at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

et stille øjeblik
mens musikken dunkede og folk dansede
drevet af lyster
begær
eller rutine?

ødelagde et naivt hjerte
som nu græder over den mand, *** aldrig kunne kalde sin

sitrende og boblende vredestårer
over en veninde, *** nu ikke længere kalder
sin eller nogens

stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder

du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme