Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Sophia Edens Feb 2015
Jeg savnr at elskes,
at varmes,
at kunne elske.
Der sker noget som jeg ikke kender til
og der rører sig noget i hele min krop,
den ryster,
den ryster afsindigt meget.
Jeg vågner og hører lyden af en knorren og fuglene i baggrunden,
det er nat,
jeg kunne mærke dig i et par sekunder,
inden jeg drukner i sorg og det er kulsort.
Hvad er det sker? I hvad befinder jeg mig?
Jeg løber væk fra det onde,
men kan kun finde læ under et træ
fyldt med sorte fugle.
Hvad er det der sker?
Hvorfor er der ingen der kan røre mig,
holde om mig,
varme mig?
Jeg er forladt og dog er alt og alle rundt om mig.
og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt
*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
et  rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide

det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
       og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.

det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen

                  kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
           ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?

        det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?

                ikke til at holde ud,    jeg må væk,    jeg må besøge ham eller
         skrive   et   digt, jeg må gøre noget

for ellers flyder jeg over

     af salte, kolde bølger der vælder
Anna Dec 2014
i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv
Matilde Jan 2015
Fordi mine arme er grene
svajer jeg i vinden
Når det rusker
ryster jeg
Træ er et smukt materiale
birk er sublimt
Jeg mærker hvordan roden
dræner mit køn for væske
Xylem gør sit job
Giver mig sved på panden
Straks derefter
næsten umærkeligt
springer jeg ud
Nanna Gregersen Apr 2015
Og vejen flyver
alkohol i blodet
dig i hovedet
ikke en god blanding

flere mennesker
bare forbipasserende
stjernerne falder
og bladene ligeså

knæene ryster
kuldegysninger
nærmest forfrysninger

alkohol i leveren
dig i hjertet
en blanding lavet i helvede

følelserne begraver sig selv i jorden
Og vejen flyver stadig
danish
Annesofie Olsen Mar 2015
Uro
Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt  panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert  hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt  og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.
tanker
Cecilie Andersen Sep 2017
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
TRANSLATED:
Screams
I can feel your hands grasping my thin limp arm. I am kicking and punching without achieving anything and a scream flays in my throat, but it won't get out. It can not get out, because it just accumulates in saliva in the right side of my mouth and lies in pickle with all of the words I did not say.

Don't get close and don't hold me, for I do not want you to hear my breathing and my gasps. I don't want to show you my heart galloping and hammering until my body shakes in horror and that I have oppression in the ears and blood rushing to my cheeks till they get hot and are being colored red, for not even my fear I will give you.

Tears that are not allowed to flow feels like the coarse sandpaper my father used to use for his light cut pieces. If I let the tears flow, it would feel like the glass he once wreaked in anger, and everything turned into small, sharp glass pieces in the silver-colored-steel sink. Suddenly I know how he felt when it all was flaming and everything spilled over. I'm screaming under water and stuck with chains and belch while stones are being thrown at me. I close the heavy eyelids over my matte eyes.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
spildt smil
trængende fingre, sitrende usikkerhed
bizar normalitet
omvendt kærlighedssang,
nemesis er min bedste ven. metamorfose
en ærlighed kan være sjælden
udtryk for respekt, omtanke
et smil, et spild
ildebrænd som destruktivt potentiale
alt står stille, men det ryster
glem alt om myter
glem alt om kvantefysikken
glem alt om dig selv
der er så meget mere sandhed at stille sole sig i
respekter dig selv
vær ærlig
min næsetip er ikke længere kold
vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser
nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen
den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser
mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab
hænger over stolen
dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og
grundlæggende stærkt
det kræver mod og styrke at være sårbar
følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede
endelig endelig endelig
boblende forår
sjette marts. tiende marts
glade dage, lune dage
Når døren er åben
Lader *** sit hår falde ned på ryggen
Sætter håret op stramt og godt
Lige på toppen af det perfekte ansigt
Det hele er lige og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er åben
Lader *** sine kinder blusse rødt
Den kolde luft er som is men den feder ikke
Det er en perfekt rød farve
Det hele er rødt og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er åben
Lader *** sig veje og måle
Folk kigger og beundre den bare hud
Den perfekte krop
Det hele er hvidt og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er lukket
Lader *** tåren trille for nu er *** endelig alene
Her kigger folk ikke
Den perfekte krop som ryster indeni
Det hele er sørgeligt og fint på samme tid
Indeni er der mørkt og koldt

Lad en ny dag begynde
Louise Sep 2016
og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere
llcb Jul 2016
Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.

— The End —