forevigt jeg trasker stille rundt på mine stylter som gør mig syv centimeter længere kigger op mod himlen hvor stjernerne aldrig har lyst så klart før undtagen den gang da vi sad på din altan og smilte med røde roser i munden og røgen i vores lunger dansede vi sad under præcis de samme stjerner jeg betragtede himlen og tænkte det kunne aldrig blive mere perfekt at side under denne sorte himmel med nogen andre end dig
bliver ved med at spole vores liv tilbage vi er verdens største kærlighedsdrama en roman der kunne sælge tusinde kopier for vores læber er groet sammen og syet med nål og tråd og det gør ondt at sprætte op jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud og lade min blomsterhave tilgro igen bange for at du altid vil være syet sammen men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund
jeg ligger her alene på en torsdag aften og dufter lidt af sort kaffe og grå røg i den seng hvor du engang lå ved siden af og fyldte min seng med kærlighed men nu er her kun mig tomhed på hvide lagner min fornuft er forsvundet jeg vil ikke gå en til dag uden dig mit skelet visner uden dig ikke meget for at indrømme det men jeg har brug for dig det er ikke en mulighed at leve uden hvordan endte jeg her en pige som mig bliver ikke forelsket men da jeg så gjorde var det forevigt
frostgrader ensomheden og kulden januar måned selvom man pakker sig ind i flere lag trænger kulden sig ind ved enhver mulighed arbejder frosten sig ind til knoglerne, til selveste væsenets væv, kerne, oprindelse
forbløffende foranstaltning knugende følelse 'hvad nu hvis?' nyt men som alt andet mulighed og umulighed forbarmende; forpustet at passe på sig selv er ikke altid let
