"samfundet" poems - Hello Poetry

SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR SJÆLSFORLADT STORBY SOVER SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER SYGDOM SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 6:13 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Verden

SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR SJÆLSFORLADT STORBY SOVER SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER SYGDOM SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET

7

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

0

Jan 22, 2015

Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

(selv)-Erkendelse

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

15

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

0

Dec 21, 2014

Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Til jeg gik hjem

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

37

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

0

Nov 18, 2015

Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

skyer

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

47

jeg gik hen til det sted hvor man bli - ver lyttet til og forstået og jeg sagde “jeg vil gerne være et accepteret led i samfundet” og de så allesammen på mig og lidt på hinanden og så grinte de og klappede mig på hovedet og de gav mig en slikkepind “kom tilba- ge når du er lidt ældre og forstår hvad du siger” sagde de og så gik jeg ud med min slikkepind i hånden og tænkte på om de overhovedet forstod

0

Jan 12, 2015

Jan 12, 2015 at 5:07 PM UTC

johanne-borup

forstå

jeg gik hen til det sted hvor man bli - ver lyttet til og forstået og jeg sagde “jeg vil gerne være et accepteret led i samfundet” og de så allesammen på mig og lidt på hinanden og så grinte de og klappede mig på hovedet og de gav mig en slikkepind “kom tilba- ge når du er lidt ældre og forstår hvad du siger” sagde de og så gik jeg ud med min slikkepind i hånden og tænkte på om de overhovedet forstod

11

føler en eller anden form for afmagt fordi jeg ikke kan styre tiden tabet af at være barn måske er det en god ting at blive voksen men når man som mig har følt sig voksen hele sit liv virker det pludseligt skræmmende rent faktisk at blive en voksen person som har et ansvar i verden og i samfundet og jeg fanger mig selv i at tænke at jeg måske har spildt min barndom på at ønske at jeg var ældre nu er der ingen vej tilbage den 18 februar døde det lille barn der lever inden i mig d. 18 februar som også bare er min fødselsdag fyldte jeg 18 og jeg har egentlig også altid syntes at tallet 18 er rimelig pænt fordi det minder mig om min fødselsdag som for 18 år siden bare var en dag hvor min mor havde rigtig mange smerter og veer og var højgravid men i dag er den 18 februar min 18 års fødselsdag og det betyder at jeg nu er voksen og jeg kan gøre alt nu dét er måske det der skræmmer mig mest

0

Feb 17, 2016

Feb 17, 2016 at 6:59 PM UTC

ungdomspoet

18

føler en eller anden form for afmagt fordi jeg ikke kan styre tiden tabet af at være barn måske er det en god ting at blive voksen men når man som mig har følt sig voksen hele sit liv virker det pludseligt skræmmende rent faktisk at blive en voksen person som har et ansvar i verden og i samfundet og jeg fanger mig selv i at tænke at jeg måske har spildt min barndom på at ønske at jeg var ældre nu er der ingen vej tilbage den 18 februar døde det lille barn der lever inden i mig d. 18 februar som også bare er min fødselsdag fyldte jeg 18 og jeg har egentlig også altid syntes at tallet 18 er rimelig pænt fordi det minder mig om min fødselsdag som for 18 år siden bare var en dag hvor min mor havde rigtig mange smerter og veer og var højgravid men i dag er den 18 februar min 18 års fødselsdag og det betyder at jeg nu er voksen og jeg kan gøre alt nu dét er måske det der skræmmer mig mest

35