*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?

Sløret sin 

Sløret syn 

Ved ikke hvad jeg skriver 

Ved ikke helt hvad jeg laver 

Jeg er fuld 

Drukket lidt for meget ***** 

Jeg lugter af røg

Jeg ryger for meget

Men jeg ryger jo ikke ? 

Eller jo 
Men overbeviser mig selv om jeg ikke gør 

Skriver til folk 
Som nok alligevel er lidt ligeglad med mig 

Jeg er træt

Vil sove 
I min egen seng 

Men ligger ihvertfald ikke i den

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen

*** skriver sig ind i månen og
folder sig over og ud  i  en oval
form så *** kan passe ind og
tilpasse sig og i smalle sprækker
gemmer *** på hemmeligheder
om glasvaser  og *** har glemt
de andre nu
*** vander sine planter klokken
03:42 og så fletter *** sit hår, der
dufter af jord og ligner mosaikken
under hendes negle
det er svært at blinke i en regelmæssig
rytme, og det er svært at vogte over
de tunge øjenlåg, der hvisker gul poesi
om begravelser *** aldrig var med til

I skolen skriver jeg sagprosa,
og rækker flittigt hånden op i dansktimerne.
Jeg smiler til lærerne på gangen
og kommer med åndssvage sarkastiske kommentarer,
som de alligevel i et-eller-andet omfang,
finder humoritiske.
Jeg løber ture ad hovedvejen,
og løber mod bilerne,
i håbet om,
at en-eller-anden vil lægge mærke til den tåre,
der løber ned af min højre kind.
Når jeg kommer til den sidevej,
hvor min dansklærer bor,
vender jeg hovedet,
kigger,
og efterfølgende leder jeg i mængden,
efter en sort bil, der kunne være hendes.
Når jeg kommer til stranden,
standser jeg brat op.
Tager musikken ud af ørene og prøver at få tiden til at stå stille.
Når jeg kommer hjem skriver jeg digte.

og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er

Endnu en aften
Hvor jeg sidder og skriver digte Som jeg aldrig bliver tilfreds med
Bruger aftnen på tumblr og de andre sociale medier
Hører  musik
Kigger på snapchat  og ser hvad mine snapchat venner laver
De er sammen og hygger sig
Det føltes som om jeg er den eneste der er alene
Men
Jeg kan godt lide at være ensom
Det er ikke en dårlig ting at være ensom
Eller det bilder jeg mig selv ind

Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.

stille træer bevæger sig teatralsk i
nattens overvældende vind
vs mig, hvordan lykken sitrer i dine
bittesmå fingerspidser, når du
skriver digte med blokbogstaver
vis mig dig, når du er allergladest
med tårer i øjnene og græs under
neglene
stille følelser bevæger sig teatralsk i
en uregelmæssig rytme, der gør det
svært at holde af nogen på en måde,
der føles som følelser

Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord

Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.

jeg skriver for at huske

jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har det (hvordan det hele går)
  jeg håber på at læse det hele senere,
og forstå

jeg skriver for at udrede og for at
     specificere og for at gemme - hernæst glemme

livet passerer gennem spejlet
drager parallel
hudløs uærlighed, den halve sandhed
vi skriver uden at tænke os om, hvorfor
tidlig bustur, fastfood-køb; pludseligt indblik i en andens hverdag
forbløffelse er en mærkelig størrelse
en skikkelse personificerer tanken om en andens liv
at føle sig tiltrukket af ideen om, at have kendt dem i en anden sammenhæng
det magiske hvis
bearbejdet, gennemtænkt, finpudsning
et øde ***, drænet for mennesker, lagt øde (ødelagt)
at kultivere kulturarven
ønskebarnets strabadser
et savnet ord

kolde fingre,
der glider over den kolde skærm
skriver, hentyder,
prøver at få dig til at give mig mit fix,
opmærksomhed, kærlighed
og som de kolde fingre,
hurtigt glider over den kolde skærm,
i takt med de snavsede høje hæler virrer sig fortabt over brostenene,
så spørger jeg mig selv, om det er for meget
for stalker, for desperat,
men gør det alligevel
gør alt for at få et fix,
opmærksomhed, kærlighed,
et kram, ***,
håber på det bliver til mere,
så fixet bliver dagligt,
og ikke bare en løsning,
når alkoholen dunker i venerne,
når spillet er tabt,
når brækken er i toiletten,
og ham den anden i byen

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft

           akavet venskabelighed,    fortumlet interaktion

ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved

      skriver digte der dernæst glemmes

               'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'

føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
           hvem er jeg overfor dig?     tilbageblikkets endegyldige tvivl og    
   hjernens omdrejninger

smilende øjeblik,
       derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse

hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
          filtrere al støjen væk    ?    

               tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag

        vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!


              farvel!
      hvem er jeg uden dig
  
        velkommen tilbage, fremmed følelse
                    velkendt person

    farvel

biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet
der er ikke en afskygning af blå
eller gul
jo længere jeg kigger
går det op for mig at farven er grumset
som rester af kaffe i morgenens krus
det er nuancen 45 på farvepaletten
den matcher ikke de falske roser
i min vindueskarm
de er cremefarvet på den uægte måde

alt imens de andre attenårige
drikker lattes med mønstre i
køber bobler og brus og
danser i høje hæle,
mens de kommunikerer
hvert sekund

så
så, sidder jeg blandt lilla blomster
på mit sengebetræk og
skriver ord i rækkefølge,
ser på himlens ene farve
jeg er ikke iblandt andre

Jeg kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal overvåge os?
Du kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal være 3. hjul af os 4.
Jeg kan ikke skrive frit på Twitter
for du overvåger mig som en høg
du sender spørgsmål til 1. og 2. hjul
du skriver håndskrevne breve til 1. hjul
du ringer til 2. hjul
du snapchatter til os alle 3
men når vi alle er sammen siger du intet
heller ikke på tomandshånd nævner du
hvad du er så utilfreds med
for hvis du er 3. hjul
så er det jo mig der er 4. hjul.
Jeg vil lade dig vide
og jeg har ladet dig vide
at vi aldrig har villet gøre dig til 3. hjul bevidst
og jeg har sagt undskyld og du har accepteret
du sagde, jeg jo kun kunne tale for mig selv
hvilket jo er sandt
og det har jeg så gjort
du glemmer bare at tænke over,
at det jo faktisk er mig der er det 4. hjul

*(Marolle)

Jeg er dårlig til at være vred
Jeg får ondt i maven, når jeg tænker onde tanker
Jeg kan ikke sige, hvad jeg mener, hvis min mening er ondskabsfuld
Jeg går med de vrede ord inden i mig selv
Jeg tænker dem, mener dem, overvejer og omformulerer dem
Jeg slipper dem ikke (måske tør jeg en dag)
Jeg tror det er bedst sådan
Jeg tror ikke nogen får noget ud af mine vrede ord
Jeg kan heldigvis klare at have dem i bur ind til videre
Jeg håber min omtanke holder føringen og lader dummer personer uvidne

Jeg skriver dem måske ned nu. Bare ordene, ikke mere. For ordene er vel ikke onde, før de er i kontekst og til eller om nogen.
Dumme
Uintiligente
Irriterende
Fatsvage
Taber
Et ord så slemt, at jeg ikke har det i mit ordforråd
Tarvelige
Ubetænksomme
Jeg hader dig!

jeg skriver alt hvad mit hjerte begærer
jeg har storme af ord på tungen
jeg har orkaner af sætninger der kan beskrive hvert eneste flygtig tanke der gemmer sig i mit sind
jeg kan intet og alting føle
men for første gang i lang tid
er du den eneste
der har efterladt mig tom for ord

Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Her ånder jeg men lever ikke
Kun min hud kan jeg mærke noget så nært
Det strammer som latex på hele kroppen
Blandt betonhuse der bliver bombet
Skriver jeg ord der bliver til aske
En tyk tåge af følelser svæver forbi mit hovede og gør luften tyk
Så jeg vifter den væk som cigaretrøg
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden

lørdag aften
skriver med to drenge
sender frække billeder
forfører dem begge
men hvad nytter det når ingen af dem
rør ved mig
jeg trænger til en smøg
så jeg begiver mig tavst ud i natten
vandrer rundt i en rundkørsel
rundt og rundt
cirkulerer i de samme baner
og prøver at finde læ
så den kolde vind ikke æder min cigaret op
ligesom jeg cirkulerer
i vores forhold
bliver ved med at falde for dine ord
og ligesom nu
prøver jeg desperat at finde læ i stormen
så du ikke æder mit tændte hjerte
men jeg bliver ved med at gå rundt
og rundt
for jeg er afhængig af både dig
og cigaretter

saa sker det. kan det her vaere det sidste skub?
4 maend skabte frygt i millioner. med twistet idelogier og skarp ladte vaaben.
og her sidder jeg. ser paa fnuggende der roligt danser med vinden.
hold kaeft hvor er jeg ligegyldig.
er jeg er tvunget til at leve i det her? tvunget til at deltage?
krigen er vel uundgaaelig.
man siger pennen er staerkere end svaerdet, men hvad nu hvis man skriver med blod?
et billed siger mere end 1000 ord. dette er blot malet med gevaerere. **** os!
se os! FOEL OS! FORVENT OS!
lad dem puste og proste, igen og igen. haabe de roede mursten holder.

jeg spørger ikke om forevigt
jeg spørger kun om svar
svar som jeg egenligt godt ved du ikke har
svar som jeg kræver
men egenligt burde lade ligge
ligesom jeg nu ligger her
kl 00, på en hverdag
som jeg altid gør
og skriver digte om ting jeg elsker, og ikke kan få