Hvad gør vi med regnen
i hendes øjenkrog
med fugten der
langsomt spreder sig
til smilehullet

Hvad gør vi med
oversvømmede kældre og alle hendes
brændte fingrerspidser
med de gamle fotografier af Hende
der svømmer rundt nedenunder

Fortæl mig, hvad gør vi med
falmende hænder
der længes efter hinanden
når det regner

Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe

regnen græder ned langs hendes magnetskuldre
*** er stadig blond lige dér
i novembervinden
med metalsakse i håret og
lim på fingerspidsen svajer
hendes krop elektrisk udover
en fattig altan
stiller sig på en skrøbelig
tåspids
tynger blå knæ mod ligegyldig
mur, ser mod ligegyldige horisonter
*** græder langs regnens
magnetisme

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

mens regnen siler ned bag ruderne
gemmer vi os ned i et solrigt kammer
som vi bygger under kropsvarme dyner
vi leger, vi er børn - blot for en sidste stund
vi leger at livet blot er en illusion, mens
silkebløde ben hviler mod hinanden
vi leger, vi er i paradis

jeg ser min reflektion i dig
så jeg gemmer dig i min hud
tegner skitser på papir til mine
tårer løber om kap med regnen
intet er godt nok lige meget hvad
jeg ser dig
du er overalt som duerne på gaden
dine baskende vinger skræmmer mig
for du kommer ingen vegne uden dig selv
men du bliver aldrig dig selv blot en billig kopi.

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

Jeg drømte, at du elskede mig
og du fortalte mig det
hele tiden
ved hjælp af ord
ved hjælp af blikke
ved hjælp af handlinger

Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig
og du kunne mærke mig
og vi mærkede hinanden

Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt
fortiden var glemt
fremtiden var uendelig

Men jeg er vågen nu
og det eneste, jeg kan mærke
er
kolde lagner
regnen imod ruden
omklamrende tomhed

Wir finden und verlieren uns im Moment,
Im letzten Atemzug den wir uns gemeinsam teilen
Um uns herum fängt es an zu regnen,
Es scheint, als ob die Welt wüsste wie
es in unserem Inneren aussieht.

Der kurze Augenblick zwischen Sonne und Regen,
Der kurze Moment zwischen Freude und Traurigkeit.
Es kommt und geht, das Glück zwischen zwei Menschen

Was für ein trauriger Moment, du sagtest mir wir sollen uns nichtmehr sehen
Dein letztes Bild verblasst im Tageslicht,
Zeit heilt was sie kann, doch nichts ist für immer
Und man sagt , es wird schon wieder,
Doch nichts wird wie es einst war

Die Einsamkeit von gestern nimmt mich wieder in den Arm,
Fühlt sich an wie jeder Tag,
In Gedanken bei dir, irgendwo anders
An einem Ort wo es egal ist, verloren zu sein

Es wird immer vergehen, und nie so bleiben
kommt mir vor wie damals,
Damals auf dem Balkon also du die Sterne gezählt hast

Fordi de kender mig ikke
Jeg er hende pigen som aldrig har været barn, hende med smøg i hvæs og koffein som adrenalin
Og jeg bearbejder dig ikke
men ærger mig måske en smule
fordi med dig
så var jeg forelsket
og det er det nærmeste på at være ligeglad og glad
jeg nogensinde
har været i nærheden af
Jeg tænkte kun på dig
og nu er det ligemeget
fordi skråt op med dine søde historier om pis og papir
og små suk
når regnen kom til os
fordi du forsvandt
og nu er jeg igen voksen og asken fra min cigaret svæver ned ad mig
og jeg gider ikke rykke mig
fordi jeg synes
at mit tøj skal se lige så rodet ud
som mit hoved er indeni.

et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner

*** gled fra mig og over det vil jeg altid græde
Som sol bliver erstattet med regn
blev *** erstattet med dig

Regnen rammer mit ansigt hver dag
og så savner jeg hende

Du griber ikke regning som *** gjorde
Du puster den længere over mod mig
Fryser den
så den bliver til hårde kugler af hagl

du sagde dét der

og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine tanker har kredset om det,
for der er et vivar af billeder i mit hoved.

jeg husker stadig klokkeslættet da du lænede dig selvsikkert op af springvandet og holdte om mig.

det eneste jeg husker er støvregn og hemmeligheder
men mine hvide ruskindssko er nu mørke af snavs, og så ved jeg jo at det er fra da jeg gik hjem i regnen
med læber der brændte

nogle gange ser det ud som om regnen kun falder under gadelygterne, men den falder alle vegne

på samme måde som man kan fange folk midt i en stråle af glæde og have svært ved at forestille sig at der kunne være nogle mørke sider af deres liv overhovedet

ich haben
                      nörd / nørd;
tat du vergessen mein schirm wenn es beginnen
zu regnen?
                         words in geometry,
words as geometric, shape-worthy when paired up
to grammatical slots of puncture befitting-... lost adjective;
best discovered during translation, and only thus.

the diacritics change decisively,
we are both equal to say the
encoding of north; what it says:
i have north; it's 0 being attacked,
considering the umlaut ready...
the left can't be holy... unattached to
either Mao or Stalin.. *noord...
surd english K and H... know...
or the finely attuned ear...
a billion crowns... fewer than
the number of kings usurped...
the "ß" of interchanging C and K
akin to original German S and Z...
sharpener a cheaper option worth the utility.