Nuancer poems on Hello Poetry

sabinasophie Feb 2015

jeg finder min trøst i sort poesi, du ikke forstår
mit porcelænshjerte er vandaliseret og
mine ribben skriger
du bydder mig din eskapisme
og jeg bydder mig selv metalsølv smerte
vi er kun børn, men jeg er vokset op i takt med en ballerina på det kongelige teater
derfor forstår du ikke hvad jeg forstår
og du ser ikke hvad jeg ser
små hvide linjer danser så fint omkring på min krop og blodige minder jager min hukommelse og jeg fortæller ikke mere
min rygsøjle er i kontant smerte, grundet alle de upubliceret hemmeligheder den hver dag bærer på
i et sort hul med duft af sprit befinder jeg mig, tynget og jeg kan ikke finde vej

et elektrisk sind - sabina sandager

#dansk #poesi #jegelskerdig

Anna Dec 2014

grå nuancer

man tror man er så ekstraordinær
man deler alt,
tanker, meninger, tyggegummi og selv ens eget hjerte
kun for at opnå en form for accept
accept og forståelse
godkendelse af samfundet
de rigtige beskrivelser
og det rigtige filter over sig selv
så er du endnu en i mængden
gem dig ikke, skjul ikke dit talent
brug det til at lyse gennem denne
sorthvide verden som vi kender den
hvis du gemmer den mindste nuance af grå, så blænd os
vi vil gerne blændes af din unikke sjæl

isabella leonora bech Mar 2015

jeg havde det godt, før du havde det elendigt

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

- digte om onsdage

isabella leonora bech Aug 2014

i dag

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

isabella leonora bech Dec 2014

tidsfordriv

og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt

isabella leonora bech Feb 2016

strandobservation

*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv

- digte om alt det, der perciperes på orange dage

isabella leonora bech Sep 2014

afhængige øjne

jeg vil male nuancer af din hårfarve ind i mine knogler, og jeg vil røre dine nøgne kraveben indtil mit hjerte forvandles til kold metal
min mor fortalte mig, at blå øjne er farlige
men jeg lovede, jeg aldrig ville blive afhængig
her er jeg så
med kindben lavet af ******
planter voksende ud af min hovedbund
jeg får hjemve, når jeg sidder i min stue med blank kaffe
og når jeg tænder en cigaret, kan jeg mærke dine læber skære i mine lunger

- digte om det, der aldrig skete

Frederik B May 2014

Fuldmåne

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

Det er ikke færdigt, men jeg har mistet motivation.

#dansk #danish

sabinasophie Mar 2015

vi havde det så godt, sammen

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

sabina sandager

#poetry #dansk #danish #poesi

Emilie Vedel Hagelskjær Dec 2014

Sårbart

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.

ungdomspoet Mar 2015

stjernestøv

de bedste aftner er dem hvor stjernestøvet falder fra himmelen
hvor jeg lader mig forhekse af smukke drenge stemmer der
charmerer mig og lader deres hænder føle mine kvindelige former
under diskokugler og kulørte lamper danser unge piger rundt på
høje stylter iført stramme kjoler i 50 nuancer af sort
og har hængt sig selv op i det lækreste frækkeste sorte blonde lingiere
i håbet om at de i aften finder en mand
der vil elske dem for en nat og give dem en smule af den kærlighed
de fortjener
jeg er en af de piger
og mine aftner er altid bedst når stjernestøvet falder fra himlen og jeg
lader mig forhekse af dine smukke ord når du læser knækket poesi
op for en knækket pige og maler mine kinder lyserøde
de aftner hvor vi glimtre og glitre
det er de bedste aftner

sara p Apr 2015

snurretop

den hurtighed, der har omringet os er en, som vi alle forsøger at løbe i hælene på, omfavne og vise at vi elsker
men vores Nike Free 4.0 bliver pludselig fyldt med bly
mørkegrå, tonstunge, bindende blyklodser, der hiver og trækker kroppen ned i gruset, der smuldrer mellem fingrespidserne, alt imens hurtigheden får et kilometer langt forspring
pludselig ligger vi der, pulsen falder ned til et punkt, hvor den dunker i takter, der bemærkes og føles
noget lyd er omkring dig, præcis hvad det er, ved du ikke helt: det lyder dog bekendt, hvilket giver en blussende, varm fornemmelse i kinderne, og da hører du det - fuglekvidre
en sammensætning af glade toner, der tilsammen udgør en melodi, som letter dig fra jorden
de olivengrønne træer bliver tværet til siden, som om du kørte hånden over et vådt maleri, for du bevæger dig i bløde piruetter på tåspidsen, og mærker solens nuancer indeni
langsomheden står ved din side og snurrer i cirkler sammen med dig, inderst inde, helt nede i maven, der ved du godt at noget er forandret, men det siger du ikke noget til.

Maja Klit Mar 2015

De

Gennem fedtede ruder
skyernes nuancer skifter

De er kommet indenfor
Ind under dynen

Der er ingen originaler
De viser os kun kopierne

Skærmen flimrer
vi nærmer os det sorte hul

— The End —