SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR
SJÆLSFORLADT ****** SOVER
SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER
SYGDOM
SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN
SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET
SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET

Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

man tror man er så ekstraordinær
man deler alt,
tanker, meninger, tyggegummi og selv ens eget hjerte
kun for at opnå en form for accept
accept og forståelse
godkendelse af samfundet
de rigtige beskrivelser
og det rigtige filter over sig selv
så er du endnu en i mængden
gem dig ikke, skjul ikke dit talent
brug det til at lyse gennem denne
sorthvide verden som vi kender den
hvis du gemmer den mindste nuance af grå, så blænd os
vi vil gerne blændes af din unikke sjæl

uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare

jeg  gik hen til  det  sted hvor  man bli -
ver  lyttet  til og  forstået og  jeg  sagde
“jeg vil  gerne være et  accepteret led i
samfundet” og  de  så  allesammen  på
mig og  lidt på hinanden  og så   grinte
de  og   klappede  mig  på hovedet  og
de  gav mig en  slikkepind  “kom tilba-
ge   når   du  er  lidt  ældre  og   forstår
hvad du siger” sagde de  og  så gik jeg
ud  med  min slikkepind i hånden   og
tænkte på  om de overhovedet  forstod

føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest