Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Hazel Apr 2017
Kæde ryger i kæder
mens varmen brænder pga. det sorte læder
Har siddet her timer, siddet her længe
mens jeg ser smøgerne forsvinde
bliver tavs og standser
smerten det værste, så hellere lungecancer

Røgen tung, ikke fordampet
askebægret fyldt, alt indhold stampet
skal jeg tømme det eller lade være?
problemet er overfyldt
ligsom vi er overfyldt med tanker
selvforskyldt

Vi falder tilbage, hvis vi egentlig falder
Hvorfor være tilstede i et par timer
når vi alligevel hader i de timer

Husker den gang tøjet røg af
let fordi vi havde følelser uden på tøjet
ikke særlige rart, når jeg vidste du havde løjet
det er sandt, i sit sind, kærlighed gør ondt gør blind
-Hazel
følelser der opstod år tilbage.
Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
shoutout til lille mig der skrev dette
enits Jan 2016
skygger af sorte palmer
plettes til at toner fra sinatra
lytter ikke efter, men venter på
tomme beskeder
jeg har siddet på hug i min egen tåge
det er tåget
og jeg prøver at tegne poetiske stemninger
af aftener i selskab med mig
5 minutter i

— The End —