og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er

jeg danser i cirkler
i 360 grader
kraftigt farve bølger over mig
den varme stilhed bliver højrøstet
og hvad laver jeg her
uvante gulve, der klistrer mig fast
med klister, som sidder i 118 dage
men det er jo spild af skridt
kraftige farver, som forenes i ét
langt mørke der strækker sig ud
samtidig med, at det råber
en melodi
en kronisk sammenhæng af toner
og jeg suger det ind, så
det sætter sig på rygraden

hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig

med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen

øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler

  et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv

vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation

centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden

hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
     inderste organer

   reproduktive organer
      hormonelle tidevandsbølger

menstruationscyklusens dans

ligge med maven vendt mod himmelens blå favn
rygraden smelter under solens stråler og
hele kroppen synker ned i græsset
smørblomsterne, presset mellem bøgernes sider
falder ud og samles op og indrammes
to knæ i to denim-bukseben
og buksebenene, foldede
sidder på den sorte stol i det hvide ***
dine tre skønhedsknopper under trøjen
håret flettet tæt ind på hovedbunden
fire krydsede fingre og to øreringe
nede i sprækken mellem de hvide gulvbrædder