følelsen,
af alt det jeg vil sige,
som ligger lige på spidsen,
af tungen,
i munden,
men jeg spytter ikke,
jeg sluger,
selvom,
du ikke fortjener det,
du fortjener mig,
ikke

ikke længere,
dit sæd, der skal sluges,
men mit had,
mine tanker,
mine følelser,
mine ord,
mig selv,
der skal gemmes væk, glemmes væk, sluges,
det gør ondt hele vejen ned,
som det ikke forsvinder,
men ligger,
på bunden,
og venter,
på den dag, hvor det smager så grimt, at jeg brækker mig

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

I vores liv sammen går vi på gløder. Lister i smerter og tanker der gør ondt. Du misforstår mig. Ofte. Gør mig misforstået og gør at vi mister tråden, vi klinger os til. Og når du misforstår mig og jeg misforstår dig og vi misforstår hinanden, får jeg røde kinder og sammenpressede bryn. Og jeg udnytter mine ord uden omhu. Vi råber og råber og ser vredt på hinanden, og når at hade hinanden i den luft vi sluger og som sluger os. Og vrede sluger mig. Hele mig på en gang af de få ting du siger til mig, eller af de ord du undgår.
Du sagde engang til mig, at du var gladere uden mig. Så mig i øjnene og fortalte mig det. Jeg smækkede med døren som et skrig der sad fast og lagde mig på gulvet. Stilheden sitrede i luften som orange gløder på et bål. Alene og misforstået på egetræsplankerne. Fanget i ilden som en heks på bålet.

min navle er sløret
her, hvor jeg er druknet
er vandet grønt
jeg sluger forsætligt
min hud er et uklart akvarium
indvoldene ætset væk
jeg har aldrig set mine egne knogler
har aldrig smagt min marg
gad egentlig godt være see through

dagen er lys jeg elsker lys
jeg går ud i køkkenet tager en mandarin
eller to
tre
sætter mig ind i stuen ser på min kunst lys kunst
jeg sluger kernerne fra mandarinerne
vokser der et mandarintræ i mig?
det ville være fint at dø sådan

Jeg vil gerne bedøves
Så jeg ikke skal overdøve
smerte med smerte

Ligesom når jeg bider mig i kinden fordi det gør ondt i foden
Man kan vel sige at det udjævner smerten og gør den mere tålelig

Jeg har altid gerne ville forhekses
Så jeg ikke længere har magt over min egen krop og mine egne tanker
Så en anden må påtage sig mig

Nu tager jeg toppen og bunden
Tager det bedste og værste
Sluger det
og vælger en monoton mellemvej

Jeg får ondt i hjertet af at se på dig for tiden.
Du er syg; og din feber kaldes depression og
din medicin er rødvin og hvid rom og den r.
øg du ruller og de ord du sluger og jeg elske.
r dig for højt til at se det foran mig, fordi jeg
kan se dig græde og jeg kan se det gøre ondt.
Feberen strækker sig i din mave og klemmer
hårdt om dit hjerte. Og det værste er; at lige.
gyldigt antallet af panodiler og cigaretter jeg
propper dig med, så er dine øjne stadig klare
og du er stadig defekt. Så jeg leder stadig eft.
er medicinen til at kurere din feber.

bær en nyhed
som en lænke

en meget tung rygsæk

den gnaver i baghovedet
sluger energi, glubsk

farver det hele


pas nu på dig selv,

      bær med omtanke (for dig selv)

maleriet i hjørnet har set på mig i syv timer
uden at blinke
det er på tide jeg skærer dets øjne ud i kvadrater
og sluger stykkerne langsomt