I de hvide lagner opstår de hvide løgne. Forskruede sandheder der uden tøven er klar til at passere dine læber unden at overveje konsekvenserne. På deres vej mellem dine læber og mit øre, overvejer de ikke een gang hvem de kunne såre, eller hvad de kunne ødelægge.
De danser blot gennem luften, ubekymrede og smålige. De tre små ord, med den største betydning. Men jeg anser det ikke. Jeg er for betaget af din ydre skønhed til at indse at du, i mine hvide lagner fortæller hvide løgne.

jeg så ham
han så mig
jeg bumpede rent faktisk ind i ham
ham den fremmede
den fremmede jeg for blot fire måneder siden lå ved siden af
blev holdt af, og holdte om
jeg så ham
men han så igennem mig
kiggede mig hurtigt i øjenene
ikke som dengang det virkede som hans eneste mål i livet, at se på mig
ikke som dengang han kaldte mig sin
jeg så ham jeg savner
ham der fik mig til at stå på altanen og overveje at tage springet fra femte
da det hele gik galt den gang
det aner han intet om, gudskelov, det fortjener han ikke
han kiggede på mig som om han aldrig havde gjort mig ondt
som om at jeg aldrig havde rørt ham
ikke engang en enkelt gang
prøvede at glemme det
drikke lidt for meget, som jeg næsten altid gør for at glemme ham
men det hjælper aldrig helt
for jeg ender altid med en anden
og så ligger jeg der med to drenge
den ene omkring mig
den anden i tankerne
jeg så ham
han så mig
jeg ville ønske han havde holdt mig, bare én gang til