det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød 
rammer gulvet ved mine fødder 
de former fine, perfekte cirkler 
hvor er det typisk ironi 

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen 
lys på højde med solens stråler 
var placeret med retning mod mig 
stilheden laver en klapsalve, 
som fylder salen 

jeg bliver ført rundt i manegen 
af hvem, tja, hvem ved 
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et 
vandfald af varm, rød væske 

det tunge gardin falder ned, 
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag 
og 
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer