"skabt" poems - Hello Poetry

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning har fået gode anmeldelser og stærk opbakning, skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner den er så intelligent med dens fire hjerner, måneknapperne skinner, ud i natten og forsvinder. den har potentiale til at blive noget stort potentiale til at vise vej når alt er sort, svært gennemtrængelig og beskyttet med koder, men når barrieren brydes overvældes man af goder, for den er ikke blot endnu et moderne produkt, som vil skubbe dig længere mod selvtugt. - DET ER DEN SAMME TRUMMERUM DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM, JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET KLAPPET SAMMEN OG LUKKET VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET, SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET, TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET, JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET. JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE, MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS, LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG, LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG, FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG. - En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

0

Nov 1, 2014

Nov 1, 2014 at 8:07 PM UTC

FrederikBartho

endnu 1 MODERNE Produkt

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning har fået gode anmeldelser og stærk opbakning, skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner den er så intelligent med dens fire hjerner, måneknapperne skinner, ud i natten og forsvinder. den har potentiale til at blive noget stort potentiale til at vise vej når alt er sort, svært gennemtrængelig og beskyttet med koder, men når barrieren brydes overvældes man af goder, for den er ikke blot endnu et moderne produkt, som vil skubbe dig længere mod selvtugt. - DET ER DEN SAMME TRUMMERUM DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM, JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET KLAPPET SAMMEN OG LUKKET VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET, SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET, TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET, JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET. JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE, MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS, LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG, LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG, FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG. - En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

33

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem For at finde en sætning Eller blot et ord Dedikeret til os Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise At der i andre tider levede nogle som os Gående op og ned ad de samme gader Med fingrene flettede på præcis samme måde Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt Skulle vi ikke love hinanden At lukke øjnene til hver en tid Skærme os fra solen

0

Nov 29, 2016

Nov 29, 2016 at 8:04 AM UTC

Ishauldall

Vores første afsked skete ved fødslen og vi brugte resten af tiden på at finde hinanden igen

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem For at finde en sætning Eller blot et ord Dedikeret til os Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise At der i andre tider levede nogle som os Gående op og ned ad de samme gader Med fingrene flettede på præcis samme måde Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt Skulle vi ikke love hinanden At lukke øjnene til hver en tid Skærme os fra solen

17

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

0

Jan 22, 2015

Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

(selv)-Erkendelse

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

15

Du er alt Alt hvad jeg vil have Min måne Og mine stjerner Men måske Måske er jeg solen For din berøring Den føles så klar Så klar at det gør ondt Vi rør hinanden Så let så flygtigt For når du er månen Månen og stjernerne Og jeg er solen Så rammer vi hinanden Men kun lige akkurat Akkurat nok til at vide Vide at vi rør hinanden Ja, for vi ved nemlig godt At vi fandeme ikke Er skabt til at være sammen

0

Jun 9, 2015

Jun 9, 2015 at 6:49 AM UTC

laura-kragh

Noget om universets kræfter

Du er alt Alt hvad jeg vil have Min måne Og mine stjerner Men måske Måske er jeg solen For din berøring Den føles så klar Så klar at det gør ondt Vi rør hinanden Så let så flygtigt For når du er månen Månen og stjernerne Og jeg er solen Så rammer vi hinanden Men kun lige akkurat Akkurat nok til at vide Vide at vi rør hinanden Ja, for vi ved nemlig godt At vi fandeme ikke Er skabt til at være sammen

21

jeg ved nu at du ikke gjorde mig til den bedste version af mig selv for jeg har set at med de rigtige mennesker blomstrer jeg som en valmue smuk og rød mens den lever frit på marken men hvis du plukker den dør den jeg ved nu at jeg ikke skal leve for at passe ind i et andet menneskes liv men finde mennesker der passer ind i mit som vil leve side om side med mig på den frie mark jeg ved også at det er okay at jeg forelskede mig blindt i lyden af din stemme dit grin din hjerne i måden dine læber rørte mine den måde du så mig det er okay men først nu ved jeg at jeg ikke er en kærlighed fattigere men en kærlighed rigere for du vil altid side i mig have en plads i mit hjerte for tiden vi har tilbragt sammen kommer aldrig tilbage minderne vi har skabt sammen de forsvinder aldrig vi vil altid eksistere i datiden det kan ingen af os løbe fra og det er okay nu for nu ved jeg at det var meningen at vi skulle forelske os for at skilles igen og lære noget om kærlighed

0

Apr 16, 2018

Apr 16, 2018 at 5:00 PM UTC

ungdomspoet

nu ved jeg

jeg ved nu at du ikke gjorde mig til den bedste version af mig selv for jeg har set at med de rigtige mennesker blomstrer jeg som en valmue smuk og rød mens den lever frit på marken men hvis du plukker den dør den jeg ved nu at jeg ikke skal leve for at passe ind i et andet menneskes liv men finde mennesker der passer ind i mit som vil leve side om side med mig på den frie mark jeg ved også at det er okay at jeg forelskede mig blindt i lyden af din stemme dit grin din hjerne i måden dine læber rørte mine den måde du så mig det er okay men først nu ved jeg at jeg ikke er en kærlighed fattigere men en kærlighed rigere for du vil altid side i mig have en plads i mit hjerte for tiden vi har tilbragt sammen kommer aldrig tilbage minderne vi har skabt sammen de forsvinder aldrig vi vil altid eksistere i datiden det kan ingen af os løbe fra og det er okay nu for nu ved jeg at det var meningen at vi skulle forelske os for at skilles igen og lære noget om kærlighed

47