"roser" poems - Hello Poetry

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

0

Feb 2, 2016

Feb 2, 2016 at 4:01 PM UTC

en-anonym-skikkelse

endnu et digt om fremtiden

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

29

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC

HeidiHenriksen

En Afsked...

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

40

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

0

Jul 22, 2015

Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Endeligt

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

19

forevigt jeg trasker stille rundt på mine stylter som gør mig syv centimeter længere kigger op mod himlen hvor stjernerne aldrig har lyst så klart før undtagen den gang da vi sad på din altan og smilte med røde roser i munden og røgen i vores lunger dansede vi sad under præcis de samme stjerner jeg betragtede himlen og tænkte det kunne aldrig blive mere perfekt at side under denne sorte himmel med nogen andre end dig bliver ved med at spole vores liv tilbage vi er verdens største kærlighedsdrama en roman der kunne sælge tusinde kopier for vores læber er groet sammen og syet med nål og tråd og det gør ondt at sprætte op jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud og lade min blomsterhave tilgro igen bange for at du altid vil være syet sammen men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund jeg ligger her alene på en torsdag aften og dufter lidt af sort kaffe og grå røg i den seng hvor du engang lå ved siden af og fyldte min seng med kærlighed men nu er her kun mig tomhed på hvide lagner min fornuft er forsvundet jeg vil ikke gå en til dag uden dig mit skelet visner uden dig ikke meget for at indrømme det men jeg har brug for dig det er ikke en mulighed at leve uden hvordan endte jeg her en pige som mig bliver ikke forelsket men da jeg så gjorde var det forevigt

0

Mar 5, 2015

Mar 5, 2015 at 5:46 PM UTC

ungdomspoet

forevigt

forevigt jeg trasker stille rundt på mine stylter som gør mig syv centimeter længere kigger op mod himlen hvor stjernerne aldrig har lyst så klart før undtagen den gang da vi sad på din altan og smilte med røde roser i munden og røgen i vores lunger dansede vi sad under præcis de samme stjerner jeg betragtede himlen og tænkte det kunne aldrig blive mere perfekt at side under denne sorte himmel med nogen andre end dig bliver ved med at spole vores liv tilbage vi er verdens største kærlighedsdrama en roman der kunne sælge tusinde kopier for vores læber er groet sammen og syet med nål og tråd og det gør ondt at sprætte op jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud og lade min blomsterhave tilgro igen bange for at du altid vil være syet sammen men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund jeg ligger her alene på en torsdag aften og dufter lidt af sort kaffe og grå røg i den seng hvor du engang lå ved siden af og fyldte min seng med kærlighed men nu er her kun mig tomhed på hvide lagner min fornuft er forsvundet jeg vil ikke gå en til dag uden dig mit skelet visner uden dig ikke meget for at indrømme det men jeg har brug for dig det er ikke en mulighed at leve uden hvordan endte jeg her en pige som mig bliver ikke forelsket men da jeg så gjorde var det forevigt

41

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC

Louiselarsen22

[en dans på roser]

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

7

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet der er ikke en afskygning af blå eller gul jo længere jeg kigger går det op for mig at farven er grumset som rester af kaffe i morgenens krus det er nuancen 45 på farvepaletten den matcher ikke de falske roser i min vindueskarm de er cremefarvet på den uægte måde alt imens de andre attenårige drikker lattes med mønstre i køber bobler og brus og danser i høje hæle, mens de kommunikerer hvert sekund så så, sidder jeg blandt lilla blomster på mit sengebetræk og skriver ord i rækkefølge, ser på himlens ene farve jeg er ikke iblandt andre

0

Feb 28, 2015

Feb 28, 2015 at 6:31 AM UTC

sara-p

ikke iblandt andre

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet der er ikke en afskygning af blå eller gul jo længere jeg kigger går det op for mig at farven er grumset som rester af kaffe i morgenens krus det er nuancen 45 på farvepaletten den matcher ikke de falske roser i min vindueskarm de er cremefarvet på den uægte måde alt imens de andre attenårige drikker lattes med mønstre i køber bobler og brus og danser i høje hæle, mens de kommunikerer hvert sekund så så, sidder jeg blandt lilla blomster på mit sengebetræk og skriver ord i rækkefølge, ser på himlens ene farve jeg er ikke iblandt andre

22

da vi først mødtes plantede du liljer på min altan og roser i mit sind og over sommeren kom du gerne forbi for at pleje og vande dem og elskede at se dem vokse men det blev oktober og ikke alle blomster kan klare kulden og langsomt visnede alt nu er liljerne faldet sammen og jeg går ikke ud på min altan længere rosenbladene er faldet af der er kun torne tilbage i mit sind og jeg kan mærke at jeg slår rødder

0

Oct 10, 2014

Oct 10, 2014 at 2:17 AM UTC

nikoline

min tid med en gartner

da vi først mødtes plantede du liljer på min altan og roser i mit sind og over sommeren kom du gerne forbi for at pleje og vande dem og elskede at se dem vokse men det blev oktober og ikke alle blomster kan klare kulden og langsomt visnede alt nu er liljerne faldet sammen og jeg går ikke ud på min altan længere rosenbladene er faldet af der er kun torne tilbage i mit sind og jeg kan mærke at jeg slår rødder

25

Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.

0

Oct 7, 2014

Oct 7, 2014 at 9:06 AM UTC

frederikke-hyldgaard

Rådne roser

Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.

1

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm blomstrede der roser i din mund som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser forblindet narkoman en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler men en dag visnede blomsterne i din mund og dine skæve tænder kom til syne duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde men den kolde vinter fik mig til at fryse til is hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder en snefnug landede på min grædende kind jeg er færdig med afvænning du flyder ikke længere rundt i mine åre så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

0

Jan 6, 2015

Jan 6, 2015 at 6:34 PM UTC

ungdomspoet

afstand

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm blomstrede der roser i din mund som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser forblindet narkoman en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler men en dag visnede blomsterne i din mund og dine skæve tænder kom til syne duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde men den kolde vinter fik mig til at fryse til is hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder en snefnug landede på min grædende kind jeg er færdig med afvænning du flyder ikke længere rundt i mine åre så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

16

når jeg en dag dør bør mit hjerte være ved at briste med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set "dette her øjeblik vil jeg huske for evigt" et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det hvad man lader synke ind i ens person jeg vil danse hver dag med høj musik og løse lemmer og let latter helst alene jeg vil være afhængig af at danse "nu tager jeg lige min morgendans" (sådan, i stedet for løb) svede på den glade måde finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder lyserøde roser, rosenrød hjertefryd skrive bøger skrive mig ind i andres liv i de andres liv fylde et, to *** med kunst fylde mig selv med kunst balancere mig på snore på relationer på drømme danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter sejle i grønne søer klatre i bjerge printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger græde og bløde og svede og elske og fyldes som en menneskelig frugtkurv med oplevelsespapayaer, efterårsæbler, følsomhedskiwier og glædesappelsiner der er så længe til der er så kort tid til

0

May 16, 2016

May 16, 2016 at 12:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

hvad vil du så efter 3.g?

når jeg en dag dør bør mit hjerte være ved at briste med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set "dette her øjeblik vil jeg huske for evigt" et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det hvad man lader synke ind i ens person jeg vil danse hver dag med høj musik og løse lemmer og let latter helst alene jeg vil være afhængig af at danse "nu tager jeg lige min morgendans" (sådan, i stedet for løb) svede på den glade måde finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder lyserøde roser, rosenrød hjertefryd skrive bøger skrive mig ind i andres liv i de andres liv fylde et, to *** med kunst fylde mig selv med kunst balancere mig på snore på relationer på drømme danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter sejle i grønne søer klatre i bjerge printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger græde og bløde og svede og elske og fyldes som en menneskelig frugtkurv med oplevelsespapayaer, efterårsæbler, følsomhedskiwier og glædesappelsiner der er så længe til der er så kort tid til

43

drengestemmer der hvisker forførende og pigestemmer der skriger hidsigt mørket der omridser det billede af skygger der danser med røde roser i hånden og blod på tanden for vi er alle kanibaler samler på menneskehjerter som vi forsigtigt placerer i vores glasbur et ekstra til samlingen og vi æder resten af kroppen i det violetblå lys fra skærmen får vi afvide at vi ikke er gode nok så mine øjne græder rødvinstårer fordi jeg lever et liv hvor rusen er min eneste livstilstand og det er sjælendt at jeg føler mig i live i et narcissistisk samfund hvor blonde piger er de eneste prinsesser og knækkede skæve piger bare er i stykker for *** tror ikke på kærligheden og hvem vil også lege med en dukke der ikke virker? så indtil der kommer en der vil lappe hende sammen og reparere hende må *** bare side i vinduet og kigge på de andre dukker som render rundt og æder hinandens hjerter og *** drømmer om et liv hvor kærlighed ikke var lig med smerte og forelskelse ikke var en dødsdom

0

Jun 15, 2015

Jun 15, 2015 at 3:58 PM UTC

ungdomspoet

dukker

drengestemmer der hvisker forførende og pigestemmer der skriger hidsigt mørket der omridser det billede af skygger der danser med røde roser i hånden og blod på tanden for vi er alle kanibaler samler på menneskehjerter som vi forsigtigt placerer i vores glasbur et ekstra til samlingen og vi æder resten af kroppen i det violetblå lys fra skærmen får vi afvide at vi ikke er gode nok så mine øjne græder rødvinstårer fordi jeg lever et liv hvor rusen er min eneste livstilstand og det er sjælendt at jeg føler mig i live i et narcissistisk samfund hvor blonde piger er de eneste prinsesser og knækkede skæve piger bare er i stykker for *** tror ikke på kærligheden og hvem vil også lege med en dukke der ikke virker? så indtil der kommer en der vil lappe hende sammen og reparere hende må *** bare side i vinduet og kigge på de andre dukker som render rundt og æder hinandens hjerter og *** drømmer om et liv hvor kærlighed ikke var lig med smerte og forelskelse ikke var en dødsdom

33

kysset på min kind fryser min krop til is og dine sukkersøde undskyldninger smager lidt af gamle minder som jeg forlængst har begravet i den kolde vinterjord men du bliver ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig at det er for sent og jorden er død og kold nu her kan ingen kærlighed blomstre dengang det var sommer i mit sind og jeg bad dig hjælpe med at plante røde roser havde du travlt med at stikke mig med tornene og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed jeg har stadig synlige ar overalt på min krop så nu når du endelig dufter min rosenhave og siger at det burde have været dig og mig forevigt kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu er det alt for sent for jeg har allerede givet mine roser til en anden

0

Jan 7, 2016

Jan 7, 2016 at 5:20 PM UTC

ungdomspoet

rosenhaven

kysset på min kind fryser min krop til is og dine sukkersøde undskyldninger smager lidt af gamle minder som jeg forlængst har begravet i den kolde vinterjord men du bliver ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig at det er for sent og jorden er død og kold nu her kan ingen kærlighed blomstre dengang det var sommer i mit sind og jeg bad dig hjælpe med at plante røde roser havde du travlt med at stikke mig med tornene og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed jeg har stadig synlige ar overalt på min krop så nu når du endelig dufter min rosenhave og siger at det burde have været dig og mig forevigt kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu er det alt for sent for jeg har allerede givet mine roser til en anden

18

kaotiske køer på glat is i tågens slørende billede på landet ved siden af den røde traktor som han kørte i til den dag hvor motoren gik i stå ved de fældede træer som nu er en bænk til minde om den dag hans hjerte gav op og her vil mit hjerte opgive kærligheden til nykøbte navnløse køer på din jord som nu kun har syv røde roser og en gravsten med dit navn på

0

Apr 19, 2015

Apr 19, 2015 at 3:33 PM UTC

Clindballe

Navnløse køer

kaotiske køer på glat is i tågens slørende billede på landet ved siden af den røde traktor som han kørte i til den dag hvor motoren gik i stå ved de fældede træer som nu er en bænk til minde om den dag hans hjerte gav op og her vil mit hjerte opgive kærligheden til nykøbte navnløse køer på din jord som nu kun har syv røde roser og en gravsten med dit navn på

1

hvordan kan det være at dit smil minder mig om violer, at dine varmer hænder minder mig om roser, men at dine ord minder mig om tidsler

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 4:50 PM UTC

annacharlotte

kolonier på tværs

hvordan kan det være at dit smil minder mig om violer, at dine varmer hænder minder mig om roser, men at dine ord minder mig om tidsler

3