"ofre" poems
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke
(Marolle)
Aug 5, 2015
Aug 5, 2015 at 7:02 PM UTC
hver nat
lægger solen sig til at dø
så månen kan pryde natten
og hver morgen
trækker stjernerne sig tilbage
så solen kan lyse jorden op
og på præcis samme måde
holder jeg mig væk
fra cafeen
hvor vi altid drak kaffe
fra gaden
hvor vi havde vores første (og sidste) kys
og fra kælderen
hvor vi gjorde vores bedste fund (hinanden)
ene og alene for at
du
kan fungere
Dec 22, 2014
Dec 22, 2014 at 2:16 PM UTC
På vejen med Gyldne træer
Idyliske huse
Ensomme søvnfyldte øjne
En vej kun Forundt de færeste
Forfulgt af de fleste
Rejsen dertil er Hård
Farlig
Trættende
Men også
Givene
Forklarende
Dræbene
Den kan kun fuldføres på enehånd
Kun jeg kan komme igennem
Denne vej kræver respekt
Respekten for at klare rejsen
Respekten for at ofre alt
Respekten for at stå alene tilbage
Jeg står nu foran målstrejen
Et fatamogana
Uvirkeligheden
De sørgeliges paradis
Var det rejsen værd?
Jeg bor nu på de fortabtes gang nr 4
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 8:57 AM UTC
formen på et teenagehjertes begær
en streng eller
en klat eller
et levende, pulserende væsen
der bevæger sig i en hvilken retning den vil, på jagt efter ofre, snylteplante, plet på væggen, på lungerne, på himmelvævet
smagen af et uskyldigt
strejf på kinden
varmen fra en hånd
på ryggen, lænden, en længsel
lyset fra forvirrede følelser,
genskæret fra de forvirrede signaler
gadelampen, dine converse, vores stemmer
LYDEN: en banken - vi er her virkelig. det er virkeligt at vi er her - det er lige her, vi er.
Sep 7, 2015
Sep 7, 2015 at 4:47 PM UTC