"ryster" poems - Hello Poetry

*** står foran ham finere end nogensinde Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før, Glinsende silke med øjne og mund Og frodige bryster, der pludselige ligner puder Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke *** er blod og kød der snart ikke er til at samle Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje, de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille *** er ikke til at se nogen steder

0

May 31, 2015

May 31, 2015 at 2:08 PM UTC

frederikke-hyldgaard

*** er ikke til at se nogen steder

*** står foran ham finere end nogensinde Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før, Glinsende silke med øjne og mund Og frodige bryster, der pludselige ligner puder Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke *** er blod og kød der snart ikke er til at samle Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje, de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille *** er ikke til at se nogen steder

16

et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden. det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den ryster og hiver efter vejret og falder og langsomt smelter bort? det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri? ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller skrive et digt, jeg må gøre noget for ellers flyder jeg over af salte, kolde bølger der vælder

0

Sep 9, 2015

Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC

en-anonym-skikkelse

parkinsons

et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden. det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den ryster og hiver efter vejret og falder og langsomt smelter bort? det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri? ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller skrive et digt, jeg må gøre noget for ellers flyder jeg over af salte, kolde bølger der vælder

12

Jeg savnr at elskes, at varmes, at kunne elske. Der sker noget som jeg ikke kender til og der rører sig noget i hele min krop, den ryster, den ryster afsindigt meget. Jeg vågner og hører lyden af en knorren og fuglene i baggrunden, det er nat, jeg kunne mærke dig i et par sekunder, inden jeg drukner i sorg og det er kulsort. Hvad er det sker? I hvad befinder jeg mig? Jeg løber væk fra det onde, men kan kun finde læ under et træ fyldt med sorte fugle. Hvad er det der sker? Hvorfor er der ingen der kan røre mig, holde om mig, varme mig? Jeg er forladt og dog er alt og alle rundt om mig.

0

Feb 1, 2015

Feb 1, 2015 at 2:51 AM UTC

sophia-edens

Untitled

Jeg savnr at elskes, at varmes, at kunne elske. Der sker noget som jeg ikke kender til og der rører sig noget i hele min krop, den ryster, den ryster afsindigt meget. Jeg vågner og hører lyden af en knorren og fuglene i baggrunden, det er nat, jeg kunne mærke dig i et par sekunder, inden jeg drukner i sorg og det er kulsort. Hvad er det sker? I hvad befinder jeg mig? Jeg løber væk fra det onde, men kan kun finde læ under et træ fyldt med sorte fugle. Hvad er det der sker? Hvorfor er der ingen der kan røre mig, holde om mig, varme mig? Jeg er forladt og dog er alt og alle rundt om mig.

20

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

Fordi mine arme er grene svajer jeg i vinden Når det rusker ryster jeg Træ er et smukt materiale birk er sublimt Jeg mærker hvordan roden dræner mit køn for væske Xylem gør sit job Giver mig sved på panden Straks derefter næsten umærkeligt springer jeg ud

0

Jan 6, 2015

Jan 6, 2015 at 6:22 AM UTC

maangata

Træ er et smukt materiale

Fordi mine arme er grene svajer jeg i vinden Når det rusker ryster jeg Træ er et smukt materiale birk er sublimt Jeg mærker hvordan roden dræner mit køn for væske Xylem gør sit job Giver mig sved på panden Straks derefter næsten umærkeligt springer jeg ud

13

Og vejen flyver alkohol i blodet dig i hovedet ikke en god blanding flere mennesker bare forbipasserende stjernerne falder og bladene ligeså knæene ryster kuldegysninger nærmest forfrysninger alkohol i leveren dig i hjertet en blanding lavet i helvede følelserne begraver sig selv i jorden Og vejen flyver stadig

0

Apr 8, 2015

Apr 8, 2015 at 1:17 PM UTC

nanna-gregersen

Kold forårsnat

Og vejen flyver alkohol i blodet dig i hovedet ikke en god blanding flere mennesker bare forbipasserende stjernerne falder og bladene ligeså knæene ryster kuldegysninger nærmest forfrysninger alkohol i leveren dig i hjertet en blanding lavet i helvede følelserne begraver sig selv i jorden Og vejen flyver stadig

16

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

0

Sep 27, 2017

Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC

CecilieA

Skrig

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

3

Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen det er ubehageligt at min krop sumre og ryster jeg kan ikke sidde stille jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt panik det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert hvilket giver mig endu mere uro som så får mig til at overtænke når jeg så overtænker går det næsten altid galt og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.

0

Mar 17, 2015

Mar 17, 2015 at 1:43 PM UTC

annesofie-olsen

Uro

Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen det er ubehageligt at min krop sumre og ryster jeg kan ikke sidde stille jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt panik det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert hvilket giver mig endu mere uro som så får mig til at overtænke når jeg så overtænker går det næsten altid galt og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.

8

Når døren er åben Lader *** sit hår falde ned på ryggen Sætter håret op stramt og godt Lige på toppen af det perfekte ansigt Det hele er lige og fint Men hvad med indeni? Når døren er åben Lader *** sine kinder blusse rødt Den kolde luft er som is men den feder ikke Det er en perfekt rød farve Det hele er rødt og fint Men hvad med indeni? Når døren er åben Lader *** sig veje og måle Folk kigger og beundre den bare hud Den perfekte krop Det hele er hvidt og fint Men hvad med indeni? Når døren er lukket Lader *** tåren trille for nu er *** endelig alene Her kigger folk ikke Den perfekte krop som ryster indeni Det hele er sørgeligt og fint på samme tid Indeni er der mørkt og koldt Lad en ny dag begynde

0

Apr 24, 2017

Apr 24, 2017 at 3:07 PM UTC

Chanda-k-meyer

Ude på og indeni

Når døren er åben Lader *** sit hår falde ned på ryggen Sætter håret op stramt og godt Lige på toppen af det perfekte ansigt Det hele er lige og fint Men hvad med indeni? Når døren er åben Lader *** sine kinder blusse rødt Den kolde luft er som is men den feder ikke Det er en perfekt rød farve Det hele er rødt og fint Men hvad med indeni? Når døren er åben Lader *** sig veje og måle Folk kigger og beundre den bare hud Den perfekte krop Det hele er hvidt og fint Men hvad med indeni? Når døren er lukket Lader *** tåren trille for nu er *** endelig alene Her kigger folk ikke Den perfekte krop som ryster indeni Det hele er sørgeligt og fint på samme tid Indeni er der mørkt og koldt Lad en ny dag begynde

25

spildt smil trængende fingre, sitrende usikkerhed bizar normalitet omvendt kærlighedssang, nemesis er min bedste ven. metamorfose en ærlighed kan være sjælden udtryk for respekt, omtanke et smil, et spild ildebrænd som destruktivt potentiale alt står stille, men det ryster glem alt om myter glem alt om kvantefysikken glem alt om dig selv der er så meget mere sandhed at stille sole sig i respekter dig selv vær ærlig

0

Dec 22, 2015

Dec 22, 2015 at 2:24 PM UTC

en-anonym-skikkelse

uægte sandhed

spildt smil trængende fingre, sitrende usikkerhed bizar normalitet omvendt kærlighedssang, nemesis er min bedste ven. metamorfose en ærlighed kan være sjælden udtryk for respekt, omtanke et smil, et spild ildebrænd som destruktivt potentiale alt står stille, men det ryster glem alt om myter glem alt om kvantefysikken glem alt om dig selv der er så meget mere sandhed at stille sole sig i respekter dig selv vær ærlig

16

min næsetip er ikke længere kold vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab hænger over stolen dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og grundlæggende stærkt det kræver mod og styrke at være sårbar følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede endelig endelig endelig boblende forår sjette marts. tiende marts glade dage, lune dage

0

Mar 10, 2016

Mar 10, 2016 at 12:48 PM UTC

en-anonym-skikkelse

lunt

min næsetip er ikke længere kold vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab hænger over stolen dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og grundlæggende stærkt det kræver mod og styrke at være sårbar følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede endelig endelig endelig boblende forår sjette marts. tiende marts glade dage, lune dage

14

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:20 PM UTC

Louiselarsen22

[indprentet spillefilm]

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

37

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv. Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig, jeg tror at du synes jeg gør.

0

Jul 31, 2016

Jul 31, 2016 at 2:12 PM UTC

llcb

Papkasser

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv. Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig, jeg tror at du synes jeg gør.

3