"siddet" poems - Hello Poetry

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

0

May 29, 2016

May 29, 2016 at 5:26 AM UTC

holkenfeldt

Syren

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

7

Kæde ryger i kæder mens varmen brænder pga. det sorte læder Har siddet her timer, siddet her længe mens jeg ser smøgerne forsvinde bliver tavs og standser smerten det værste, så hellere lungecancer Røgen tung, ikke fordampet askebægret fyldt, alt indhold stampet skal jeg tømme det eller lade være? problemet er overfyldt ligsom vi er overfyldt med tanker selvforskyldt Vi falder tilbage, hvis vi egentlig falder Hvorfor være tilstede i et par timer når vi alligevel hader i de timer Husker den gang tøjet røg af let fordi vi havde følelser uden på tøjet ikke særlige rart, når jeg vidste du havde løjet det er sandt, i sit sind, kærlighed gør ondt gør blind

0

Apr 25, 2017

Apr 25, 2017 at 7:07 AM UTC

HazelLamb

K-æ-d-e-r-y-g-e-r

Kæde ryger i kæder mens varmen brænder pga. det sorte læder Har siddet her timer, siddet her længe mens jeg ser smøgerne forsvinde bliver tavs og standser smerten det værste, så hellere lungecancer Røgen tung, ikke fordampet askebægret fyldt, alt indhold stampet skal jeg tømme det eller lade være? problemet er overfyldt ligsom vi er overfyldt med tanker selvforskyldt Vi falder tilbage, hvis vi egentlig falder Hvorfor være tilstede i et par timer når vi alligevel hader i de timer Husker den gang tøjet røg af let fordi vi havde følelser uden på tøjet ikke særlige rart, når jeg vidste du havde løjet det er sandt, i sit sind, kærlighed gør ondt gør blind

19

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC

Louiselarsen22

[en dans på roser]

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

7

et lille stykke sky et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer en tom taleboble, der venter på at nogen snakker et enligt ben der leder efter en makker et mindre skænderi, der aldrig blev løst en lille glød i et slukket bål en knækket kam et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe en førstepræmie, der aldrig blev vundet en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet en tyggegummi-klat foran et storcenter et vindue ingen kigger ud af et udbrændt fyrfadslys en sæbebobbel der aldrig sprang en lille månesten der flyder rundt i rummet en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren en stor plet en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen et glimt i øjet en rusten skrue, der engang har siddet i et skib et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

0

Dec 14, 2015

Dec 14, 2015 at 1:15 PM UTC

en-anonym-skikkelse

banaliteter

et lille stykke sky et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer en tom taleboble, der venter på at nogen snakker et enligt ben der leder efter en makker et mindre skænderi, der aldrig blev løst en lille glød i et slukket bål en knækket kam et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe en førstepræmie, der aldrig blev vundet en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet en tyggegummi-klat foran et storcenter et vindue ingen kigger ud af et udbrændt fyrfadslys en sæbebobbel der aldrig sprang en lille månesten der flyder rundt i rummet en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren en stor plet en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen et glimt i øjet en rusten skrue, der engang har siddet i et skib et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

25

*skygger af sorte palmer plettes til at toner fra sinatra lytter ikke efter, men venter på tomme beskeder jeg har siddet på hug i min egen tåge det er tåget og jeg prøver at tegne poetiske stemninger af aftener i selskab med mig*

0

Jan 21, 2016

Jan 21, 2016 at 12:58 PM UTC

digteomenits

(hverdags)aftener

*skygger af sorte palmer plettes til at toner fra sinatra lytter ikke efter, men venter på tomme beskeder jeg har siddet på hug i min egen tåge det er tåget og jeg prøver at tegne poetiske stemninger af aftener i selskab med mig*

8