Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

for sandheden er at jeg har fucket op
og at du også har fucket op
og sandheden er at du kunne kvæle mig
og at jeg sgu nok stadig ville sige undskyld
fordi jeg fik dig der ud til det punkt
hvor du følte det var nødvendigt for at få mig til at holde kæft
og sandheden er at selvom jeg burde daffe
at mit vindue stadig er åbent
men jeg bor på femte sal
og når jeg ved hvordan du er og hvordan du tænker
så tror jeg ikke dine svedige håndflader
ville kunne klare en tur op af vandrøret
(A.M)

lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op

jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du så fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

du vil ikke have mig råber du
jeg bløder
mit blod er sort som mit sind
du bliver fascineret af mit væsen
kun få bløder sort
du vil gerne have mig hvisker du
for en nat
indtil jeg ikke bløder mere
også råber du igen
så du sikre dig at jeg ikke tror noget
det var let for dig
snyder mig som en tryllekunstner snyder små børn
fortryllet
af dit væsent, men ikke kun for en nat
en levetid
sandheden er at jeg stadig er fortryllet
og du vil ikke hæve din forbandelse
så hver gang jeg bløder sort blod
kan du slikke det væk med din røde tunge

det kræver styrke at kunne sige undskyld
det kræver styrke at sige sandheden
det kræver styrke at vise sine ægte følelser

løgn, bedrag og falskhed er de svageste skjold

Vi danser i limbo
Jeg bliver så træt i længden af at bøje mig bagover for dig
Der er ingen vindere af denne leg,
vi kommer ingen vegne
Træder vande
når gult gadelys maler dig mere
så kan jeg ikke lade være med at spekulere
Skal vi nogensinde være?
Jeg tror jeg ville være god til jeopardy
jeg har alle svarene, du skal bare spørge
Er her hvis du vil have mig
Hører lyden af sirener når du kigger
Du peger på månen
Sandheden er, at man ikke bør forveksle dét, at den er fuld, med at den er hel
Det siger jeg selvfølgelig ikke, men havde jeg talt havde det været af erfaring

Vi danser i limbo
Jeg bliver så træt i længden af at bøje mig bagover for dig
Der er ingen vindere af denne leg,
vi kommer ingen vegne
Træder vande
når gult gadelys maler dig mere
så kan jeg ikke lade være med at spekulere
Skal vi nogensinde være?
Jeg tror jeg ville være god til jeopardy
jeg har alle svarene, du skal bare spørge
Er her hvis du vil have mig
Hører lyden af sirener når du kigger
Du peger på månen
Sandheden er, at man ikke bør forveksle dét, at den er fuld, med at den er hel
Det siger jeg selvfølgelig ikke, men havde jeg talt havde det været af erfaring