hvor ville det dog være dejligt hvis ***** smagte af æblejuice
så jeg kunne drikke det rent, hver morgen for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis rom smagte af 7 up
så jeg kunne drikke det rent, til hver frokost for at blive fri
fra alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis whisky smagte af lemonade
så jeg kunne drikke det rent, hver aften for at dulme smerten
der følger med alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

så hvor er det dog dejligt når hvidvin smager af glæde
så jeg kan drikke det rent, hver nat for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.

vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)

*** har rodet hår
*** har spenderet natten i hans seng igen
selvom *** sidste gang sagde
at det var sidste gang
men det sagde *** også gangen før
(og gangen før det)
og *** sagde det også til ham i morges
da han gik i bad
for at vaske hende af sig
og *** tog tøjet på fra nattens strabadser
men *** ved godt
at *** siger det igen næste weekend

Jeg står og ser mig selv gå.
Gå med min sjæl.
Jeg er ikke et helt meneske.
Jeg er bleven væk.
Ikke væk for nogen.
Væk for mig selv.
Den dag lægen sagde; det nu eller aldrig.
Stemmen sagde nu.
Hovedet sagde nej.
Nu er jeg væk.
Væk for mig selv.

folk går,
men måden de går på, forlader aldrig
intet af det du sagde,
gjorde nogen forskel,
på hvad jeg så i dine øjne,
i den måde du havde ændret dig selv så ubevidst på, sagde nok i sig selv
det er ikke det du sagde
det er alt det du ikke sagde
alt det du fortiede
alt det du skulle have sagt, for at vi som to kunne forenes
forenes før det gik galt
jeg havde igen anelse, før jeg nu, bruger al tiden jeg besidder,
på at læse alt du har skrevet, bruger tiden på tænke på alt du har sagt og gjort
i det hele så jeg en form for løgn, en form for misvisende kærlighed
du gik halvhjertet ind i noget, selvom resten af dit hjerte lå bankende og klart
hvorfor
forstår jeg ikke

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

-“Jeg elsker dig” sagde du.
-“Jeg “elsker" også dig” Svarede jeg.
Men hvis jeg skal være ærlig, så løj jeg nok.
Jeg løj.
Løj.
LØJ!
lØj..

LØGNER.
Det var hvad jeg var!
En god løgner, for du troede på mig.
En ******* god løgner, for selv JEG troede på MIG…

-“Jeg savner dig” sagde du.
-“Jeg “savner” også dig” Svarede jeg.
Men hvis jeg skal være ærlig, så løj jeg nok.
Jeg løj.
Løj.
LØJ.
lØj..

LØGNER.
Det var hvad jeg var!...

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.

*(f.b)

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

Jeg kravlede gennem dine snævre årer
da dit hjerte gik i brand
og krampede ind til
en krævende muskel
selv disse blodrøde læber
der kyssede dig indefra
kvæles i din hjerteåre der
er ikke plads til mig her og
du var den største løgner da
du sagde at
jeg var kommet hjem

For evigt sagde uret.
Mens viseren stod uden lærling,
En kold sommerdag
Mellem linjerne
Jeg hviskede et smil
Som kun verden kunne se.

Uvidenhedens byrde
Ubøjelig og støvet
Som bogen på hylden
Gerninger udviskes
Man slog med terningen.
Profitpolitik til taberne.

Profeternes livstegn,
Dagenes endelidt
Ledte til visdom
Hos den brave indianer,
Solgt som bankekød
I gårsdagens tumult.

Farvel sagde timen,
Da klokken slog tre.
Døde hen i solen.
Et matematisk spørgsmål.
Hav blot barmhjertig
Tikkende tastes tak.

det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
han havde mælkehvid hud og duftede af jordplantager,
da han sagde dit navn til din syttenårs fødselsdag
dengang du troede, ord var lavet af papmache
kan du huske, hvordan novembervinden rev i din
hud, hvordan dine negle skar mod dine ribben
det her digt er lavet af vaser, du har smadret
og nyvaskede lagner, du væltede sort kaffe udover
har du synder i dine håndflader fra alle de nætter,
du glemte at drømme?
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
ligesom det faktum, at du voksede op i en tid, hvor
kræft er mere almindeligt
end ordet
"undskyld"

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte

mine favoritpersoner har altid været dem
med sand mellem tæerne
og bølger i tankerne
(for ikke at glemme salten på deres læber)
jeg synker al skylden for disse ting
- bliver kvalt
ligesom vandmelonfrøene
man ikke måtte sluge
som mor altid sagde
disse frø voksede til planter
der aldrig visnede
jeg har gemt kys som valuta
og skyld er bare frø
og kys er bare læber
men hvad er valutakursen på hukommelsen

du gjorde mig til en
raffineret
udgave af det, jeg
lovede mig selv
aldrig at skulle være
satte hele tiden kaffe
over i et unøjagtigt
forsøg på at få tiden
til at gå lidt hurtigere
følte mig som en stum
skulptur, der blev
betragtet med nøgne
øjne og målt med blege
fingerspidser
af mennesker,
der aldrig sagde
deres navn
eller noget andet
ville ønske, du ville
erstatte mig og bare
se den anden vej

og jeg har altid sagt, at jeg gerne ville
gemme mig og blive gemt bag andres
katastrofer, så jeg søger dem, og sørger
over og under dem, gemmer mig i smalle
gulvsprækker i dit køkken, for  jeg vil jo
bare gerne være hende, der hjælper i stedet
for at være hende, der bliver hjulpet, men
dine problemer virker så tunge  og du virker
så  ligeglad, når jeg står med grønne øjne,
og fortæller dig, jeg elsker dig, og det er du  
ligeglad med nu, og det var du også i går, men
nu sitrer rødvinen pludselig  lige  omkring mit
højre ribben, og  jeg kan se silhuetter af dig ude
i gangen, men jeg tør ikke længere  at se dig i
øjnene, for mine ord er ikke nok,
det er de jo også så sjældent, men jeg ville
så gerne gøre en undtagelse, bare lige gøre dig
til en undtagelse værd  og spise morgensolen
som du altid sagde, jeg skulle, men jeg sover
altid over mig
jeg gemmer mig bag andres katastrofer,
men jeg blev væk et sted imellem
dine

mit hjerte er stadig skrøbeligt
plukker flere liljer end sidste år
men hvem skal det skrøbelige
hjerte, der er meget mindre end
normalt
forære blomster til
jeg ved det ikke længere, men
dengang var solen også varm og
dagene føltes blødere og duften
var som candyfloss og dine årer
var så tydelige og næsten smukke
mit hjerte var ikke skrøbeligt dengang
der kunne du sige alt til mig
der kunne mit hjerte bære alt fra dig
nu er mit hjerte lille og skrøbeligt
og gemmer sig bag liljer jeg vander
med rød saftevand
mit hjerte er stadig skrøbeligt
det har det været lige siden den dag
hvor du sagde, du elskede mig lidt
højere, end det var passende

endnu en aften
hvor jeg smager af billig ***** og stjålent vin
du siger månen græder, fordi cirkler kun findes i helvede
jeg genkender dine ord,
der knaser som grus under dine sko
jeg tror ikke på tårer
så vis mig dine arme,
der ligner lydløse pigeskrig
vis mig din digtsamling, du gemmer
under beskidte negle
jeg har blå mærker langs min rygsøjle,
og når jeg tænker på dig
giver det hele mening
derfor ved jeg, du tog fejl den nat,
hvor du sagde, at cirkler kun findes i helvede,
for der er jeg først om 4 dage
og alligevel
lever jeg
cirkulært

og hver gang jeg ønsker,
ser jeg omridset af dit ansigt
og føler din månehvide hud
mod mine ribben
jeg tænder en til cigaret,
men
nu kan jeg mærke mine lunger
smager af kirsebær, ligesom
den aften, du sagde, jeg var
smuk med en varm ånde og
bløde læber, der nu er kreeret
på ny; blå mærker og hende er,
hvad jeg ser, når jeg ser på dig,
men
heldigvis ses vi sjældent og derfor
ridser det i mine knogler
knager i min hjerne
at jeg stadigvæk ser dig for mig
ydmygelsen tynger mig i gulvet
duften af svaghed
og duften er magen til den
vaskepulver, du brugte dengang
men
hvad ved jeg også om det nu

jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen

*** havde skarpe øjne, der
reflekterede i plantager fra sin
mormors have
da *** kyssede mig, var mine
øjne rødvinsrøde, og mine
øjenlåg var lavet af hvide roser
åh, *** havde årer som havet
blå og flydende, som strandens
fugtige promenade
*** havde brun mascara og gul
neglelak på
hendes knogler skar mod mine
ribben, da *** lænede sig op ad
min milde krop
*** sagde ikke noget
faktisk
har jeg aldrig hørt hendes stemme,
men hver nat
drømmer jeg om genlyd fra hendes
barnekrop
og hendes lydløse
barnefrustrationer

og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

min dansklærer sagde,
vi forelsker os i sider af sjæle
vi ikke besidder
jeg forelskede mig i negle,
der skar mod pastelhud
nøgne rygge, der smagte af
honning og fersken
jeg forelskede mig i øjne,
der gik i et med universer
jeg forelskede mig i drømme
jeg glemte at drømme
og ord, der kun blev skrevet
ned
på kolde oktoberdage
med en mild brise
af honning og fersken
flimrer mine øjne
og alt jeg ser
er hende

og jeg vil nok aldrig nogensinde
helt
holde op med at skrive digte om dine blanke øjne og måden som du
sagde mit navn på
fredag aften vil jeg genopleve dine blå hænder mod min krop
og med knogler lavet af kokain
og universer groende under mine negle
vil jeg savne dig
og det, vi aldrig havde