"skyerne" poems - Hello Poetry

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

0

Jan 10, 2015

Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Dig

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

26

mere eller mindre enten eller det er ligemeget efter efteråret er det vinter det er elegant sneen dækker det hele natten er dunkel men dér i midten af himmelen lyser en stjerne shh shh stille se sådan som solen skinner gennem skyerne se hvordan strålerne slikker din hud synes du lidenskaben i lyset er spektakulær? solen er den største stjerne skønt du kommer straks efter at tænke tanker tænder intellekten ti tusind ting at tænke i timen tak til tænkning utak til tristhed tag fat i din tekop teen er tempereret det er som at træde på tidsler

0

Mar 8, 2015

Mar 8, 2015 at 3:04 PM UTC

ida-glitre

e s t

mere eller mindre enten eller det er ligemeget efter efteråret er det vinter det er elegant sneen dækker det hele natten er dunkel men dér i midten af himmelen lyser en stjerne shh shh stille se sådan som solen skinner gennem skyerne se hvordan strålerne slikker din hud synes du lidenskaben i lyset er spektakulær? solen er den største stjerne skønt du kommer straks efter at tænke tanker tænder intellekten ti tusind ting at tænke i timen tak til tænkning utak til tristhed tag fat i din tekop teen er tempereret det er som at træde på tidsler

18

Jeg ved ikke om jeg vil farve mit hår lilla, eller om jeg vil stoppe det "os" som lige er blevet vores. Jeg kender ikke til andres følelser, men vader rundt i mine egne, i et mislykket forsøg på at finde ud af hvem jeg er. Da jeg var barn græd jeg over at ingen ville være sammen med mig, nu løber tårene ned af kinderne fordi jeg ikke ved hvem jeg skal vælge. Min krop er under vandet, men ikke vandtæt. Mit hoved er i skyerne, men det har højdeskræk. Selv når jeg finder ro, er det svært at give slip, for når en slipstrøm af tanker siver ud, arbejder det hele på højtryk.

0

Dec 21, 2014

Dec 21, 2014 at 6:10 PM UTC

holkenfeldt

Untitled

Jeg ved ikke om jeg vil farve mit hår lilla, eller om jeg vil stoppe det "os" som lige er blevet vores. Jeg kender ikke til andres følelser, men vader rundt i mine egne, i et mislykket forsøg på at finde ud af hvem jeg er. Da jeg var barn græd jeg over at ingen ville være sammen med mig, nu løber tårene ned af kinderne fordi jeg ikke ved hvem jeg skal vælge. Min krop er under vandet, men ikke vandtæt. Mit hoved er i skyerne, men det har højdeskræk. Selv når jeg finder ro, er det svært at give slip, for når en slipstrøm af tanker siver ud, arbejder det hele på højtryk.

5

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

0

Apr 12, 2018

Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC

HazelLamb

Horn(minder).

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

12

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

0

Jan 3, 2015

Jan 3, 2015 at 2:30 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Inhibitere

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

27

aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så dejlig som den nu gør med dig hele min krop er fyldt til randen med bobler i tusind farver og jeg kan ikke holde dem inde de bruser ud af mig og farver himlen og skyerne i regnbuens farver i stedet for mit melankolske blik render jeg nu rundt med det dummeste smil og ligner en der rent faktisk for en stund er lykkelig aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så ægte som den nu gør med dig jeg var engang så naiv at jeg troede jeg havde mødt den eneste ene men nu er det som om han blot var et langt mareridt for du gør mig slet ikke bange som han for du svarer altid og skriver søde ord jeg ved at du ikke forlader mig så nu ligger jeg her for en stund og er tryg aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så rigtig som den nu gør med dig for mit sind har altid været et puslespil men det var som om at da du kiggede på mig faldt alle brikkerne bare på plads og du så mig klarer for den jeg er end nogen anden nogensinde har gjort så for første gang nogensinde skriver jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt men for en kort stund når du kigger på mig er jeg forelsket?

0

Nov 9, 2015

Nov 9, 2015 at 1:34 PM UTC

ungdomspoet

den euforiske følelse

aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så dejlig som den nu gør med dig hele min krop er fyldt til randen med bobler i tusind farver og jeg kan ikke holde dem inde de bruser ud af mig og farver himlen og skyerne i regnbuens farver i stedet for mit melankolske blik render jeg nu rundt med det dummeste smil og ligner en der rent faktisk for en stund er lykkelig aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så ægte som den nu gør med dig jeg var engang så naiv at jeg troede jeg havde mødt den eneste ene men nu er det som om han blot var et langt mareridt for du gør mig slet ikke bange som han for du svarer altid og skriver søde ord jeg ved at du ikke forlader mig så nu ligger jeg her for en stund og er tryg aldrig før har den euforiske følelse af kærlighed føltes så rigtig som den nu gør med dig for mit sind har altid været et puslespil men det var som om at da du kiggede på mig faldt alle brikkerne bare på plads og du så mig klarer for den jeg er end nogen anden nogensinde har gjort så for første gang nogensinde skriver jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt men for en kort stund når du kigger på mig er jeg forelsket?

37

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

0

Oct 4, 2014

Oct 4, 2014 at 4:36 PM UTC

FrederikBartho

Snestorm i efteråret

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

5

jeg skulle jo have en lejlighed på månen og få den til at bevæge sig som en meteor, gøre månen til et måneskud mens jeg sad i vinduet overfor mig og vi så på hinandens passioner. på et tidspunkt aftalte jeg at give mine øjne en ny farve så ofte jeg havde tid til at lakere dem, jeg aftalte at blive så god til kunst at jeg kunne ryste ametyst af mine hænder uden at have egentlige ideer. jeg skulle kalde mig cigaret- fjæs fordi mit ansigt nogle gange gik i røg, når det var for langt oppe i skyerne og så skulle jeg komme op at skændes, indtil jeg plukkede en blomst fra floden udenfor lejlighed- en og bad mig lægge den i et glas vand indtil den lugtede. jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

0

Jan 12, 2015

Jan 12, 2015 at 5:06 PM UTC

johanne-borup

lejlighed

jeg skulle jo have en lejlighed på månen og få den til at bevæge sig som en meteor, gøre månen til et måneskud mens jeg sad i vinduet overfor mig og vi så på hinandens passioner. på et tidspunkt aftalte jeg at give mine øjne en ny farve så ofte jeg havde tid til at lakere dem, jeg aftalte at blive så god til kunst at jeg kunne ryste ametyst af mine hænder uden at have egentlige ideer. jeg skulle kalde mig cigaret- fjæs fordi mit ansigt nogle gange gik i røg, når det var for langt oppe i skyerne og så skulle jeg komme op at skændes, indtil jeg plukkede en blomst fra floden udenfor lejlighed- en og bad mig lægge den i et glas vand indtil den lugtede. jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

37

Alt man ser er en refleksion af det som andre mennesker føler, eller tænker. vejskilt, navneskilt, næsten skilt Hvad tænker du på? Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt? Man kan aldrig vide hvorfor, før alt er overstået Slå dig fast Slå dig ned, med hovedet først Hænder af rustent stål Blod af billigt Rynkeby Knogler af knuste tænder Hvad er det du vil? Skyerne ligner cigaretrøg Disen minder mig om mit åndedrag Forsvundet eller vendt tilbage Man mister aldrig hvis man aldrig Hiver vejret, hiver håret, hiver væk

0

Jul 22, 2015

Jul 22, 2015 at 6:37 AM UTC

najaquist

Biltur

Alt man ser er en refleksion af det som andre mennesker føler, eller tænker. vejskilt, navneskilt, næsten skilt Hvad tænker du på? Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt? Man kan aldrig vide hvorfor, før alt er overstået Slå dig fast Slå dig ned, med hovedet først Hænder af rustent stål Blod af billigt Rynkeby Knogler af knuste tænder Hvad er det du vil? Skyerne ligner cigaretrøg Disen minder mig om mit åndedrag Forsvundet eller vendt tilbage Man mister aldrig hvis man aldrig Hiver vejret, hiver håret, hiver væk

19

hende der hjalp den lille dreng der faldt og slog sit knæ pustede på såret for det havde hendes mor lært hende hjalp på smerten hende der gerne tog den upopulære pige i klassens parti selvom *** vidste det ville være en ukorrekt social bedrift men med et retfærdigheds-gen som hendes var det en ligegyldig pointe hende der gerne delte sin ostemad eller hjalp med dansk lektierne tegnede tegninger til alle dem der ville have en hende der ikke var bange for at få drengelus men istedet frygtløst tog deres hånd og løb med et fnis fra dem på legepladsen hende der altid satte en dyd i at være der for sine medmennesker og forstå dem og deres inderste tanker hende der cyklede rundt på hendes turkis farvede cykel i sommerkjoler med håret opsat i en hestehale i den nordsjællandske provins ved slottet mens solen gik ned og skyerne blev lyserøde hende hvor livet ikke kunne gå hurtigt nok *** har danset på bordene drukket af den søde røde vin mærket de euforiske følelser i alle årer i hendes krop set solen stå op og kysset frøer der bare aldrig blev til en prins hende der røg tyve cigaretter på én aften i håbet på at forkorte sit liv med bare et par år leve i ung ignorance hende der blev bange for kærlighed bildte sig selv ind at *** ikke forstod den fordi hendes forældre aldrig lærte hende det hende der aldrig passede helt ind i gymnasiets firkantede kasser og formalia med en livlig fantasi og en drøm om frihed og kreativitet hende der skar åbne sår i sig selv og lod drenge slikke smerten væk med deres rug tunger pålagde dem en værdi som de ikke besad men hende naboens datter med det lange brune hår er blevet voksen og *** vil være designer *** har stjerner i øjnene og der står flammer ud af munden på hende ingen bakke er høj nok for hende at bestige ingen by er stor nok for hende at udforske *** vil noget mere noget større og intet kan holde hende tilbage ingen mand kan stoppe hende eller stjæle hendes livsglæde hendes mod *** har set sig selv være svag og lille men aldrig igen for verden er hendes

0

May 27, 2018

May 27, 2018 at 4:59 PM UTC

ungdomspoet

hende

hende der hjalp den lille dreng der faldt og slog sit knæ pustede på såret for det havde hendes mor lært hende hjalp på smerten hende der gerne tog den upopulære pige i klassens parti selvom *** vidste det ville være en ukorrekt social bedrift men med et retfærdigheds-gen som hendes var det en ligegyldig pointe hende der gerne delte sin ostemad eller hjalp med dansk lektierne tegnede tegninger til alle dem der ville have en hende der ikke var bange for at få drengelus men istedet frygtløst tog deres hånd og løb med et fnis fra dem på legepladsen hende der altid satte en dyd i at være der for sine medmennesker og forstå dem og deres inderste tanker hende der cyklede rundt på hendes turkis farvede cykel i sommerkjoler med håret opsat i en hestehale i den nordsjællandske provins ved slottet mens solen gik ned og skyerne blev lyserøde hende hvor livet ikke kunne gå hurtigt nok *** har danset på bordene drukket af den søde røde vin mærket de euforiske følelser i alle årer i hendes krop set solen stå op og kysset frøer der bare aldrig blev til en prins hende der røg tyve cigaretter på én aften i håbet på at forkorte sit liv med bare et par år leve i ung ignorance hende der blev bange for kærlighed bildte sig selv ind at *** ikke forstod den fordi hendes forældre aldrig lærte hende det hende der aldrig passede helt ind i gymnasiets firkantede kasser og formalia med en livlig fantasi og en drøm om frihed og kreativitet hende der skar åbne sår i sig selv og lod drenge slikke smerten væk med deres rug tunger pålagde dem en værdi som de ikke besad men hende naboens datter med det lange brune hår er blevet voksen og *** vil være designer *** har stjerner i øjnene og der står flammer ud af munden på hende ingen bakke er høj nok for hende at bestige ingen by er stor nok for hende at udforske *** vil noget mere noget større og intet kan holde hende tilbage ingen mand kan stoppe hende eller stjæle hendes livsglæde hendes mod *** har set sig selv være svag og lille men aldrig igen for verden er hendes

76