man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.

Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.