"ridset" poems
mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage
Feb 25, 2015
Feb 25, 2015 at 5:29 PM UTC
"Du er skrøbelig" sagde du.
Skrøbelig som glasskabet
I din stue.
Jeg skulle passe på
Med at åbne mig for meget.
Hvis jeg gjorde sådan
Ville jeg blive
Mere og mere ridset
Indtil jeg til sidst
Knækkede.
Aug 15, 2015
Aug 15, 2015 at 8:38 PM UTC