Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
AnnaStorm Dec 2014
Hvidstrakte palæer af skarpe flader
Skarpe som papir, som origami
Hvidt og dødt fortsætter det mod horisonten
Klinisk og stilfuldt spirer kuplerne spidst
Spirer som larmen i vores hoveder
Larmen af ingenting
Larmen af hvidt
jeg er hende den sjove
hende, der bryder den isbelagte tavshed,
og får dig til at smile, når du mindst venter det
jeg er hende den sjove
hende, der danser over alle skarpe følelser,
og sjældent skærer sig
jeg er hende den sjove
hende, der altid fortrænger smerten
med velkendte, høje grin
jeg er hende den sjove
hende, du har patent på at grine med,
det er jo derfor, du er der
jeg er hende den sjove
hende, der ikke kan græde uden at grine
jeg er hende den sjove, men det er
ikke sjovt
- elektriske silhuetter og rød læbestift
du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten
- digte om alt det, der vandaliserer os
*** havde skarpe øjne, der
reflekterede i plantager fra sin
mormors have
da *** kyssede mig, var mine
øjne rødvinsrøde, og mine
øjenlåg var lavet af hvide roser
åh, *** havde årer som havet
blå og flydende, som strandens
fugtige promenade
*** havde brun mascara og gul
neglelak på
hendes knogler skar mod mine
ribben, da *** lænede sig op ad
min milde krop
*** sagde ikke noget
faktisk
har jeg aldrig hørt hendes stemme,
men hver nat
drømmer jeg om genlyd fra hendes
barnekrop
og hendes lydløse
barnefrustrationer
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
Jeg ser sorte toner for øjnene
og mærker skarpe genstande mod blød hud
når du fortæller mig, du ikke længere synes,
du er min
jeg lader natten drage mig ind i ulykkelig poesi
du kysser hendes læber
imens jeg går i opløsning indeni
cheesy
bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn
- digte om alt det, der vandaliserer os
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
jeg vil så gerne læne mig op ad dine skarpe knogler,
der stikker ud fra blege skuldre, og gør mig en smule nervøs
jeg vil så gerne
lade dig røre mit hår som den eneste
lade dig spise mine fingre, når jeg bevæger beskidte hænder
op mod dit milde ansigt  
jeg vil så gerne danse rundt i sne
med dig
og
lade dig
ryge mine cigaretter
jeg vil bare helst ikke forelske mig
i
dig
men slet ikke i nogen anden
Nikoline Nov 2014
du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Katrine Jul 2014
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
Cecilie Andersen Mar 2015
De siger at du skal kæmpe imod dine fjender
men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke?

Du blev skåret af disse skarpe vinger
og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne

Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget

Og jeg ved ikke hvad der er værst.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Katrine Jul 2014
Kan jeg?
brænde mig selv ned
med hud og neglerod
hver en sprække
af fregnede smil
og skarpe vinterknogler
havde man fingre af kul
kunne man tegne sig selv op i silhuet
en skælvene kvindes
begyndende skygge tager form
på halvmånens blege papir
under fuldmånen er jeg
en lysende diamant
indtil da
danser jeg på tåspidsen om bålet
kan jeg se mig selv
gå op i røg og damp
stolt som den enøjede konge

Skal jeg?
presses sammen til
noget du ikke genkender
når vi støder ind i hinanden i gaderne
tilfældigt, selvfølgeligt
gyderne af vores
måneskinsvandringer
hvor vi drømte om en måne der var hel
skal jeg samle månens stykker sammen
uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme
og jeg lyser gyderne op

Må jeg?
glemme at du fandtes
den dag hvor der var måneformørkelse og du
ikke dukkede op i gyden
jeg så dig gå op i røg jeg så
at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig
må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at
jeg brændte mine fingre på dit hjerte
da du sagde at du elskede mig under månen
og jeg vidste at du var aftagende
Emma Marie Apr 2015
Av
Jeg kan høre grin og høje råb
Lange suk og næser som forsigtigt snøfter
De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet  trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak.
Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde ***, piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang.
Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag.
Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel.
Jeg er her, det er aften.
Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke.
Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det.
For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
Cecilie Andersen Sep 2017
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
TRANSLATED:
Screams
I can feel your hands grasping my thin limp arm. I am kicking and punching without achieving anything and a scream flays in my throat, but it won't get out. It can not get out, because it just accumulates in saliva in the right side of my mouth and lies in pickle with all of the words I did not say.

Don't get close and don't hold me, for I do not want you to hear my breathing and my gasps. I don't want to show you my heart galloping and hammering until my body shakes in horror and that I have oppression in the ears and blood rushing to my cheeks till they get hot and are being colored red, for not even my fear I will give you.

Tears that are not allowed to flow feels like the coarse sandpaper my father used to use for his light cut pieces. If I let the tears flow, it would feel like the glass he once wreaked in anger, and everything turned into small, sharp glass pieces in the silver-colored-steel sink. Suddenly I know how he felt when it all was flaming and everything spilled over. I'm screaming under water and stuck with chains and belch while stones are being thrown at me. I close the heavy eyelids over my matte eyes.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
llcb Nov 2016
z


Alt er så fint i stil          heden her lige nu        
hvor du ligger til         venstre for mig og        
dynen er så varm          og brisen fra den          
skarpe luft uden          for lister igennem          

vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun  
gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det
er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart    
at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem
min skulder og hals og det kilder næsten når du ån
der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og  det ly
der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor
længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner    
nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke  
det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på
døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind
en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er  
så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger  

lige der.
ungdomspoet Dec 2014
har snart vænnet mig til min bisare lidelse
af kroniske hjertesorger, men
min fantasi har ingen grænser
de smukke billeder jeg skaber af dig og mig
er så skarpe at jeg skærer mig
mit røde blod løber ned af billedet
så illustrationen af dig bliver dækket til
og når jeg prøver at vaske det væk
er du forsvundet og der er nu blot
en tom plet
Laura Amstutz Mar 2021
der er gevækster hvor jeg bor
og nogle af dem kaldes pubeshår
og andre surdej, planter, svamp, svulst.
der gror også skarpe hjørner
på mine spejle og dørkarme
og de er der egentlig bare
hvem betvivler gyldigheden i dem
de kunne lige så godt have været ovale
men de har hjørner, fire hjørner,
kanter, rette vinkler, spidser.
De betragter tavst min anatomi
min blidhed, min saft
og mit blik, der hænger på væggen
i stuen hvor jeg bor
selv duerne ser på

— The End —