"savne" poems
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.
Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.
For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
Nov 19, 2017
Nov 19, 2017 at 8:51 PM UTC
Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.
Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.
Dec 6, 2015
Dec 6, 2015 at 6:20 PM UTC
jeg forstår ikke
hvordan du ikke kan savne mig
hvordan kan du smide alt væk
alt som vi havde
alt vi delte
fra en dag til en anden
fra alting til ingenting
hvordan? hvorfor?
var din kærlighedserklæring en løgn?
May 12, 2014
May 12, 2014 at 10:27 AM UTC
det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg ikke længere savner dig
for jeg kan ikke huske din duft
jeg kan ikke huske dit smil
jeg kan ikke huske hvordan du holdte om mig
det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg kun kan savne dengang jeg vidste hvordan jeg kunne savne dig
Mar 17, 2015
Mar 17, 2015 at 4:03 AM UTC
Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute
I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder
Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække
Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore
Jan 11, 2019
Jan 11, 2019 at 3:37 PM UTC
jeg erindrer dig
jeg erindrer den glasklare tosomhed
som jeg nok aldrig kommer til mærke på samme måde igen
dengang hvor jeg var lille og fuld og sårbar
og da du boede i Vollsmose med lilla gardiner og rygerterasse
nu er jeg en anelse mere hårdhudet og selvstændig
og du er flyttet til det store sjælland
langt væk fra det du og jeg kom fra
jeg vil nok altid være lille og fuld og sårbar
og du vil nok altid minde mig om en tryg hæs stemme
smurt med klikcigaretter og ethanol i store mængder
For minder dør aldrig
I hvert fald ikke hvis man holder fast
Nov 10, 2017
Nov 10, 2017 at 4:07 PM UTC