Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke.

*f.b

i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv

tid er bare noget mennesker har skabt
så ens liv ikke virker mindre værd
end det faktisk er
for vi er omringet af uendelighed
der snart vil få en ende

omklamrende ligegyldighed
  falsk sødme
        hvem er hvor?

  lysende stod du
omringet, omtåget
    ubekymret? uberørt af følelserne
grotesk og ligegyldigt på samme tid
       snore og livsliner og blodårer og røg

kan ens bedste og ens værste egenskab udligne hinanden?
          konstant uligevægt
   balancegang

              besværlig ligegyldighed
vattet
     hvor er vi? hvem er vi? overfor hinanden?

lysende sind, matte øjne
    opgivne dagdrømme, sukkende potentiale
  tung kontakt, fremmedgjort personlighed

klistret
    hvem er vi? hvor er vi?

uvelkommen invitation (på eget initiativ)
           robot-agtigt tvinges følelserne til at vakuum-pakke sig og fylde
intet

    er vi? hvem?

hendes læber fangede hans blik
fyldige men sarte som et rosenblad
hendes store øjne med de lange vipper
som et dådyr
grønne som nåle på et grantræ
han stirrede direkte ind i dem
fortabte sig i dybet
hvor han så hendes sjæl
forbløffet over den godhed og rummelighed
han fandt
som en sol der titter frem bag grå skyer
*** var nærmest altid omringet
af en form for lys
glødende
han var taknemmelig for hver en kurve
hendes krop bølgede sig i
maveskindet der var så fint og blødt
hendes lange ben
som bar hende yndefuldt rundt på
jorden
hendes brune lokker
med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag
fik hende til at ligne noget fra et
modeblad fra tredserne
og der var en slags ydmyghed
over måden *** bare ikke kunne
tage imod et kompliment uden
at blive forlegen
som om *** ikke selv kunne se
hvor fuldstændig håbløst smuk
*** egentligt er
hendes latter og stemme
sød og skrøbelig
hendes bevægelser der nærmest
var filmiske
som om *** dansede på en scene
han blev fascineret af hele hendes væsen
og fandt hende meget sexet
på en måde som er svær at forklare
han sagde til hende at
*** lignede lidt et kys
og et kys blev *** til