"skarpe" poems - Hello Poetry

man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte. slet ikke når det var dig der knuste hendes, for at hele dit eget. *** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne, på hele dit nervesystem, så hver gang du hører de sange, *** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig, så meget det gjorde ondt, kramper du sammen af smerte, mens varme tårer, der slet ikke burde eksistere for piger som hende, løber ned af dine kinder. du prøver på at stoppe den knytnæve, af hårde ord og levende eksistenser, der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig, at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt, uden hende, er fuldstændigt utænkeligt, også selvom piger som hende, er kolde som sten, og har metalhjerter, med skarpe kanter. men tænk tilbage på den tid. vi var ægte, vi skete.

0

Jul 19, 2014

Jul 19, 2014 at 6:52 PM UTC

Perfektionist

vi var ægte, vi skete

man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte. slet ikke når det var dig der knuste hendes, for at hele dit eget. *** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne, på hele dit nervesystem, så hver gang du hører de sange, *** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig, så meget det gjorde ondt, kramper du sammen af smerte, mens varme tårer, der slet ikke burde eksistere for piger som hende, løber ned af dine kinder. du prøver på at stoppe den knytnæve, af hårde ord og levende eksistenser, der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig, at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt, uden hende, er fuldstændigt utænkeligt, også selvom piger som hende, er kolde som sten, og har metalhjerter, med skarpe kanter. men tænk tilbage på den tid. vi var ægte, vi skete.

25

Hvidstrakte palæer af skarpe flader Skarpe som papir, som origami Hvidt og dødt fortsætter det mod horisonten Klinisk og stilfuldt spirer kuplerne spidst Spirer som larmen i vores hoveder Larmen af ingenting Larmen af hvidt

0

Dec 12, 2014

Dec 12, 2014 at 6:08 PM UTC

annastorm

Hvidt

Hvidstrakte palæer af skarpe flader Skarpe som papir, som origami Hvidt og dødt fortsætter det mod horisonten Klinisk og stilfuldt spirer kuplerne spidst Spirer som larmen i vores hoveder Larmen af ingenting Larmen af hvidt

7

du fik den af din mor og far den dag du blev født den dag du kom til verden uskyldig og ren og lille og uvidende det var den røde tråd meningen med dit liv og de gav den til dig så du kunne forlænge den og slå mindeværdige knuder på den og det gjorde du i mange år indtil han kom forbi og efter flere års forlængelse (forelskelse) klippede han den over med sine skarpe ord og den var i stykker og du var i stykker og meningen med dit liv var i stykker og selvom du var spejder dengang du gik i børnehave kunne ikke engang den stærkeste ***** knude binde den sammen binde dig sammen selvom du forsøgte ihærdigt dagligt men på din uniform sad intet **** mærke kun et bål mærke og det brændte indeni og han lod dig brænde indtil den røde tråd var forkullet sort sort som natten sort som dit sind og du fik den af din mor og far den dag du blev født og du døde den dag han tog den fra dig

0

Nov 12, 2014

Nov 12, 2014 at 8:36 AM UTC

nikoline

den røde tråd pt. I

du fik den af din mor og far den dag du blev født den dag du kom til verden uskyldig og ren og lille og uvidende det var den røde tråd meningen med dit liv og de gav den til dig så du kunne forlænge den og slå mindeværdige knuder på den og det gjorde du i mange år indtil han kom forbi og efter flere års forlængelse (forelskelse) klippede han den over med sine skarpe ord og den var i stykker og du var i stykker og meningen med dit liv var i stykker og selvom du var spejder dengang du gik i børnehave kunne ikke engang den stærkeste ***** knude binde den sammen binde dig sammen selvom du forsøgte ihærdigt dagligt men på din uniform sad intet **** mærke kun et bål mærke og det brændte indeni og han lod dig brænde indtil den røde tråd var forkullet sort sort som natten sort som dit sind og du fik den af din mor og far den dag du blev født og du døde den dag han tog den fra dig

41

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

Tung er tiden på mine øjenvipper mindet tatoveret under mine øjenlåg hvert et blik et polaroid skal viftes i vinden for at blive klart du er utydelige arme en skygge om dagen, om natten et kvælertag under spotlight om natten fremkaldes højdefineret lys på stribe med lukkede øjne ses illusionen klarest: hver nat kysser du mig for første gang men der skal mere til for at vække publikums gunst selv den 14-årige på første række råber: KLICHÉ så du lader dine skarpe fingre vandre ned til mit bryst mærke pulsen for sidste gang inden instruktørers planlagte uventede vendepunkt: kolde hænder om min hals nu knækker filmen nu knækker dit stemmebånd så du må hviske det er ikke dig, det er mig det ER virkelig mig siger du sig det gen sig det så mange gange at ordene bliver baggrundsmusik så kan du måske selv høre hvor lidt mening den sætning giver til tonen af er hjerte der slår men det eneste du hører er instruktørers jubelråb da dine hænder strammer til om min hals herfra hvor vi står kan vi fotograferes fra alle vinkler og kaldes kunst et unikum, et stjerneskud da lyset forsvinder fra mine øjne og jeg falder ind i vågen tilstand har jeg blå mærker efter dine fingrerspidser

0

Jul 20, 2014

Jul 20, 2014 at 10:06 AM UTC

Denblpige

00.42

Tung er tiden på mine øjenvipper mindet tatoveret under mine øjenlåg hvert et blik et polaroid skal viftes i vinden for at blive klart du er utydelige arme en skygge om dagen, om natten et kvælertag under spotlight om natten fremkaldes højdefineret lys på stribe med lukkede øjne ses illusionen klarest: hver nat kysser du mig for første gang men der skal mere til for at vække publikums gunst selv den 14-årige på første række råber: KLICHÉ så du lader dine skarpe fingre vandre ned til mit bryst mærke pulsen for sidste gang inden instruktørers planlagte uventede vendepunkt: kolde hænder om min hals nu knækker filmen nu knækker dit stemmebånd så du må hviske det er ikke dig, det er mig det ER virkelig mig siger du sig det gen sig det så mange gange at ordene bliver baggrundsmusik så kan du måske selv høre hvor lidt mening den sætning giver til tonen af er hjerte der slår men det eneste du hører er instruktørers jubelråb da dine hænder strammer til om min hals herfra hvor vi står kan vi fotograferes fra alle vinkler og kaldes kunst et unikum, et stjerneskud da lyset forsvinder fra mine øjne og jeg falder ind i vågen tilstand har jeg blå mærker efter dine fingrerspidser

51

Kan jeg? brænde mig selv ned med hud og neglerod hver en sprække af fregnede smil og skarpe vinterknogler havde man fingre af kul kunne man tegne sig selv op i silhuet en skælvene kvindes begyndende skygge tager form på halvmånens blege papir under fuldmånen er jeg en lysende diamant indtil da danser jeg på tåspidsen om bålet kan jeg se mig selv gå op i røg og damp stolt som den enøjede konge Skal jeg? presses sammen til noget du ikke genkender når vi støder ind i hinanden i gaderne tilfældigt, selvfølgeligt gyderne af vores måneskinsvandringer hvor vi drømte om en måne der var hel skal jeg samle månens stykker sammen uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme og jeg lyser gyderne op Må jeg? glemme at du fandtes den dag hvor der var måneformørkelse og du ikke dukkede op i gyden jeg så dig gå op i røg jeg så at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at jeg brændte mine fingre på dit hjerte da du sagde at du elskede mig under månen og jeg vidste at du var aftagende

0

Jul 19, 2014

Jul 19, 2014 at 3:10 PM UTC

Denblpige

Måneformørkelse

Kan jeg? brænde mig selv ned med hud og neglerod hver en sprække af fregnede smil og skarpe vinterknogler havde man fingre af kul kunne man tegne sig selv op i silhuet en skælvene kvindes begyndende skygge tager form på halvmånens blege papir under fuldmånen er jeg en lysende diamant indtil da danser jeg på tåspidsen om bålet kan jeg se mig selv gå op i røg og damp stolt som den enøjede konge Skal jeg? presses sammen til noget du ikke genkender når vi støder ind i hinanden i gaderne tilfældigt, selvfølgeligt gyderne af vores måneskinsvandringer hvor vi drømte om en måne der var hel skal jeg samle månens stykker sammen uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme og jeg lyser gyderne op Må jeg? glemme at du fandtes den dag hvor der var måneformørkelse og du ikke dukkede op i gyden jeg så dig gå op i røg jeg så at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at jeg brændte mine fingre på dit hjerte da du sagde at du elskede mig under månen og jeg vidste at du var aftagende

39

De siger at du skal kæmpe imod dine fjender men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke? Du blev skåret af disse skarpe vinger og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget Og jeg ved ikke hvad der er værst.

0

Mar 31, 2015

Mar 31, 2015 at 4:39 PM UTC

CecilieA

Fjender

De siger at du skal kæmpe imod dine fjender men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke? Du blev skåret af disse skarpe vinger og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget Og jeg ved ikke hvad der er værst.

6

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

Jeg kan høre grin og høje råb Lange suk og næser som forsigtigt snøfter De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak. Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde *** piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang. Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag. Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel. Jeg er her, det er aften. Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke. Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det. For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

0

Apr 24, 2015

Apr 24, 2015 at 2:11 PM UTC

Emmamarie

Av

Jeg kan høre grin og høje råb Lange suk og næser som forsigtigt snøfter De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak. Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde *** piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang. Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag. Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel. Jeg er her, det er aften. Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke. Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det. For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

10

et persoligt *** kontra et privat *** dramatiserende effekt; pilfingret højrøstet at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander i en meningsfuld enhed et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål irettesættelse og tvivlsommelighed en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre så rundt og blødt at det føles forkert så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår tiltrækningskraft bølgen bærer gaver vi smider skadelige genstande i havet, men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst en fjer daler langsomt men rammer også bunden

0

Dec 3, 2015

Dec 3, 2015 at 5:04 PM UTC

en-anonym-skikkelse

sårbart / uredigeret /kanter

et persoligt *** kontra et privat *** dramatiserende effekt; pilfingret højrøstet at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander i en meningsfuld enhed et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål irettesættelse og tvivlsommelighed en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre så rundt og blødt at det føles forkert så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår tiltrækningskraft bølgen bærer gaver vi smider skadelige genstande i havet, men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst en fjer daler langsomt men rammer også bunden

20

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

0

Sep 27, 2017

Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC

CecilieA

Skrig

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

3

z Alt er så fint i stil heden her lige nu hvor du ligger til venstre for mig og dynen er så varm og brisen fra den skarpe luft uden for lister igennem vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem min skulder og hals og det kilder næsten når du ån der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og det ly der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger lige der.

0

Nov 29, 2016

Nov 29, 2016 at 6:41 PM UTC

llcb

En søndag morgen

z Alt er så fint i stil heden her lige nu hvor du ligger til venstre for mig og dynen er så varm og brisen fra den skarpe luft uden for lister igennem vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem min skulder og hals og det kilder næsten når du ån der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og det ly der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger lige der.

19

har snart vænnet mig til min bisare lidelse af kroniske hjertesorger, men min fantasi har ingen grænser de smukke billeder jeg skaber af dig og mig er så skarpe at jeg skærer mig mit røde blod løber ned af billedet så illustrationen af dig bliver dækket til og når jeg prøver at vaske det væk er du forsvundet og der er nu blot en tom plet

0

Dec 28, 2014

Dec 28, 2014 at 7:26 PM UTC

ungdomspoet

tomhed

har snart vænnet mig til min bisare lidelse af kroniske hjertesorger, men min fantasi har ingen grænser de smukke billeder jeg skaber af dig og mig er så skarpe at jeg skærer mig mit røde blod løber ned af billedet så illustrationen af dig bliver dækket til og når jeg prøver at vaske det væk er du forsvundet og der er nu blot en tom plet

10