du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten

mit hjerte er stadig skrøbeligt
plukker flere liljer end sidste år
men hvem skal det skrøbelige
hjerte, der er meget mindre end
normalt
forære blomster til
jeg ved det ikke længere, men
dengang var solen også varm og
dagene føltes blødere og duften
var som candyfloss og dine årer
var så tydelige og næsten smukke
mit hjerte var ikke skrøbeligt dengang
der kunne du sige alt til mig
der kunne mit hjerte bære alt fra dig
nu er mit hjerte lille og skrøbeligt
og gemmer sig bag liljer jeg vander
med rød saftevand
mit hjerte er stadig skrøbeligt
det har det været lige siden den dag
hvor du sagde, du elskede mig lidt
højere, end det var passende

mere eller mindre enten eller
det er ligemeget
efter efteråret er det vinter
det er elegant sneen dækker det hele
natten er dunkel
men dér i midten af himmelen lyser en stjerne

shh shh stille
se sådan som solen skinner gennem skyerne
se hvordan strålerne slikker din hud
synes du lidenskaben i lyset er spektakulær?
solen er den største stjerne
skønt du kommer straks efter

at tænke tanker tænder intellekten
ti tusind ting at tænke i timen
tak til tænkning utak til tristhed
tag fat i din tekop
teen er tempereret
det er som at træde på tidsler

det hele er et halvt år siden
tid er sådan en mærkelig målestok
det er slet ikke blevet nemmere
bare blevet mindre væsenligt

hvis det havde været søndag
havde jeg nok grædt en lille smule

Alt er blevet mindre, mens tvivlen er blevet større
Det er derfor jeg står og banker lydløst, på din splintrede trædør
Det er som om du hverken kan se eller høre
For jeg skriger dig jo i hovedet som aldrig før
Intet, er det eneste du gør
At lukke verdenen ude, er alt du tør.

*(f.b)

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

jeg følte mig så lille og svag
men så tænkte jeg på stjernerne
der er så store og smukke
trods distancen får dem til at glanse mindre end deres eksistens

jeg troede du elskede mig
men så kom jeg i tanke om
at vi også tror månen er tæt på
når den i virkeligheden
er mere end
384.405 km væk

du ser yndig ud
lænet op ad væggen med den ene fod vippet sidelæns
med tankerne ude på tøjet
men din kjole er sort
så de forsvinder
væk
og væk er du
væk på dansegulvet
hvor de træder på dine tæer
og kysser dine fingre
mens de desperat vil have mere
og du desperat vil have mindre
men du tør ikke sige det højt
så du får alt det du ikke vil have
og du siger pænt tak og smiler
og du vil gerne give igen
men du har intet at give
som de ikke selv kan tage

uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare

jeg ved ikke hvad jeg fortryder mest
at holde din hånd
og mærke det jeg inderligt begærer
eller ikke desto mindre at ignorere de tusinde og atter tusinde
tegn på at du var min, og jeg var din
inden det var too late

et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

tid er bare noget mennesker har skabt
så ens liv ikke virker mindre værd
end det faktisk er
for vi er omringet af uendelighed
der snart vil få en ende

efterhånden havde jeg glemt hvordan det var at nyde det
jeg havde glemt
hvorfor jeg gjorde det
eller ikke gjorde det
jeg havde glemt hvordan det var og hvordan det burde være
hvordan det føltes at kigge dig i øjnene
dig eller hvem som helst anden
og ikke blive mødt med andet end et flygtigt blik
desperat efter mere
men alligevel så meget mindre
jeg var, er,
blevet blind for hvem jeg er
når du er der, her
jeg havde glemt hvorfor vi gjorde det
havde glemt hvorfor jeg begyndte
uden at slutte
jeg havde glemt hvad det vil sige at begære
jeg havde glemt hvad det vil sige at elske

jeg er vitterligt talt en elendig maler
men hvis jeg nu ejede alle verdens farver
ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage
og med abstrakte og forsigtige penselstrøg
male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå
jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde
fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du

Nu gør du det igen
Bagatelliserer mine problemer
Noget må du have misforstået -
jeg prøver altså ikke at konkurrere
om hvem der har det sværest
Jeg føler mig lille, meget erkendeligt
Og bare fordi andre måske føler sig mindre
bliver det ikke til noget ubetydeligt

Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.

jeg skåler gerne for fortiden
men jeg ønsker ikke at mindes den
og endnu mindre
at tale om den

Der er så meget mere i livet end at finde en der vil have dig eller være ked af det over en der ikke vil. Der er meget vidunderlig tid, der skal bruges på at finde dig selv, uden at håbe på at nogen vil forelske sig i dig på vejen, og det behøver ikke at være smertefuldt eller tomt. Du er nødt til at fylde dig selv op med kærlighed. Ikke alle andre. Bliv et helt væsen, på egen hånd. Tag på eventyr, fald i søvn i skoven med dine venner, tag bade uden for, gå rundt i byen om natten, sid på en café alene, skriv på toiletbåse, efterlad sedler i biblioteksbøger, pynt dig for din egen skyld, giv til andre, smil en masse. Gør alt med kærlighed, men du skal ikke romantisere livet, som kan du ikke leve uden det. Lev for dig selv og vær glad på egen hånd. Det er ikke mindre smukt, det lover jeg dig.

jeg ville aldrig flytte ud på landet
med mindre du var med mig
for københavn er ikke c-e-n-t-r-u-m
det er du

"Hjertet er ikke et *** som kan fyldes op. Det kender intet loft. Bare fordi du elsker én højt, betyder det ikke at du så elsker en anden mindre. Det er ikke sådan det fungerer."

jeg elsker dig og mig
men hader os to
nu ser jeg altid solen stå op, uden at tænke over det

lugten af sult følger efter dig
fordi for os, er der er kun noget at fejre når sommeren er ovre
sensommer pige
altid lidt forsinket og hjertet ikke kalibreret til højeste funktion
det hænger ikke sammen, ligesom vi to

det gemmer sig i maden på tallerkner med guldkant og i havet under skrald og cigaretskoder
nogle gange viser det sig i sure bemærkninger og desperate udenomsknald
det sådan man bedst løber, når man ikke længere vil lege
men du må tro på hvad du hører, for jeg har ikke længere tid til at forklare mig
hvad end de siger, plus det løse
kan jo være at du kan få et problem mindre, hvis du hader lidt mere end du elsker