"plantet" poems - Hello Poetry

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

0

Feb 6, 2016

Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC

holkenfeldt

Dengang vi ejede hele verden

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17. Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger. Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort. Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet I mig og min indre globe og færden, når jeg søger Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk. Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst. Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er. Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv. Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før. Dengang det hele var godt. Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke. For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

47

*** ligger på marken Hendes hud er helt bleg og hendes krop er kold. *** har lagt der siden dét skete! Marken er dækket af røde valmuer, kontrasten mellem hendes blege hud og de grønne græsstrå der giver fylde til marken, får det hele til at virke så uvirkeligt! Brutalt, hendes øjne er stadig åbne, *** kigger til siden, for selvom *** er kold, er der stadig ting *** ikke vil se i øjnene. Blodet er stivnet, hendes blod er koaguleret, ligsom hendes liv. Alt lever videre selvom *** er blevet plantet der ved en fejl, fuglene synger og insekterne spjætter, kun et spørgmål om tid før de bosætter sig på hendes korpus, og *** bliver en del af valmuemarken..

0

May 30, 2017

May 30, 2017 at 2:37 PM UTC

HazelLamb

Død

*** ligger på marken Hendes hud er helt bleg og hendes krop er kold. *** har lagt der siden dét skete! Marken er dækket af røde valmuer, kontrasten mellem hendes blege hud og de grønne græsstrå der giver fylde til marken, får det hele til at virke så uvirkeligt! Brutalt, hendes øjne er stadig åbne, *** kigger til siden, for selvom *** er kold, er der stadig ting *** ikke vil se i øjnene. Blodet er stivnet, hendes blod er koaguleret, ligsom hendes liv. Alt lever videre selvom *** er blevet plantet der ved en fejl, fuglene synger og insekterne spjætter, kun et spørgmål om tid før de bosætter sig på hendes korpus, og *** bliver en del af valmuemarken..

7

kigger ind på lejlighederne og gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af vægtløshed og mørkeblå og bålrøg som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i mit hoved når jeg tænker på det perfekte som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik verden er opløselig ubetinget tidsløshed livet er elastisk hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg aldrig har været mit eget menneske før og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen det hele er slimet og formløst i min forståelse jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en sejlbåd midt i saltvandet hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed saltvandet

0

Apr 23, 2016

Apr 23, 2016 at 6:04 PM UTC

en-anonym-skikkelse

smelt

kigger ind på lejlighederne og gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af vægtløshed og mørkeblå og bålrøg som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i mit hoved når jeg tænker på det perfekte som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik verden er opløselig ubetinget tidsløshed livet er elastisk hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg aldrig har været mit eget menneske før og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen det hele er slimet og formløst i min forståelse jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en sejlbåd midt i saltvandet hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed saltvandet

21

Mit hoved Synger negative tanker Fodrer min nethinde med Grusomme scenarier Dræber hver en lille blomst Jeg har plantet Før de nåede at gro fast

0

Nov 15, 2013

Nov 15, 2013 at 8:46 PM UTC

jd-2

Depression

Mit hoved Synger negative tanker Fodrer min nethinde med Grusomme scenarier Dræber hver en lille blomst Jeg har plantet Før de nåede at gro fast

7

at spænde ben for sig selv, slå knuder på sine samtaler, sin eksistens kategorisere sig selv som et håbløst tilfælde og så give op mentalt tysse på dialoger, trække sig ind under sin skal, sit skjold, som et skaldyr overfor havets bølger knirkende knogler, vokseværk, under huden som frø plantet i mørk, tung, tryg muld, en spire på vej op, skrøbeligt grøn og tillidsfuld løb en risiko! dæmpet, som under et vattæppe verden udenfor, der bankes snart på døren hold vejret, nyd stilheden livet venter

0

Nov 24, 2015

Nov 24, 2015 at 3:28 PM UTC

en-anonym-skikkelse

lonerism

at spænde ben for sig selv, slå knuder på sine samtaler, sin eksistens kategorisere sig selv som et håbløst tilfælde og så give op mentalt tysse på dialoger, trække sig ind under sin skal, sit skjold, som et skaldyr overfor havets bølger knirkende knogler, vokseværk, under huden som frø plantet i mørk, tung, tryg muld, en spire på vej op, skrøbeligt grøn og tillidsfuld løb en risiko! dæmpet, som under et vattæppe verden udenfor, der bankes snart på døren hold vejret, nyd stilheden livet venter

9