"organer" poems - Hello Poetry

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

0

Jan 20, 2015

Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Vinter

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

16

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens. Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes. Dem. Jeg. Hvem? Jeg tror, at jeg bevægede mig - Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem. Forpustet, forkommen, forladt. Blå. begyndte jeg at se monstre i spejlet i stedet for under sengen som ja, dengang. Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt. Om hvordan længere ud, ikke var langt nok. Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok. Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres. Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres. Om at samvittigheden bliver for ivrig. At vi skal knuselske alt blåt, at det aldrig bliver blåt nok, at vi en dag nok skal blive væk.

0

Apr 8, 2015

Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Blåligt

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens. Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes. Dem. Jeg. Hvem? Jeg tror, at jeg bevægede mig - Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem. Forpustet, forkommen, forladt. Blå. begyndte jeg at se monstre i spejlet i stedet for under sengen som ja, dengang. Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt. Om hvordan længere ud, ikke var langt nok. Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok. Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres. Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres. Om at samvittigheden bliver for ivrig. At vi skal knuselske alt blåt, at det aldrig bliver blåt nok, at vi en dag nok skal blive væk.

17

dine flotte, bløde læber, der burde møde mine, hele mine brugte læber, men i stedet, langsomt mimer, desperat eller måske er det bare mine tanker, for hver gang jeg ser dit navn, så synker mit hjerte, helt ned til mine fødder, knuser alle mine organer på vejen ned hver gang jeg ser dit navn, så tænker jeg på den aften, den følelse, de læber, den ydmygelse, som ikke kan forstås, men kun føles langsomt, trægt, som du var i slowmotion, fuldstændig som jeg er der, lige nu, kan jeg mærke hvordan det føles, dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig, men på jorden, for at undgå mig, dine flotte læber, der snakkede med hende, i stedet for at snakke med mig, din trang til at gå, gå langt væk fra mig, langsomt, lige forbi mig, langsomt, og som dine flotte læber, langsomt mimer, desperat, bevæger mit hjerte sig ned, langsomt, bliver jeg mast, indefra langsomt dræber synet af dit navn, mindet, mig,

0

Jan 8, 2015

Jan 8, 2015 at 5:19 PM UTC

Ordogdetder

mast indefra

dine flotte, bløde læber, der burde møde mine, hele mine brugte læber, men i stedet, langsomt mimer, desperat eller måske er det bare mine tanker, for hver gang jeg ser dit navn, så synker mit hjerte, helt ned til mine fødder, knuser alle mine organer på vejen ned hver gang jeg ser dit navn, så tænker jeg på den aften, den følelse, de læber, den ydmygelse, som ikke kan forstås, men kun føles langsomt, trægt, som du var i slowmotion, fuldstændig som jeg er der, lige nu, kan jeg mærke hvordan det føles, dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig, men på jorden, for at undgå mig, dine flotte læber, der snakkede med hende, i stedet for at snakke med mig, din trang til at gå, gå langt væk fra mig, langsomt, lige forbi mig, langsomt, og som dine flotte læber, langsomt mimer, desperat, bevæger mit hjerte sig ned, langsomt, bliver jeg mast, indefra langsomt dræber synet af dit navn, mindet, mig,

43

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

0

Jan 3, 2015

Jan 3, 2015 at 2:30 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Inhibitere

Jeg frygter fremtiden, at fortidens spor, der er i dag er altafgørende alt vi gør er at kæmpe for at eksistere. Smagen af verden ændrer sig, og hvor skal jeg gå hen? Weekendens distraktioner bliver en inhibitor der holder fast i glasøjne og naivitet. Jorden er sort og jeg ser mine organer blive gennemboret af snefnuggene, der falder. Tankeløst. I et splitsekund, forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig. Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder. Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen. Jeg kan se mine lunger punktere og skyerne kommer nærmere, og jeg ser det falde, nattens blod eller din sjæl? og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud, men intet kan jeg mærke. Jeg smadrer min hånd Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer. Når du siger mit navn vokser der universer på min krop "månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op. Man skulle have været barn af en anden tid.

27

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

0

Jul 22, 2015

Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Endeligt

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

19

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

0

Dec 21, 2014

Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Til jeg gik hjem

Natten omslutter os som ringe af stål. Jeg vil se igennem dine øjne, transparent hele vejen. Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen. Tåget og tung af medicin ser jeg dig. Mørke og reptiløjne. Kolde som sne. Kyniske. Solsystemet danser over jorden af bregner. Man er forpligtet til at tænke håbefuldt, men jeg tænker ikke håbefuldt. - men famler i blinde med kolde hænder. Isblå negle og blodmangel. Lad os gå sammen, tænker jeg, men tier. Sætter mig i stedet sammen med de andre og vi klipper huller i hinandens hud. Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og drager mig ud i natten. Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig. Der er en indebrændt stemme i min hals og for enden af halsen sidder munden. Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke, men med sammenbidte tænder, skriger jeg. Efter hvad aner jeg ikke. Inhalerer det sidste marv ud af dagen og hoster den ud med bræk. Samfundet er dødt, og jeg vil ikke længere forestille mig livet med lungerne fyldte af kviksølv. Jovist har vi været i det grønne. Jovist. Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig. Jeg ligger søvnløs i mælkevejen diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud. Stjernedød. Jeg lytter til deres stemmer, ser dem igennem øjnene og på et tidspunkt går jeg hjem.

37

jeg ser dig gå i stykker jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt jeg ser dit univers ramle men bare rolig jeg samler dine skår op jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig der flyder nu sort blod fra mine åre jeg distrahere fra smerten du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

0

Mar 5, 2015

Mar 5, 2015 at 5:28 PM UTC

sssk

analyse

jeg ser dig gå i stykker jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt jeg ser dit univers ramle men bare rolig jeg samler dine skår op jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig der flyder nu sort blod fra mine åre jeg distrahere fra smerten du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

11

Jeg er så stresset Med hovedet under vandet, så jeg ikke kan få vejret. Så jeg græder og græder Indtil der kun er blod og organer tilbage i min krop Så jeg vågner op tørstig Men stadig med hovedet under vand.

0

Oct 14, 2015

Oct 14, 2015 at 5:07 PM UTC

llcb

O2 + H2O + C21H30O5

Jeg er så stresset Med hovedet under vandet, så jeg ikke kan få vejret. Så jeg græder og græder Indtil der kun er blod og organer tilbage i min krop Så jeg vågner op tørstig Men stadig med hovedet under vand.

10

Du var kortvarig som et jag af smerte Mit hjerte faldt ud og landede i dine hænder men du kunne kun se det når snefnuggene havde gennemboret dine organer Jeg er glad for at jeg er stærkere end dig og du kan være sikker på at jeg lære at leve før dig

0

Jun 10, 2014

Jun 10, 2014 at 9:13 AM UTC

Splitsekund

Du var kortvarig som et jag af smerte Mit hjerte faldt ud og landede i dine hænder men du kunne kun se det når snefnuggene havde gennemboret dine organer Jeg er glad for at jeg er stærkere end dig og du kan være sikker på at jeg lære at leve før dig

10

Jeg indhalerer dine ord sammen med lidt røg og støv. Ned ad halsen så ilt må vente og lungerne græder efter det. Jeg ventede jo i et stykke tid på dig og dine grin, men sådan her ender det jo altid. Mig der kvæler mig selv, og dig der taler og ser på mig imens. Mine "Smukke brune øjne" ik? Nu er du her ikke længere Så ilten kan igen danse rundt i mine organer istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne Men mærkeligt er det jo; at jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg kan trække vejret.

0

Feb 1, 2016

Feb 1, 2016 at 10:48 AM UTC

llcb

Punkterede lunger osv

Jeg indhalerer dine ord sammen med lidt røg og støv. Ned ad halsen så ilt må vente og lungerne græder efter det. Jeg ventede jo i et stykke tid på dig og dine grin, men sådan her ender det jo altid. Mig der kvæler mig selv, og dig der taler og ser på mig imens. Mine "Smukke brune øjne" ik? Nu er du her ikke længere Så ilten kan igen danse rundt i mine organer istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne Men mærkeligt er det jo; at jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg kan trække vejret.

20

hvilken stilstandsform har du? jeg er opløst i vand alle mine celler omringer mig med mine dyrebare bloddråber susende runt i invendige rør-systemer arvæv beskytter sjælen øjet, et objektiv, kiggende glemmer sit blinde punkt mine blinde vinkler et stillads af knogler opbygget af ældgammelt stjernestøv vrimlende med knoglemarvs-håndværkere, biologisk renovation centralnervesystemet dybdeborende, som kolde fingre langs rygraden hofteskålens svajende og beskyttende hånd om mine indre organer inderste organer reproduktive organer hormonelle tidevandsbølger menstruationscyklusens dans

0

Feb 26, 2016

Feb 26, 2016 at 8:31 AM UTC

en-anonym-skikkelse

kroppen

hvilken stilstandsform har du? jeg er opløst i vand alle mine celler omringer mig med mine dyrebare bloddråber susende runt i invendige rør-systemer arvæv beskytter sjælen øjet, et objektiv, kiggende glemmer sit blinde punkt mine blinde vinkler et stillads af knogler opbygget af ældgammelt stjernestøv vrimlende med knoglemarvs-håndværkere, biologisk renovation centralnervesystemet dybdeborende, som kolde fingre langs rygraden hofteskålens svajende og beskyttende hånd om mine indre organer inderste organer reproduktive organer hormonelle tidevandsbølger menstruationscyklusens dans

24