Jeg kan høre grin og høje råb
Lange suk og næser som forsigtigt snøfter
De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet  trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak.
Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde ***, piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang.
Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag.
Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel.
Jeg er her, det er aften.
Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke.
Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det.
For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt

blot et par måneder siden, ville selv det mindste tegn på oprigtighed vise sig ved sentimentalitet
Vi ville grine og nyde sommeraftener sammen, vi ville skåle for vores dybe samtaler svøbt i champagne
vi ville fortælle sandheder og hvide løgne, og ingenting ville kunne males ovenpå det lærred af glæde og kreativitet vi havde formet
Men når det kom til stykket
Ville vi ikke dele oplevelser eller indre tanker, end ikke når det var vinter og det regnede og var koldt
Vi ville ikke drikke kakao sammen, og varme os ved pejsen
Nej, om vi ikke ville sprede selviskhed og irritable toner
Fordi at tiden heler ikke sorg, den lindrer bare og vi fortrænger
Hvilket er det jeg tror der skete
Vi fortrængte minderne
Og det kan vi ikke gøre noget ved

der er så meget at snakke om men jeg vil være stille
alt jeg ønsker er at det kan være
u k o m p l i c e r e t
og det er det måske
men sådan føles det ikke
de mindste handlinger de mindste følelser blæses ude af proportion
perifære fantommennesker i mørket
perifære fantomfornemmelser i natten
syrenerne på mit bord er ved at visne
hvis jeg føler noget, føler jeg det
hvis ikke gør jeg ikke
så simpelt så uendeligt indviklet
det er så ligetil at jeg bliver rundtosset
mit værelse er endelig rent men mine tanker er rodede
ville gerne feje i mine følelser men
jeg elsker det uforklarede

Se på mig, når jeg
  Taler med en anden
    Danser let og ler
      Mærker musikken
        pumpe i mine vener
          Trykker vinen mod min gane
            Lukker mine øjne langsomt            
              Bevæger mine ben

Ser du?

Jeg er ikke ligeglad
Men i det mindste
er jeg  *lige glad

man tror man er så ekstraordinær
man deler alt,
tanker, meninger, tyggegummi og selv ens eget hjerte
kun for at opnå en form for accept
accept og forståelse
godkendelse af samfundet
de rigtige beskrivelser
og det rigtige filter over sig selv
så er du endnu en i mængden
gem dig ikke, skjul ikke dit talent
brug det til at lyse gennem denne
sorthvide verden som vi kender den
hvis du gemmer den mindste nuance af grå, så blænd os
vi vil gerne blændes af din unikke sjæl

Kan du i det mindste ikke bare åbne min besked?
så jeg kan se, at du har set
mit hjerte
Nu er det syv timer gammelt
mit røde hjerte
og du har ikke lyst til at læse det
av

jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

Jeg glemmer aldrig den dag jeg første gang fortalte om smagen af mine tåre, om stenen i mit hjerte og om smerten i mit bryst.
Da jeg fortalte de tanker jeg altid har været bange for at tænke og hvordan jeg følte mig tusinde kilo lettere efter.  Hvordan to hænder, to læber og to kroppe mødtes til en leg, hvordan du fuldendte mig og hvordan du ubevidst gjorde livet værd at leve.
Din berøring og din accept var så tilfredstillende og kompletgørende  at de selv de hårdeste stunder pludselig virkede overkommelige.

Du overtog mig med en sådan omhug, du gjorde at mit hjem føltes som et hjem og at mit liv føltes som et liv.
Selv din mindste berøring jog selv den værste smerte bort, og selvom jeg ikke altid siger det, så sætter jeg pris på din eksistens.
Jeg sætter pris på din medmenneskelighed, din vejrtrækning og din måde at se verden på.

Du har åbnet mine øjne for verdens vidunderlighed, og jeg har indset hvor utroligt heldig jeg er. Tak.

jeg har ikke spist siden klokken 05:37 i nat
men det er vel egentlig okay
i det mindste gør sulten i min mave, ikke nært så ondt
som den smerte du påførte mig
da du smuttede

Nogen dage vil det stadig overvælde
Det vil komme i bølger
Og de dage, vil det at leve være forkert
Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket
De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret
Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig
Og selv den mindste bevægelse er utænkelig
Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule
Og der bor man for en stund
Lammet
Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.          

Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.

Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.

se på mig i mængden, se mig danse og skråle med.
læg mærke til hvor meget glæde jeg ynder at beherske.
bemærk hvor frembrusende min personlighed er,
når jeg har blot en smule alkohol i blodet.
se mig, se hvordan jeg griner og nyder opmærksomheden.
jeg hvirvler rundt om mig selv, lukker øjnene
jeg nyder musikken, og alkoholen der dunker i mine ører
jeg bilder mig selv ind at jeg er så glad, jeg er en lyslevende stjerne
men jeg spejder hastigt efter dit blik engang imellem,
håber du lægger mærke til mig
jeg håber så inderligt du ser hvor sjovt jeg har det uden dig
og trods jeg har bemærket at du ikke betragter mig mere
så bliver jeg endelig ved
selvom det stikker i maven, det prikker i min hud
ja, selvom du ikke bemærker mig den mindste smule
så kaster jeg hovedet tilbage og synger så højt jeg kan
se på mig.
se hvor glad jeg er uden dig

Forleden en dag

Cyklede jeg hjem i mørket

Jeg kiggede op og himlen var klar

Stjernerne glimtede

Og mine våde øjne blinkede

Tårerne ned af mine kolde kinder

Og jeg tænkte

At vi i det mindste sov under samme himmel

Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu

Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu

Please
Lad nu ******* vær med at opfør dig som en på tolv, hvis du alligvel ikke besidder sindet af en
Du forstår ikke hvordan man kan være ansvarsløs, du ansvars fralæggende
Du ikke nysgerrig, du er invaderende
Du ******* heller ikke engang bare pre-teen sur, du syg i bolden

Så næsten gang du forsøger at drible mig rundt og lade som om du er en du ikke er, så hæv dog i det mindste aldersgrænsen

JEG HAR LYST TIL AT BANKE DIT HOVEDE NED I ET BORD
SÅ MANGE GANGE AF DIT ANSIGT VENDER INDAD OG SÅ BLODET PIBLER UD AF ALLE SYNLIGE ÅBNINGER
jeg synes at olieslip er smukkere end din kærlighed
rådne frugter dufter sødere end dig
knust glas hænger mere sammen end dine langt ude forfatninger
du lyver for at få det til at give mening
du er for stolt
JEG HAR LYST TIL AT SE DIG GRÆDE IGEN
elsker at du hader mig
for så føler du i det mindste stadig noget