret
kun med sig selv
Jeg findes ikke
Alting er så flygtigt
Det er så fandens svært at få lov til leve
så fandens svært at få lov til at dø
Enden virker nogen gange som et bedre sted at starte
Slutning
er håndterlig i sin uhåndterlighed
Som en bekræftelse af det abstrakte
Til ****
Kan også jeg flyve
Alting
er så flygtigt
May 22, 2017
May 22, 2017 at 8:51 AM UTC