"skrige" poems
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
Jun 7, 2015
Jun 7, 2015 at 2:47 PM UTC
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Jan 22, 2015
Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC
De siger at du skal kæmpe imod dine fjender
men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke?
Du blev skåret af disse skarpe vinger
og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne
Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget
Og jeg ved ikke hvad der er værst.
Mar 31, 2015
Mar 31, 2015 at 4:39 PM UTC
Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 3:58 PM UTC
Jeg overværede din samtale med satan
I skændtes, ikke sandt?
Handlede det om det støv i skuffen?
Du var stille som marts nat og ville aldrig fortælle hvor det kom fra
Jeg vidste godt det kom fra mordet på englen
For det rykkede i mine ribben da englen gik bort og mine knogler blev til mel
Du rev mit tøj af samme nat
Din hånd lagde sig over min mund
Jeg ville skrige men nu var begge hænder over min mund syet fast med små sting
Nov 7, 2014
Nov 7, 2014 at 3:14 AM UTC
kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig
Mar 21, 2015
Mar 21, 2015 at 3:32 PM UTC
jeg er så pisse sur
jeg har lyst til at skrige dig op i ansigtet og rive dig i håret
bide dig, slå dig, sparke dig
spytte på dig
se dig være forsvarsløs og uden din så kække, forkælede udstråling
jeg gjorde alt for dig
og du sårede mig
gang på gang på gang
Jun 13, 2015
Jun 13, 2015 at 2:08 PM UTC
det underligt
jeg er ret underlig
i forgårs kunne jeg skrige
i dag kan jeg ikke få en lyd ud
jeg er så glad jeg er ved at sprænges
og jeg aner ikke engang hvorfor
måske fordi det forbi med mit hoveds endeløse tankestrøm om ting der ikke eksistere længere
det er en lettelse, men jeg har det som om jeg er højere end nogensinde før
og jeg er endda fuld clean
Sep 24, 2016
Sep 24, 2016 at 6:59 AM UTC