"overbevise" poems
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
Og med et, blev jeg mig selv igen
Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu
Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig
Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig
Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende
Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det
May 26, 2019
May 26, 2019 at 6:21 PM UTC