"pusten" poems
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC
HVAD VIL DU GØRE?
TRÆDER OG TRAMPER
FOR AT KUNNE SE
DU KAN FÅ ALT
TRAMPER OG DRÆBER
TIL DE FALDER I BUNKER.
DINE CIGS HAR FÅET DIG
DIT HJERTE HAR KOLD.
TAGER PUSTEN FRA DIG
DRÆBER
TIL DE FALDER I HOBER
LIVSNYDER
DU ER KEDSOMHEDEN
- OVERHALER DIG SELV INDENOM.
ALLIGEVEL SKAL DU FEJES OP, BLOT FOR AT BLIVE SMINKET.
DU VIL OP TIL STJERNERNE, MEN DU ER IKKE HØJ NOK.
DU SNAKKER
OG SNAKKER
SNAKKER
MEN SIGER INTET ANDET END ORDLØSE LYDE.
DU GÅR UD I NATTENS DISTRAKTION.
SKRIGER
MEN DET ER NAT
OG JEG ER LIGEGLAD.
Dec 20, 2014
Dec 20, 2014 at 4:31 PM UTC
jeg kan høre
dine nervøse
skidt
på gangen
din endeløse mumlen
din pusten og stønnen
jeg kan fornemme dit selvhad
gennem dine tomme ord
dit syge
blik
dit nervøse tonefald
din nervøse gestik
den raslen
med dine piller
dine klik med musen
der gentagende gange
får dig til at græde
dit skrig
dine råb
om hjælp
Oct 15, 2014
Oct 15, 2014 at 10:56 AM UTC
slip rækværket og kast dig ned i blomsterbedet
løb så hurtigt at du mister pusten og skraber dine knæ
May 31, 2015
May 31, 2015 at 4:20 PM UTC
Jeg mindes ikke et Før Dig
For mig findes nu kun os to
Lige siden du sparkede min dør ind
og gav genklang i mit hjerterum
Noget så nådesløst
Tog pusten fra mig,
helt hensynsløst
For mig findes nu kun os to
Alle mine ord læser Forbeholdt min elskede
Nov 7, 2016
Nov 7, 2016 at 11:41 AM UTC
eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt *** blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det
livet er abstrakt for tiden
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 5:55 PM UTC